Bedste film fra det 21. århundrede
6.0
Man må tage hatten af for Tom Hanks. Indimellem får han involveret sig i noget af en storladen film (Gump, Ryan) der synes en god håndfuld år forud for sin tid. Cloud Atlas er endda om muligt hans mest ambitiøse film til dato. Men at kalde det hans film ville være en stor fejl, for selv om han spiller flere af hovedrollenerne (mere om det senere) er han blot en meget lille del af hvad der med rette kun kan betegnes som en storslået filmfortællning af episke proportioner. De tre manuskriptforfattere/instruktører har i den grad tydeligvis også trukket deres læs, og resten af det solide cast demonstrerer ligeledes deres imponerende talent med en medrivende ærlighed. Resten af produktionen skinner også igennem, med et bevægende soundtrack, effektiv set design, imponerende make-up, vidtragende kostumer og CGI.
Cloud Atlas er både en svær og farlig film at anmelde, for en af de mange raffinerede dele af denne velsmagende kage af flere lag består af selve opbygningen af filmen - lidt a la Memento og Usual Suspects er det er et af de spændende ingredienser, som er sjovest selv at opleve aha-øjeblikket af halv- eller helvejs gennem filmen, alt efter hvor skarp man er. Så ka' du li' at gå på opdagelse i nyfortolkende, moderne og udfordrende filmisk fortællerteknik, så hold med at læse her.
Takket være en handling der ligeledes (tildels) foregår i fremtiden og den polariserende effekt filmen har på både anmeldere og publikum, er det umuligt ikke at drage paralleler med tilsvarende banebrydende film som Blade Runner og 2001. De fik også en hård medfart ved udgivelsen, før de senere med rette blev anerkendt som værende de mesterværker de er.
Forklædt som en sci-fi film der hopper rundt i tid og sted er Cloud Atlas en flersidet - men i bund og grund forholdsvis simpel - fortælling om soulmates og de stærkes undertrykkelse af de svage, tiderne igennem, med et underlæggende tema om sammenhængen mellem tilsyneladende fjerne og urelaterede handlinger, samt hvad der nemmest beskrives som karma-baseret variation af reinkarnation. Beskriver jeg filmen som lige dele tragisk kærlighedsdrama, detektiv historie, sort humor/slapstick komidie, velkoreograferet action, samfundskommentar om diverse hierakariske samfund og hele menneskets fremtid, begynder du måske at ane hvor bredt-favnende og genre-trodsende et værk vi har med at gøre.
Baseret på David Mitchell's bestseller-roman fra 2004 og adapteret til det store lærred af Warchoski-søskende bag fænomenet The Matrix (den ene bror nu en kvinde), består Cloud Atlas af seks fortællinger flettet sammen til et imponerende værk der er meget større end summen af de enkelte dele. Ved at omhandle lignende men nuancerede moralske emner og dele alt fra velformulerede narrativer til visuelle kneb og afarter af det underlæggende musikalske tema fremstiller filmen dens følelsesmæssige og intellektuelle emner på en dybdegående og yderst tilfredsstillende facon.
Det ville være nemt at fejlagtigt tro meget af filmen hænger på - eller sågar handler om - præstationerne af de mange talentfulde skuespillere, der hver spiller op til syv forskellige karakterer, og ikke mere. Dette er dog slet ikke tilfældet; det er blot en genial og finurlig måde at illustrere historiens subplot af sammenhæng/reinkarnation/karma (fortolkningen er åben), der er en større del af bogens omhandlingspunkt, men som er svær at oversætte til det visuelle medie.
Hugh Grant er skøn i samtlige små biroller, og meget svær at genkende i mindst halvdelen, en cadeau til både make-up folkene og ham som skuespiller. (Bliv til rulleteksterne for en afsløring af samtlige større roller i filmen, garanteret god for en overraskelse eller to.) Hugo Weaving's djævel er saftig og skøn, etablerede karakter-skuespiller Jim Broadbent demonstrerer mesterligt hans faglige kunnen, medens de yngre landsmænd Ben Whishaw, Jim Sturgess og James D'Arcy alle imponerer med bevægende præstationer der emmer af ærlighed.
Tom Hanks gør det også rigtig godt (især som skibslægen), men er altså noget bedre til sydstats-dialekt end irsk - det gjorde lidt ondt at høre på, men var heldigvis hurtigt overstået. Her havde jeg gerne set den mesterlige dialekt-ekspert Gary Oldman brillere i stedet. Tager vi med at Halle Berry ikke er decideret kendt for at spænde vidt skuespillermæssigt, klarer hun det faktisk fint, men her er muligvis tale om et fejlcast. Måske var hun et forsøg på at sælge filmen til et bredere publikum - hun er i hvertfald rar at se på for de fleste mænd. (I må ikke slå mig.)
Det ville være nemt at klandre filmen, hvis man ville - at udvælge detaljer i plottet, der ikke helt giver mening, eller er uoriginale, eller fremhæve et par mislykkede make-up jobs, eller påpege karakterer uden helt samme pondus som de øvrige. På den måde er der da plads til forbedring, men ligesom et skønt og elsket barn måske ikke er 100% perfekt, kan det svært forestilles bedre end det er.
I den sidste ende er det klassisk tilfælde af en film så uendelig ambitiøs, at den er dømt til at fejle i manges øjne. Er man glad for overfladiske og tynde kop te som Avatar, er man nok blandt flertallet der foretrækker at film skal være letfordøjelige og underholdende uden at kræve det store engagement.
Som garvet og kynisk filmelsker er jeg dog personligt totalt solgt på denne alt for korte 3-timers epokeskabende magnum opus fra Warchowski-søskende's side (kredit til Tom Tykwer også, der instruerede halvdelen af filmen og komponerede musikken bag, samt naturligvis manden bag romanen, David Mitchell), der fungerer så godt på så mange niveauer at det utvivlsomt vil kræve gentagne gensyn for at fuldende hele den herlige og uendeligt tilfredsstillende fordøjelse af.
Cloud Atlas er både en svær og farlig film at anmelde, for en af de mange raffinerede dele af denne velsmagende kage af flere lag består af selve opbygningen af filmen - lidt a la Memento og Usual Suspects er det er et af de spændende ingredienser, som er sjovest selv at opleve aha-øjeblikket af halv- eller helvejs gennem filmen, alt efter hvor skarp man er. Så ka' du li' at gå på opdagelse i nyfortolkende, moderne og udfordrende filmisk fortællerteknik, så hold med at læse her.
Takket være en handling der ligeledes (tildels) foregår i fremtiden og den polariserende effekt filmen har på både anmeldere og publikum, er det umuligt ikke at drage paralleler med tilsvarende banebrydende film som Blade Runner og 2001. De fik også en hård medfart ved udgivelsen, før de senere med rette blev anerkendt som værende de mesterværker de er.
Forklædt som en sci-fi film der hopper rundt i tid og sted er Cloud Atlas en flersidet - men i bund og grund forholdsvis simpel - fortælling om soulmates og de stærkes undertrykkelse af de svage, tiderne igennem, med et underlæggende tema om sammenhængen mellem tilsyneladende fjerne og urelaterede handlinger, samt hvad der nemmest beskrives som karma-baseret variation af reinkarnation. Beskriver jeg filmen som lige dele tragisk kærlighedsdrama, detektiv historie, sort humor/slapstick komidie, velkoreograferet action, samfundskommentar om diverse hierakariske samfund og hele menneskets fremtid, begynder du måske at ane hvor bredt-favnende og genre-trodsende et værk vi har med at gøre.
Baseret på David Mitchell's bestseller-roman fra 2004 og adapteret til det store lærred af Warchoski-søskende bag fænomenet The Matrix (den ene bror nu en kvinde), består Cloud Atlas af seks fortællinger flettet sammen til et imponerende værk der er meget større end summen af de enkelte dele. Ved at omhandle lignende men nuancerede moralske emner og dele alt fra velformulerede narrativer til visuelle kneb og afarter af det underlæggende musikalske tema fremstiller filmen dens følelsesmæssige og intellektuelle emner på en dybdegående og yderst tilfredsstillende facon.
Det ville være nemt at fejlagtigt tro meget af filmen hænger på - eller sågar handler om - præstationerne af de mange talentfulde skuespillere, der hver spiller op til syv forskellige karakterer, og ikke mere. Dette er dog slet ikke tilfældet; det er blot en genial og finurlig måde at illustrere historiens subplot af sammenhæng/reinkarnation/karma (fortolkningen er åben), der er en større del af bogens omhandlingspunkt, men som er svær at oversætte til det visuelle medie.
Hugh Grant er skøn i samtlige små biroller, og meget svær at genkende i mindst halvdelen, en cadeau til både make-up folkene og ham som skuespiller. (Bliv til rulleteksterne for en afsløring af samtlige større roller i filmen, garanteret god for en overraskelse eller to.) Hugo Weaving's djævel er saftig og skøn, etablerede karakter-skuespiller Jim Broadbent demonstrerer mesterligt hans faglige kunnen, medens de yngre landsmænd Ben Whishaw, Jim Sturgess og James D'Arcy alle imponerer med bevægende præstationer der emmer af ærlighed.
Tom Hanks gør det også rigtig godt (især som skibslægen), men er altså noget bedre til sydstats-dialekt end irsk - det gjorde lidt ondt at høre på, men var heldigvis hurtigt overstået. Her havde jeg gerne set den mesterlige dialekt-ekspert Gary Oldman brillere i stedet. Tager vi med at Halle Berry ikke er decideret kendt for at spænde vidt skuespillermæssigt, klarer hun det faktisk fint, men her er muligvis tale om et fejlcast. Måske var hun et forsøg på at sælge filmen til et bredere publikum - hun er i hvertfald rar at se på for de fleste mænd. (I må ikke slå mig.)
Det ville være nemt at klandre filmen, hvis man ville - at udvælge detaljer i plottet, der ikke helt giver mening, eller er uoriginale, eller fremhæve et par mislykkede make-up jobs, eller påpege karakterer uden helt samme pondus som de øvrige. På den måde er der da plads til forbedring, men ligesom et skønt og elsket barn måske ikke er 100% perfekt, kan det svært forestilles bedre end det er.
I den sidste ende er det klassisk tilfælde af en film så uendelig ambitiøs, at den er dømt til at fejle i manges øjne. Er man glad for overfladiske og tynde kop te som Avatar, er man nok blandt flertallet der foretrækker at film skal være letfordøjelige og underholdende uden at kræve det store engagement.
Som garvet og kynisk filmelsker er jeg dog personligt totalt solgt på denne alt for korte 3-timers epokeskabende magnum opus fra Warchowski-søskende's side (kredit til Tom Tykwer også, der instruerede halvdelen af filmen og komponerede musikken bag, samt naturligvis manden bag romanen, David Mitchell), der fungerer så godt på så mange niveauer at det utvivlsomt vil kræve gentagne gensyn for at fuldende hele den herlige og uendeligt tilfredsstillende fordøjelse af.
18/03-2013
