Er du til udpenslet ultravold?
2.0
For overhovedet at vælge at se en film i subgenren ultravold er man normalt allerede solidt plantet indenfor målgruppen - dem, der finder en vis æstetisk nydelse ved at se på ekstrem vold (for at sige det diplomatisk). Det er ca. samme princip som med torturporno a la Saw franchisen, og kan i mine øjne ikke sammenlignes med den lidt bredere genre horror film, omend princippet er derhen af.
Ser man sådan en film som et "normalt menneske" der ikke deler samme tilbøjelighed til underholdning af ekstrem voldelig art, vil det være naturligt at væmmes og hurtigt forlade salen. Søger man hvad filmen tilbyder, er der dog lidt at komme efter.
Bygget på en gammel, halvtynd men populær tegneserie om en dyster fremtid hvor politiet selv er dommer, jury og bøddel følger Dredd i bund og grund en meget standard opskrift: en mand går amok på horderne af lovløse på en yderst brutal og hensynsløs facon. Han skal være sej, god til at slås, og komme med fede replikker. Action skal være fed, og det skader ikke hvis filmen også byder på en meget ond skurk og en smuk ung pige (det sidste fordi filmens målgruppe næsten udelukkende består af unge, heteroseksuelle mænd). Check check check. På den måde formår filmen at levere det den lover - bemærk, at der ikke er lovet god handling eller historie.
Sagen er, at det er gjort bedre mange gange før, eksempelvis i den første Die Hard (1988), der i øvrigt satte rekord i antal dræbte mennesker i en film - hvilket også dengang var en smagssag om hvor godt eller skidt dét var. På den måde har Dredd intet originalt at byde på. Den finder på en okay undskyldning til vise action sekvenser i slow-motion, for på den måde at tillade tilskuerne at nyde volden i dens mest-muligt udpenslede form. En uoriginal twist til hovedpersonens sidekick tillader marginalt interessante situationer at opstå, når man nu ikke kan finde ud af at skrive ægte god handling eller dialog. Skuespillet går an, og lykkes faktisk at hæve sig over det B-films niveau man ellers ku' være bange for at blive budt på i Dredd, men det er bl.a. takket være hele pointen med hovedpersonen Dredd: at han absolut ingen humor eller personlighed har, og ikke udvikler sig en tøddel fra start til slut. Han er en uafvigende, endimensionel badass, på godt og ondt.
Er man stor fan af tegneserien og genren vil man sandsynligvis være ganske tilfreds med den omgang tomme kalorier man får serveret i Dredd, men har man overhovedet lyst til at læse en anmeldelse før man ser filmen, tilhører man nok ikke nichen af biografgængere der får noget som helst ud af at gøre det.
Ergo, fans af genren: fat jeres popcornsbægere og få præcis det i kom efter; resten kan nemt finde bedre måder at spendere jeres tid på, f. eks. ca. alle andre film.
Ser man sådan en film som et "normalt menneske" der ikke deler samme tilbøjelighed til underholdning af ekstrem voldelig art, vil det være naturligt at væmmes og hurtigt forlade salen. Søger man hvad filmen tilbyder, er der dog lidt at komme efter.
Bygget på en gammel, halvtynd men populær tegneserie om en dyster fremtid hvor politiet selv er dommer, jury og bøddel følger Dredd i bund og grund en meget standard opskrift: en mand går amok på horderne af lovløse på en yderst brutal og hensynsløs facon. Han skal være sej, god til at slås, og komme med fede replikker. Action skal være fed, og det skader ikke hvis filmen også byder på en meget ond skurk og en smuk ung pige (det sidste fordi filmens målgruppe næsten udelukkende består af unge, heteroseksuelle mænd). Check check check. På den måde formår filmen at levere det den lover - bemærk, at der ikke er lovet god handling eller historie.
Sagen er, at det er gjort bedre mange gange før, eksempelvis i den første Die Hard (1988), der i øvrigt satte rekord i antal dræbte mennesker i en film - hvilket også dengang var en smagssag om hvor godt eller skidt dét var. På den måde har Dredd intet originalt at byde på. Den finder på en okay undskyldning til vise action sekvenser i slow-motion, for på den måde at tillade tilskuerne at nyde volden i dens mest-muligt udpenslede form. En uoriginal twist til hovedpersonens sidekick tillader marginalt interessante situationer at opstå, når man nu ikke kan finde ud af at skrive ægte god handling eller dialog. Skuespillet går an, og lykkes faktisk at hæve sig over det B-films niveau man ellers ku' være bange for at blive budt på i Dredd, men det er bl.a. takket være hele pointen med hovedpersonen Dredd: at han absolut ingen humor eller personlighed har, og ikke udvikler sig en tøddel fra start til slut. Han er en uafvigende, endimensionel badass, på godt og ondt.
Er man stor fan af tegneserien og genren vil man sandsynligvis være ganske tilfreds med den omgang tomme kalorier man får serveret i Dredd, men har man overhovedet lyst til at læse en anmeldelse før man ser filmen, tilhører man nok ikke nichen af biografgængere der får noget som helst ud af at gøre det.
Ergo, fans af genren: fat jeres popcornsbægere og få præcis det i kom efter; resten kan nemt finde bedre måder at spendere jeres tid på, f. eks. ca. alle andre film.
19/03-2013
