It's a Mad Mad Mad Mad World

Det her er en aparte blanding af feelgood, romantisk komedie og drama om sindslidelser, som fortjent blev én af sidste års mest roste amerikanske film.

Hovedpersonen er Pat, en tidligere historielærer, som starter filmen med at blive sluppet ud fra en lukket institution, hvor han blev tvangsindlagt, efter han gik amok på sin kones elsker. Pat lider af bipolar sindslidelse, men mener, at det har han fået styr på, og nu skal han vinde sin elskede hustru tilbage. Problemet er bare, at han har et polititilhold, men heldigvis møder han Tiffany, der tilbyder at hjælpe, mod at Pat stiller op som hendes partner i en dansekonkurrence.

"Silver Linings Playbook" er baseret på en roman af Matthew Quick, som er blevet yderst kompetent omsat til film af forfatter-instruktør David O. Russell (der senest lavede "The Fighter"). Det er én af den slags historier, som har nemmere ved at fungere som litteratur, fordi dens forskellige elementer ikke passer naturligt sammen. Men Russell har skåret filmudgaven virkelig smukt og rammer en meget fin balance mellem alvor og humor, smerte og feelgood.

Der er nemlig mange ting på spil i den her fortælling, som dog først og fremmest handler om at have et besværligt sind. Og det behandler filmen med respekt - Pats lidelse er ikke sjov at se på, når han mister kontrollen, og tilsvarende kæmper Tiffany også med depressioner og en ubehagelig forhistorie. Men samtidig har filmen en befriende humor, hvor man ofte griner med hovedrollerne, og den er rigtig skarp i skildringen af de sociale konsekvenser. I flere fint observerede scener ser man, hvordan sindslidelsen bliver det absolut definerende træk ved hovedpersonen, som ikke kan flygte fra den stigmatisering, som betyder, at andre næsten konstant reagerer med en frygt for, at han er gal og går amok.

Og oven på en yderst vedkommende skildring af, hvordan det er at være fanget af sit eget sind, fungerer filmen altså også som romcom og feelgood efter alle kunstens regler. Endda med en humor og varme, der føles meget mere ægte end de fleste film i genren. Det er virkelig imponerende, at Russell på den måde får alting til at gå op i en højere enhed.

Han får så også hjælp fra en usædvanligt velspillende samling skuespillere. Jennifer Lawrence vandt helt fortjent en Oscar for sit spil som Tiffany, som hun giver masser af dybde med få, underspillede midler, samtidig med at hun skifter overbevisende eksplosivt mellem forskellige sindsstemninger. Jeg har flere gange tidligere skrevet, at Lawrence er et talent af enestående kaliber. Med en Oscar på CV'et kan hun vel ikke kaldes talent længere, men det bliver dæleme spændende at se, hvor hendes karriere nu bevæger sig hen.

Over for Lawrence gør Bradley Cooper det faktisk næsten lige så godt som Pat. Cooper er jo en pæn dreng, der plejer at spille med i rendyrkede komedier, men han er pludselig ved at etablere som mere seriøs skuespiller. Her bevæger han sig flot mellem at være møgcharmerende og urovækkende manisk, og det blev også til en helt korrekt Oscar-nominering til ham.

Faktisk var "Silver Linings Playbook" nomineret i alle fire skuespillerkategorier - de sidste to tilfaldt Robert De Niro og Jacki Weaver som Pats forældre. Af de to synes jeg især, det er De Niro, som stråler i en rolle, der ligger utroligt godt til ham. Nemlig som Pats spillegale og overtroiske far, hvis besættelse af Philadelphia Eagles vist heller ikke er helt normal (i øvrigt et ekstra plus til filmen, for at Eagles fylder så meget i handlingen - de er mit yndlingshold i NFL).

"Silver Linings Playbook" er en smuk og sjov, romantisk og smertende, rørende og tankevækkende film. Man skulle virkelig ikke tro, at det kunne lade sig gøre at få den historie til at fungere, uden at det blev kunstigt og opstyltet. Men det lykkes altså fornemt for David O. Russell, og resultatet er et romantisk drama, som hæver sig langt over standarden, fordi filmen har en virkelig alvorlig bund, men samtidig fungerer som romcom. Fem store stjerner!