Superambitiøs storfilm er seværdig, men kommer ikke helt i mål
4.0
Det er noget af et setup at have Tom Tykwer og de to gange Wachowski som bagmænd på en ekstremt ambitiøs filmatisering af engelske David Mitchells roman "Cloud Atlas" (som i sig selv lyder som et komplekst og ambitiøst værk).
Filmen er præcis gengivelse af romanens struktur med seks episoder, der foregår i hver sin tid fra 1849 til en uspecificeret fremtid. De seks episoder bliver så knyttet sammen af en række gennemgående temaer - og ikke mindst af, at der optræder mindst et par gennemgående roller; ikke i form af samme personer, men derimod sjæle, der symbolsk markeres som reinkarnationer af hinanden. Fortællingens overordnede pointe er nemlig spirituel: At menneskets ånd er større end det rent jordiske; at de valg, du tager, former dit liv og verden omkring dig (positivt som negativt); og at kærlighed og empati er de mest positive drivkræfter.
Det er altså buddhisme tilsat lidt new age-religiøsitet, som ligger som bund under "Cloud Atlas", men fortællingen er mere kompleks end som så. Der er eksempelvis også et tydeligt gennemgående tema om kollektiv undertrykkelse og frihedskamp. Og historien leger med sine egne forudsætninger, ved at elementer fra de enkelte episoder optræder som genfortælling eller decideret fiktion i andre episoder - hvilket synes at bære en pointe, om at vores forestilling om godt og ondt, rigtigt og forkert, bunder i fortælling og dermed er åben for fortolkning. Og filmen vælter sig i øvrigt i kulturelle referencer til alt fra klassisk græsk tragedie over hårdkogt 70'er-krimi til kult-sci-fi-film og diverse kristne temaer.
"Cloud Atlas" er en film, der vil rigtig mange ting på én gang. Der er så meget at gribe fat i, at jeg vil tro, at forskellige mennesker vil få temmelig forskellige indtryk med ud af biografen. Det hele bliver serveret med entusiasme og dygtigt håndværk af Tykwer og Wachowskis (sidenote: dette er den første film, hvor den ældste Wachowski officielt bliver krediteret som Lana Wachowski, efter at hun skiftede fra Larry). Der er virkelig lagt meget fortælleglæde i "Cloud Atlas", og det er imponerende, at de tre forfatter-instruktører har kunnet skabe seks episoder, der stilmæssigt, visuelt - ja, selv sprogligt - er så skarpt adskilte, samtidig med at der altså også er diverse markører af, hvordan de hænger sammen.
Men sammenhængen er så også der, hvor filmen ikke kommer helt i mål. Netop fordi de seks historier er temmelig forskellige i stil, bliver der meget store spring i stemning, fx fra en sorthumoristisk historie om et ondt plejehjem til en Ødipus/Svengali-kombination om forholdet mellem en ung komponist og hans forræderiske mentor. Jeg synes i hvert fald, at filmen indeholder så meget ironi, at jeg kommer i tvivl, om "Cloud Atlas" nu også tager sine gennemgående temaer 100% alvorligt. Og i sidste ende er det, filmen vil fortælle, måske også lidt på den banale side.
På samme måde svinger filmens skuespillere også ud i det lidt for karikerede i nogle af deres roller. Det understøtter ellers reinkarnationstemaet fint, at alle de bærende skuespillere går igen i en række episoder - og at de gennemgående sjæle tydeligvis springer rundt i rollebesætningen. Men det bliver eksempelvis for overdrevet, når Tom Hanks i en meget kortfattet rolle spiller "gangsterforfatter" (selv om jeg kunne forestille mig, at hans behandling af litteraturkritikere vil vække begejstring hos nogle). Generelt gør Hanks det nu rigtig glimrende i sine roller - ligesom de øvrige solide navne, som befolker filmen: Halle Berry, Jim Broadbent, Hugo Weaving, Jim Sturgess, Ben Whishaw. Og ikke mindst Hugh Grant, der som den eneste får lov til kun at spille onde roller, hvilket der vel næsten er en selvstændig ironisk pointe i.
"Cloud Atlas" er på mange måder et fascinerende værk. En helaftensfilm med tårnhøjt ambitionsniveau, som er realiseret med enormt stor teknisk flair. De markant skiftende scenerier og historier fastholder sammen med glimrende skuespillere éns opmærksomhed igennem alle 172 minutter. Netop fordi den vil gabe over så meget, kommer denne tyske storproduktion dog også til at lugte lidt af lir og prætentiøsitet, og den puster sig nok op til at være mere, end dens indhold reelt kan bære. I virkeligheden synes jeg, at Darren Aronofsky tacklede samme type fortælling og film bedre i "The Fountain". Men "Cloud Atlas" er stadig så interessant på en række punkter, at jeg klart vil kalde den seværdig og lander på fire små stjerner. Det er i hvert fald en film ud over det sædvanlige.
Filmen er præcis gengivelse af romanens struktur med seks episoder, der foregår i hver sin tid fra 1849 til en uspecificeret fremtid. De seks episoder bliver så knyttet sammen af en række gennemgående temaer - og ikke mindst af, at der optræder mindst et par gennemgående roller; ikke i form af samme personer, men derimod sjæle, der symbolsk markeres som reinkarnationer af hinanden. Fortællingens overordnede pointe er nemlig spirituel: At menneskets ånd er større end det rent jordiske; at de valg, du tager, former dit liv og verden omkring dig (positivt som negativt); og at kærlighed og empati er de mest positive drivkræfter.
Det er altså buddhisme tilsat lidt new age-religiøsitet, som ligger som bund under "Cloud Atlas", men fortællingen er mere kompleks end som så. Der er eksempelvis også et tydeligt gennemgående tema om kollektiv undertrykkelse og frihedskamp. Og historien leger med sine egne forudsætninger, ved at elementer fra de enkelte episoder optræder som genfortælling eller decideret fiktion i andre episoder - hvilket synes at bære en pointe, om at vores forestilling om godt og ondt, rigtigt og forkert, bunder i fortælling og dermed er åben for fortolkning. Og filmen vælter sig i øvrigt i kulturelle referencer til alt fra klassisk græsk tragedie over hårdkogt 70'er-krimi til kult-sci-fi-film og diverse kristne temaer.
"Cloud Atlas" er en film, der vil rigtig mange ting på én gang. Der er så meget at gribe fat i, at jeg vil tro, at forskellige mennesker vil få temmelig forskellige indtryk med ud af biografen. Det hele bliver serveret med entusiasme og dygtigt håndværk af Tykwer og Wachowskis (sidenote: dette er den første film, hvor den ældste Wachowski officielt bliver krediteret som Lana Wachowski, efter at hun skiftede fra Larry). Der er virkelig lagt meget fortælleglæde i "Cloud Atlas", og det er imponerende, at de tre forfatter-instruktører har kunnet skabe seks episoder, der stilmæssigt, visuelt - ja, selv sprogligt - er så skarpt adskilte, samtidig med at der altså også er diverse markører af, hvordan de hænger sammen.
Men sammenhængen er så også der, hvor filmen ikke kommer helt i mål. Netop fordi de seks historier er temmelig forskellige i stil, bliver der meget store spring i stemning, fx fra en sorthumoristisk historie om et ondt plejehjem til en Ødipus/Svengali-kombination om forholdet mellem en ung komponist og hans forræderiske mentor. Jeg synes i hvert fald, at filmen indeholder så meget ironi, at jeg kommer i tvivl, om "Cloud Atlas" nu også tager sine gennemgående temaer 100% alvorligt. Og i sidste ende er det, filmen vil fortælle, måske også lidt på den banale side.
På samme måde svinger filmens skuespillere også ud i det lidt for karikerede i nogle af deres roller. Det understøtter ellers reinkarnationstemaet fint, at alle de bærende skuespillere går igen i en række episoder - og at de gennemgående sjæle tydeligvis springer rundt i rollebesætningen. Men det bliver eksempelvis for overdrevet, når Tom Hanks i en meget kortfattet rolle spiller "gangsterforfatter" (selv om jeg kunne forestille mig, at hans behandling af litteraturkritikere vil vække begejstring hos nogle). Generelt gør Hanks det nu rigtig glimrende i sine roller - ligesom de øvrige solide navne, som befolker filmen: Halle Berry, Jim Broadbent, Hugo Weaving, Jim Sturgess, Ben Whishaw. Og ikke mindst Hugh Grant, der som den eneste får lov til kun at spille onde roller, hvilket der vel næsten er en selvstændig ironisk pointe i.
"Cloud Atlas" er på mange måder et fascinerende værk. En helaftensfilm med tårnhøjt ambitionsniveau, som er realiseret med enormt stor teknisk flair. De markant skiftende scenerier og historier fastholder sammen med glimrende skuespillere éns opmærksomhed igennem alle 172 minutter. Netop fordi den vil gabe over så meget, kommer denne tyske storproduktion dog også til at lugte lidt af lir og prætentiøsitet, og den puster sig nok op til at være mere, end dens indhold reelt kan bære. I virkeligheden synes jeg, at Darren Aronofsky tacklede samme type fortælling og film bedre i "The Fountain". Men "Cloud Atlas" er stadig så interessant på en række punkter, at jeg klart vil kalde den seværdig og lander på fire små stjerner. Det er i hvert fald en film ud over det sædvanlige.
25/03-2013
