I mesterens skygge

Som med Spielbergs Lincoln-film er titlen lidt misvisende. "Hitchcock" har godt nok Alfred Hitchcock som hovedperson, men det er ikke nogen decideret portrætfilm. Handlingen drejer sig i stedet om, hvordan mesterinstruktøren fik lavet "Psycho", samt om den ægteskabelige krise, han samtidig var ude i.

I slutningen af 50'erne var Hitchcock et stort og veletableret navn med mange succeser bag sig. Derfor var det noget af et chok for Hollywood-folket, at han kastede sig ud i at lave en gyser med elementer af incest og transvestisme, endda inspireret af en grufuld virkelig mordsag. Han endte med at måtte pantsætte sit hus for at få finansieret "Psycho", og hans monomaniske opførsel var altså lige ved at drive hans kone, manuskriptforfatteren Alma Reville, fra ham.

Det er en interessant historie, "Hitchcock" fortæller - ikke mindst for filmnørder. På den ene side er det historien om den kompromisløse kunstner, som mod alle odds får skabt det mesterværk, alle husker ham for i dag. På den anden side er det også historien om et kreativt partner- og ægteskab, hvor Reville var en overmåde kompetent sparringspartner og hjælper. Som altså var lige ved at forsvinde ud af Hitchcocks liv.

Desværre lykkes det ikke helt instruktør Sacha Gervasi at bringe alle historiens elementer sammen til en større helhed, og det står aldrig klart, om "Hitchcock" er tænkt som et seriøst parforholdsdrama eller bare en komedie. En del af skylden for dette har Anthony Hopkins' spil i hovedrollen, hvor Hitchcocks stærkt idiosynkratiske stil mest af alt bliver latterlig. Man ser, hvordan han terroriserer sine skuespillere og mæsker sig i foie gras - men man kommer aldrig tæt på personen Alfred Hitchcock. På trods af, at filmen skaber klare koblinger mellem manden og hans værker, fx ved at vise ham som en voyeur, der belurer sine kvindelige stjerner. Hopkins er sminket kraftigt og forsøger at kopiere Hitchcocks gummiansigt, men jeg tror simpelt hen ikke på hans pompøse, selvhøjtidelige fortolkning af rollen.

Omvendt er Helen Mirren stærk som Reville - en skarp, vittig og selvbevidst kvinderolle, som indirekte sparker til Hollywoods manglende evne til at sætte kvinderne forrest. Det er en ren fornøjelse at følge Mirren i denne film, men generelt er dens skuespilpræstationer ret ujævne. Eksempelvis er Scarlett Johansson charmerende som Janet Leigh, men hun rammer ikke i nærheden af mit billede af Leigh - der går det lidt bedre for Jessica Biel som Vera Miles.

I øvrigt er "Hitchcock" en teknisk vellavet film, hvor især Judy Beckers production design bringer Hollywood anno 1959 flot til live. Og man får selvfølgelig lov til at se bidder af "Psycho" bag om kameraet i forskellige versioner - ikke mindst den legendariske badeværelsesscene. Til gengæld er det decideret kikset, at filmen lader den morder, der gav inspiration til "Psycho", fungere som metabillede på Hitchcocks indre konflikt.

"Hitchcock" indeholder bestemt interessante elementer, og den er selvsagt særligt fascinerende for filmentusiaster. Mirrens stærke portræt af Alma Reville hæver sig tårnhøjt over resten af filmen, men overordnet mangler der simpelt hen mål og retning fra instruktør Gervasis hånd. Det virker, som om "Hitchcock" ikke rigtig tager sin hovedperson alvorligt, og derfor er der meget få steder i filmen, hvor man virkelig tror på, at man ser en stor instruktør orkestrere én af sine mest mindeværdige film.