Cronenberg junior debuterer med en sygelig historie

4.0
David Cronenberg har ud over en stribe gode film nu også frembragt en filminstruktør-søn, der viser sig at være lige så weird kreativ som sin far. Her debuterer Brandon Cronenberg i hvert fald med en film, der på mange måder minder om far Davids fremragende "Videodrome".

"Antiviral" baserer sig på den præmis, at den moderne kendis-dyrkelse har taget et langt skridt længere ud, ved at der findes firmaer, som betaler de kendte for at tage prøver, når de bliver syge. Så kan fansene købe sig til at få en sygdom, der kommer fra deres idol, og dermed føle sig endnu tættere på vedkommende.

Det er en rimelig sær præmis, der endda bliver drevet endnu længere ud i "Antiviral", som desuden bygger på et thrillerplot om to firmaer, der med beskidte midler kæmper om markedet for kendtes sygdomme. Filmen lider under et for langt mellemstykke, hvor tingene går lidt i tomgang, men ideen er fascinerende, Cronenberg junior får vist et klart talent for billedkomposition, og blege, tynde Caleb Landry Jones er velvalgt til hovedrollen i en film, der handler så meget om sygdom. Derudover har "Antiviral" en ganske høj klamhedsfaktor, og dens beske kommentar til det sygelige i kendis-dyrkelsen går klart og tydeligt igennem.

Set på CPH:PIX 2013.
Antiviral