Kunsten at skabe et monster

5.0
David Lynchs datter Jennifer debuterede notorisk som forfatter-instruktør med "Boxing Helena" i 1993 - en film, der blev slagtet af anmelderne og var så kontroversiel, at der skulle gå 15 år, før hun igen fik lov til at stå i spidsen for en film.

"Chained" er derfor kun Jennifer Lynchs fjerde film, men den er til gengæld en potent omgang. Plottet er egentlig ganske simpelt: En seriemorder bortfører en kvinde og hendes 9-årige søn. Da de kommer hjem til hans hus, slår han hurtigt kvinden ihjel, men beslutter sig for at lade drengen leve, lænket til en væg, så han kan være hans tjener. Efterhånden som årene går, begynder morderen også at videregive sit verdenssyn og sin specialviden til drengen.

"Chained" er præcis lige så væmmelig og skræmmende, som det ovenstående lyder til. Nok endda værre endnu. Det er på ingen måde en exploitation-film, men en seriøs historie om, hvordan man skaber menneskelige monstre. Jennifer Lynch er ikke interesseret i jagten på seriemorderen, eller for den sags skyld i hans ofre, men i hvad der får ham til at klikke, og hvordan man bliver ligesom ham. Resultatet er en begavet film, som man i den grad ikke glemmer lige med det samme, efter man har tilbragt det meste af 94 minutter lukket inde i et dystert, klaustrofobisk rum, man bare gerne vil undslippe fra. Og Lynch formår endda også at levere et seriøst overraskende twist til sidst, som tilmed giver god mening i forhold til resten af fortællingen.

"Chained" er filmhåndværk på højt niveau, præcist leveret med simple, men effektive midler. Vincent D'Onofrio er decideret fremragende som morderen - der er en langt mere troværdig karakter end fx Hannibal Lecter - og Eamon Farren gør det også udmærket som den ældre udgave af drengen. Filmen viser i det hele taget en forfatter-instruktør, der har fuldt styr på sine virkemidler, og jeg sad tilbage med en fornemmelse af, at Jennifer Lynch har fortjent langt større respekt, end hun generelt får. I USA fik "Chained" ikke engang biografpremiere, men røg direkte i dvd-distribution. Måske er den for hård kost for almindelige biografgængere, og måske har nogle svært ved at forstå, at en kvindelig instruktør tilsyneladende konsekvent ønsker at beskæftige sig med så makabre og frastødende temaer, som Lynch gør. Men "Chained" er i hvert fald en film, der har fortjent at blive set og husket.

Set på CPH:PIX 2013.
Chained