Livsvigtig markedsføring
4.0
I 1988 havde det internationale samfund presset Augusto Pinochets diktatur til at udskrive en folkeafstemning om, hvorvidt Pinochet skulle have lov til at fortsætte ved magten i otte år til. Diktaturet betragtede afstemningen som en formssag, hvor man for at se godt ud foretog skinmanøvrer som at give modstanderne 15 minutters daglig sendetid på den ellers statskontrollerede tv-kanal. Men det lykkedes nej-sigerne at stable en kampagne på benene, der vandt afstemningen.
"No" skildrer begivenhederne med fokus på de reklamefolk, som blev hentet ind for at lave de 15 minutters dagligt tv, og som først måtte tage en intern kamp. Modstandersiden var præget af mange års bitter kamp mod diktaturet og ville selvsagt gerne fortælle om Pinochet-styrets grusomheder. Men det lykkedes reklamefolkene at få vendt kampagnen på hovedet, så de i stedet lavede professionel marketing med en glad sang, et logo med regnbuefarver og masser af humor.
Instruktør Pablo Larraín har valgt at bruge de historiske tv-klip, og derfor har han tilpasset hele filmens look til at ligne chilensk tv fra sen-80'erne. Det gør "No" til en usædvanligt grim film med overbelyste billeder i udflydende farver, men det virker altså også autentisk.
Gael García Bernal er glimrende i hovedrollen, som dog også er filmens svage side, fordi den bruger hans privatliv til at understrege, at det bestemt ikke var et ufarligt projekt, de havde gang i - for da diktaturet begyndte at blive nervøst, begyndte det også at vise tænder. Jeg havde egentlig hellere set mere om, hvordan nej-siden opererede i den kritiske måned op til valget, men jeg har heller ikke så meget brug for den menneskelige fortælling til at understrege, at Pinochet-diktaturet var ondt - det vidste jeg i forvejen.
Derudover er "No" en film, som er meget lige ud ad landevejen og først og fremmest lever på sin utrolige historie. Det her er virkelig ét af de tilfælde, hvor man må sige, at virkeligheden overgår fantasien. Tænk, at der findes mennesker, som kan sige, at de lavede den reklamekampagne, som væltede Pinochet.
Set på CPH:PIX 2013.
"No" skildrer begivenhederne med fokus på de reklamefolk, som blev hentet ind for at lave de 15 minutters dagligt tv, og som først måtte tage en intern kamp. Modstandersiden var præget af mange års bitter kamp mod diktaturet og ville selvsagt gerne fortælle om Pinochet-styrets grusomheder. Men det lykkedes reklamefolkene at få vendt kampagnen på hovedet, så de i stedet lavede professionel marketing med en glad sang, et logo med regnbuefarver og masser af humor.
Instruktør Pablo Larraín har valgt at bruge de historiske tv-klip, og derfor har han tilpasset hele filmens look til at ligne chilensk tv fra sen-80'erne. Det gør "No" til en usædvanligt grim film med overbelyste billeder i udflydende farver, men det virker altså også autentisk.
Gael García Bernal er glimrende i hovedrollen, som dog også er filmens svage side, fordi den bruger hans privatliv til at understrege, at det bestemt ikke var et ufarligt projekt, de havde gang i - for da diktaturet begyndte at blive nervøst, begyndte det også at vise tænder. Jeg havde egentlig hellere set mere om, hvordan nej-siden opererede i den kritiske måned op til valget, men jeg har heller ikke så meget brug for den menneskelige fortælling til at understrege, at Pinochet-diktaturet var ondt - det vidste jeg i forvejen.
Derudover er "No" en film, som er meget lige ud ad landevejen og først og fremmest lever på sin utrolige historie. Det her er virkelig ét af de tilfælde, hvor man må sige, at virkeligheden overgår fantasien. Tænk, at der findes mennesker, som kan sige, at de lavede den reklamekampagne, som væltede Pinochet.
Set på CPH:PIX 2013.
18/04-2013
