Idiotisk genindspilning

*mindre spoilers*

Tom Hedegaards "Skytten" fra 1977 er måske den af datidens danske thrillere, som huskes bedst. Ikke mindst fordi den indeholder den berømte scene, hvor Jens Okking skyder Allan Simonsen. Nu er Anders Bodelsens manuskript blevet opdateret til en ny udgave, der faktisk er tro mod originalen i rammehistorien: En journalist kommer til at sige noget på tv, som en mand opfatter som en opfordring til politisk vold, og han begynder at skyde folk ned for at få opmærksomhed om sin sag. I 70'erne handlede det om modstand mod atomkraft, nu er det modstand mod olieboringer ved Grønland.

Jeg husker "Skytten" anno 1977 som en udmærket film, men heller ikke mere end det. For sin tid var den dog langt bedre udført, end 2013-versionen viser sig at være. Hvilket først og fremmest skyldes, at dens tre forfattere har leveret et håbløst manuskript.

For det første bliver jeg lige nødt til at skrive et fagligt baseret rant, for "Skytten" provokerede virkelig min faglighed. Jeg er med på, at film er nødt til at forsimple tingene for at få dem kogt ned i et par timers historieformat. Men jeg har da sjældent set arbejdet på en avisredaktion skildret så idiotisk, som det sker her. Man skal muligvis have været i faget selv for at se de nuancer, hvor filmen går helt galt, men for dælen, hvor er det dog en fordomsfyldt, uvirkelig idé om journalistik, man her får serveret.

Det begynder med, at filmens hovedperson skal forestille at være en højtprofileret journalist, der også fungerer som politisk kommentator. Én af dem, der får lov til at komme på tv og kommentere. Problemet er bare, at man i et par scener ser hende i situationer, hvor hun skal forestille at udføre journalistisk arbejde ved at interviewe folk. Og seriøst: Hun udviser mindre talent og dårligere forståelse for sine faglige værktøjer end den grønneste grønne journalistpraktikant, jeg har arbejdet sammen med.

Derudover er hele hendes optræden i sagen fuldstændig ude i hampen rent journalistisk-etisk. Lad gå med, at filmen konstruerer en urealistisk situation, hvor hovedpersonen er inviteret i et tv-studie sammen med politikere - måske havde tv-stationen bare ikke nogen journalister, der var lige så dårlige til at interviewe? Men manuskriptet lader glad og frejdigt hovedpersonen blæse løs med personlige holdningstilkendegivelser frem for at angribe sagen journalistisk. What the fuck?

Det bliver ikke bedre i resten af filmen, hvor hovedpersonen bliver ved med at kegle rundt i forhold til basal faglig etik. Og så er scenerne fra avisredaktionen i øvrigt også tåbelige og klichéfyldte, og hendes redaktører opfører sig næsten lige så tosset ...

Det bizarre er, at Åke Sandgren er én af filmens tre forfattere, og han skrev og instruerede for nogle år siden "Fluerne på væggen", der også havde Trine Dyrholm i hovedrollen som journalist. Det portræt var absolut troværdigt set med faglige briller. Så hvad er der lige sket her?

Nå, rant slut. Lad mig fortsætte med at kritisere filmen for mindre fagnørdede ting. Manuskriptet er nemlig også overordnet slapt og sjasket.

Eksempelvis får vi aldrig helt forklaret, hvad skyttens motivation egentlig er. Det er noget med, at der er olieforekomster ved Grønland, og at de i virkeligheden er meget større, end offentligheden aner. Og hvorfor det skulle være så forfærdeligt, er det åbenbart ikke nødvendigt at fortælle. Jeg gætter på, at det er noget med, at den meget større afbrænding af fossile brændstoffer vil være problematisk i forhold til verdens klimaudfordringer. Men det får vi altså aldrig uddybet.

Det er også mindboggling, at filmen kører ud ad et spor, hvor den danske regering holder størrelsen på de her oliefelter hemmelig, så de kan få forhandlet en lusket aftale med USA på plads. Og altså ... hvem kan forestille sig, at en regering nogensinde ville holde sådan noget hemmeligt? Ville enhver politiker i verden ikke straks løbe ud og råbe 'Yay, olie! Vi er rige som nordmænd!'? Frem for at gå efter en lose/lose-aftale med amerikanerne, som viser sig at gå ud på, at amerikanske firmaer får oliekoncessionerne, mod at Danmark til gengæld giver USA lov til at oprette flere militærbaser på Grønland. Det giver jo overhovedet ingen mening.

Tåbelighederne stopper ikke der. Forfatterne har også fundet det nødvendigt at give hovedpersonen og den involverede minister en fælles fortid som venstrefløjsaktivister, så de lissom kan relatere på det personlige plan. Bemærk, at det er den samme minister, som laver ovennævnte luskede aftale med USA. Og værst af alt: For at hovedpersonen virkelig skal have et personligt dilemma i forhold til begivenhederne, smider vi da også lige ind, at hun er midt i at adoptere en lille pige fra Indien. Åh nej, måske når hun ikke flyet derned, og så bliver hendes nye datter givet til nogle andre i stedet!

Manuskriptet til denne "Skytten" er i sjælden grad ringe, men filmens andre elementer er så ikke meget bedre. Jeg har egentlig stor respekt for Annette K. Olesen, som har lavet nogle fine film, men her viser hun desværre, at hun ikke er nogen spændingsinstruktør. Der bliver ikke opbygget den mindste spænding omkring at få fanget skytten, eller hvad der i det hele taget foregår, også fordi en simpel handling bliver leveret så mudret. Teknisk er filmen på niveau med et afsnit af en DR-dramaserie, så det er heller ikke voldsomt imponerende - Rasmus Videbæk plejer at lave meget flottere billeder end det her.

Faktisk er det største plus i "Skytten" nok, at Kim Bodnia leverer et o.k. troværdigt portræt af en mand, der er underlig nok til at gribe til politisk vold. Selv om man i øvrigt heller ikke får bygget nogen særlig baggrund på ham. I hovedrollen er Dyrholm derimod fuldstændig på glatis, men hun bliver altså også forrådt af manuskriptet. Nikolaj Lie Kaas er lidt af en joke som vattet minister, Lars Ranthe en kliché som ensporet nyhedschef ... Det er de nemme og dumme løsninger, der bliver valgt, også i persongalleriet.

Det fremgår vel også efterhånden, at det er, hvad jeg mener om filmen som helhed: Unødvendig, uspændende og letkøbt ud i det idiotiske.