Overnaturlig teen-romantik - har vi set det før?
2.0
Det er vel ikke nogen overraskelse, at "Twilight"-seriens succes har ført til, at andre forfattere har forsøgt sig med overnaturlig romantik. Én af efteraberne er "The Caster Chronicles", som makkerparret Kami Garcia og Margaret Stohl indledte i 2010 med "Beautiful Creatures", som var den første af indtil videre fire romaner i serien. Og den er så også blevet hurtigt omsat til film.
Historien udspiller sig i en lille by i South Carolina, som vores mandlige teen-hovedperson drømmer om at flytte væk fra. Livet bliver dog mere spændende, da han får en ny klassekammerat. Hun er kommet til byen for at bo hos sin onkel, og der går rygter om, at deres familie er mærkelig og farlig. Og den er sådan set god nok - de er nemlig 'casters', som har medfødte magiske evner. Tilflytterpigen fylder snart 16 år, hvilket er en særligt betydningsfuld dag - for der bliver det afgjort, om kvindelige casters bekender sig til lyset eller mørket.
"Beautiful Creatures" plukker dermed fra alle sider i det hastigt voksende katalog af teen-supernatural-romance-klicheer. Ung almindelig fyr forelsker sig i ung megamagisk pige. Hans følelser er gengældt, men deres kærlighed er jo umulig - og dog, måske overvinder kærligheden alt? Hun skal jo samtidig kæmpe med, om hun hører til Lyset (tm) eller Mørket (tm), og skrupelløse mørke-casters vil i hvert fald gerne lokke hende ud ad deres sti ... Der er så noget helt særligt snasket over at have en gigantisk plot device, som etablerer, at kvinder pr. definition enten er gode eller onde, og det hænger sammen med noget i puberteten ...
I øvrigt: Når nu de her casters er så møgseje, hvorfor gemmer de sig så i gamle huse og lader, som om de ikke findes? Hvorfor har de ikke bare tryllet tingene om til at være, som det passer dem, frem for at skulle bekymre sig om at blive afsløret af de almindelige mennesker?
Bortset fra den slags logiske huller fungerer "Beautiful Creatures" egentlig meget godt i første halvdel. Det klassiske lilleby-samfund bliver hurtigt og effektivt etableret som setting, og der er en ganske fin opbygning af de magiske elementer. Men i filmens anden halvdel falder tingene ret meget fra hinanden, efterhånden som den indre logik i alt det her magi-halløj og 16-års-fødselsdage bliver mere og mere anstrengt. Instruktør Richard LaGravenese er vist bedre til at holde sammen på almindelig romantik, uden diverse tryllerier.
En ting, der virkelig også slog mig ved "Beautiful Creatures", var, at "Twilight" faktisk havde et par glimrende hovedrolleskuespillere (især Kristen Stewart). Til sammenligning er Alice Englert ret kønsløs som heltinden her, og Alden Ehrenreich får lov til at spille helten ud i smålatterlig sydstatskliché. Det hjælper så til gengæld på "Beautiful Creatures", at den har nogle stærke rutinerede navne i birollerne - ikke mindst Jeremy Irons, der er en festlig magisk sydstatsgentleman som heltindens onkel.
"Beautiful Creatures" er ikke decideret pinlig, og den skal sikkert nok underholde sit kernepublikum. Men den føles altså som et halvtyndt opkog på et koncept, der ikke var specielt fantastisk til at begynde med.
Historien udspiller sig i en lille by i South Carolina, som vores mandlige teen-hovedperson drømmer om at flytte væk fra. Livet bliver dog mere spændende, da han får en ny klassekammerat. Hun er kommet til byen for at bo hos sin onkel, og der går rygter om, at deres familie er mærkelig og farlig. Og den er sådan set god nok - de er nemlig 'casters', som har medfødte magiske evner. Tilflytterpigen fylder snart 16 år, hvilket er en særligt betydningsfuld dag - for der bliver det afgjort, om kvindelige casters bekender sig til lyset eller mørket.
"Beautiful Creatures" plukker dermed fra alle sider i det hastigt voksende katalog af teen-supernatural-romance-klicheer. Ung almindelig fyr forelsker sig i ung megamagisk pige. Hans følelser er gengældt, men deres kærlighed er jo umulig - og dog, måske overvinder kærligheden alt? Hun skal jo samtidig kæmpe med, om hun hører til Lyset (tm) eller Mørket (tm), og skrupelløse mørke-casters vil i hvert fald gerne lokke hende ud ad deres sti ... Der er så noget helt særligt snasket over at have en gigantisk plot device, som etablerer, at kvinder pr. definition enten er gode eller onde, og det hænger sammen med noget i puberteten ...
I øvrigt: Når nu de her casters er så møgseje, hvorfor gemmer de sig så i gamle huse og lader, som om de ikke findes? Hvorfor har de ikke bare tryllet tingene om til at være, som det passer dem, frem for at skulle bekymre sig om at blive afsløret af de almindelige mennesker?
Bortset fra den slags logiske huller fungerer "Beautiful Creatures" egentlig meget godt i første halvdel. Det klassiske lilleby-samfund bliver hurtigt og effektivt etableret som setting, og der er en ganske fin opbygning af de magiske elementer. Men i filmens anden halvdel falder tingene ret meget fra hinanden, efterhånden som den indre logik i alt det her magi-halløj og 16-års-fødselsdage bliver mere og mere anstrengt. Instruktør Richard LaGravenese er vist bedre til at holde sammen på almindelig romantik, uden diverse tryllerier.
En ting, der virkelig også slog mig ved "Beautiful Creatures", var, at "Twilight" faktisk havde et par glimrende hovedrolleskuespillere (især Kristen Stewart). Til sammenligning er Alice Englert ret kønsløs som heltinden her, og Alden Ehrenreich får lov til at spille helten ud i smålatterlig sydstatskliché. Det hjælper så til gengæld på "Beautiful Creatures", at den har nogle stærke rutinerede navne i birollerne - ikke mindst Jeremy Irons, der er en festlig magisk sydstatsgentleman som heltindens onkel.
"Beautiful Creatures" er ikke decideret pinlig, og den skal sikkert nok underholde sit kernepublikum. Men den føles altså som et halvtyndt opkog på et koncept, der ikke var specielt fantastisk til at begynde med.
14/03-2013
