Kærlighed før døden
4.0
I filmens første scene slår myndighederne døren ind til en lejlighed i Paris, og derinde finder de liget af en ældre kvinde, smukt lagt på lit de parade på sin seng. Og derfra klipper filmen tilbage og fortæller historien om hendes sidste tid, hvor hun bliver syg og visner hen, mens hendes mand insisterer på at få hende passet i lejligheden.
”Amour” må siges at være forfatter-instruktør Michael Hanekes hidtil mest succesfulde film, eftersom den både har givet ham Guldpalmerne i Cannes og en Oscar for bedste udenlandske film. Men det er også en overraskende atypisk Haneke-film, ved at den er forholdsvis ligefrem og uden hans sædvanlige mysterier i fortællingen. Det er dog stadig tydeligt, at det er den store østrigske instruktør, som står bag, ved at kameraet bliver brugt som en slags neutral observatør, og at det, man ser, virker nådesløst realistisk. Dog tilsat et for Haneke sjældent fantastisk element, nemlig drømmeagtige sekvenser, når minderne kommer frem i manden.
I fokus er så både den kærlighed, titlen nævner, og ikke mindst et blik på døden i den moderne verden. Filmen handler i høj grad om at dø med værdighed, og den stiller indirekte spørgsmål om, hvor længe man skal holde fast i sine nære, og hvordan man siger farvel med netop værdighed. At hovedpersonerne er franske intellektuelle i en stor herskabslejlighed, understreger blot, at temaerne er universelle – hverken penge eller finkultur kan gøre en forskel for dem. Der er mange fine små observationer i de mere og mere triste scener, men jeg synes så også, at ”Amour” er ganske længe om at komme frem til sine pointer. Ikke mindst fordi de pointer egentlig ikke er specielt overraskende. Og godt nok er Haneke en enormt præcis filmmager, men det her bliver så dvælende, at det næsten er for meget.
Til gengæld er Emmanuelle Riva og Jean-Louis Trintignant virkelig velspillende i de to hovedroller. Det er især Riva, som har fået opmærksomhed for sin næsten skræmmende troværdige gengivelse af, hvordan sygdom og alder rammer gradvist hårdere. Men Trintignant er også stærk som hendes mand, hvis handlinger er langt mere kærlige end hans lettere knurrende ydre.
”Amour” er én af den slags film, hvor jeg godt kan se, hvad det er, folk falder i svime over. Men hvor jeg bare ikke selv bliver ramt i samme grad. Det handler både om, at filmens behandling af dens temaer ikke er specielt vedkommende for mig, og om at den er så ligetil, uden større overraskelser – selv om den i øvrigt er teknisk vellavet på flere måder. Jeg kan bedre lide Haneke, når han er i sit gådefulde hjørne.
”Amour” må siges at være forfatter-instruktør Michael Hanekes hidtil mest succesfulde film, eftersom den både har givet ham Guldpalmerne i Cannes og en Oscar for bedste udenlandske film. Men det er også en overraskende atypisk Haneke-film, ved at den er forholdsvis ligefrem og uden hans sædvanlige mysterier i fortællingen. Det er dog stadig tydeligt, at det er den store østrigske instruktør, som står bag, ved at kameraet bliver brugt som en slags neutral observatør, og at det, man ser, virker nådesløst realistisk. Dog tilsat et for Haneke sjældent fantastisk element, nemlig drømmeagtige sekvenser, når minderne kommer frem i manden.
I fokus er så både den kærlighed, titlen nævner, og ikke mindst et blik på døden i den moderne verden. Filmen handler i høj grad om at dø med værdighed, og den stiller indirekte spørgsmål om, hvor længe man skal holde fast i sine nære, og hvordan man siger farvel med netop værdighed. At hovedpersonerne er franske intellektuelle i en stor herskabslejlighed, understreger blot, at temaerne er universelle – hverken penge eller finkultur kan gøre en forskel for dem. Der er mange fine små observationer i de mere og mere triste scener, men jeg synes så også, at ”Amour” er ganske længe om at komme frem til sine pointer. Ikke mindst fordi de pointer egentlig ikke er specielt overraskende. Og godt nok er Haneke en enormt præcis filmmager, men det her bliver så dvælende, at det næsten er for meget.
Til gengæld er Emmanuelle Riva og Jean-Louis Trintignant virkelig velspillende i de to hovedroller. Det er især Riva, som har fået opmærksomhed for sin næsten skræmmende troværdige gengivelse af, hvordan sygdom og alder rammer gradvist hårdere. Men Trintignant er også stærk som hendes mand, hvis handlinger er langt mere kærlige end hans lettere knurrende ydre.
”Amour” er én af den slags film, hvor jeg godt kan se, hvad det er, folk falder i svime over. Men hvor jeg bare ikke selv bliver ramt i samme grad. Det handler både om, at filmens behandling af dens temaer ikke er specielt vedkommende for mig, og om at den er så ligetil, uden større overraskelser – selv om den i øvrigt er teknisk vellavet på flere måder. Jeg kan bedre lide Haneke, når han er i sit gådefulde hjørne.
14/03-2013
