... og synge lange, lange bange sange
3.0
Disclaimer: Jeg er ikke blandt de mange fans af moderne musicals og teaterkoncerter. De siger mig generelt ikke så meget. Så hvis du er til den type shows, vil du muligvis få en markant anderledes oplevelse af "Les Misérables".
For den nyeste filmudgave af "Les Misérables" er nemlig baseret på musicalen over Victor Hugos klassiske roman. En musical, der bl.a. er berømt for at have kørt uafbrudt i Londons West End i snart 28 år, hvilket ingen anden muscial har præsteret.
Handlingen er altså bygget over Hugos klassiske historie om Jean Valjean, en bonde, der i begyndelsen af det 19. århundrede ender med at sidde 19 år i fængsel for et mindre tyveri. Da han kommer ud, skaber han sig en ny identitet som fabriksejer og borgmester, og han påtager sig også ansvaret for en lille pige, som er datter af én af hans tidligere ansatte. Hele tiden jages Valjean dog af politimanden Javert, hans regelrette gamle fangevogter, som ikke vil acceptere, at en tidligere straffefange skjuler sig under falsk navn. Og historiens forskellige konflikter når så deres klimaks i tiden omkring Juniopstanden i Paris i 1830.
Instruktør Tom Hooper - kendt for "The King's Speech" - har bl.a. haft de oprindelige muscialforfattere til at hjælpe sig med at omsætte stykket til film. De er gået efter en rendyrket musicaludgave, hvor hele formen fra scenen bevares, inklusive at samtlige replikker synges. Hooper har endda også satset ved at insistere på, at alle medvirkende skulle synge 'live' under optagelserne frem for at dubbe sangene over billederne bagefter. Det er klart med til at give filmen intensitet i flere nøglescener.
De medvirkende bidrager i øvrigt generelt med en behjertet indsats. Hugh Jackman er god som Jean Valjean og overrasker med en stærk sangstemme. Anne Hathaway er markant i sin birolle som Fantine, der falder i uføre og overgiver sit barn til Valjean. Jeg synes så, det er lidt meget at få en Oscar for at klippe sig skaldet og synge lidende, men Hathaway leverer bestemt sit store nummer med stor power. Amanda Seyfried og Eddie Redmayne er o.k. som historiens unge elskende. Russell Crowe har fået en del kritik for sin rolle som Javert, men han synger da en hel del bedre end Pierce Brosnan i "Mamma Mia!", og problemet er nok nærmere, at filmens fortolkning af Javert fremstår ret blød.
Som nævnt skorter det ikke på indsats fra de medvirkende, og "Les Misérables" er allround en meget flot teknisk produktion. Det gælder både lyd, kostumer, makeup og fotografering (selv om der er en lidt for markant kunstig CGI-fornemmelse i baggrundene).
Men når det er sagt, så er denne udgave af "Les Misérables" altså også lidt af en kolos på lerfødder. Længe før filmudgaven kom på tale, har jeg faktisk spekuleret på, hvad Victor Hugo mon ville sige til, at hans store drama med tydelig social indignation er blevet omsat til ét af de store underholdningsshows på Broadway og Londons West End.
For lige præcis den sociale indignation er noget af det, der forsvinder i musicaludgaven. Den bliver fortalt, undskyld sunget, men det er i en tilsøbet glansbilledversion. Eller også forsvinder pointen i komik, som omkring det skrupelløse kroindehaver-par, som Valjeans plejedatter på et tidspunkt er endt hos. Musicalen gør dem til pauseklovne frem for forbrydere, og det hjælper så ikke at typecaste Sacha Baron Cohen og Helena Bonham Carter til at spille dem som fjollede typer.
Min oplevelse var, at der efter en flot start sneg sig en undertone af falskhed ind i de mange scener med folk, der synger intenst i closeup. For mig er det derfor de store ensemblenumre som "At the End of the Day" og "Lovely Ladies", der virker bedst på film. Og de overordnede pointer med historien synes at komme længere og længere væk, efterhånden som fortællingen fokuserer over mod romantiske klicheer og et niveau af gudsfrygtighed, som jeg ikke tror, at Hugo havde tænkt sig.
Som nævnt kan det sagtens være, at du får en bedre oplevelse med filmen, hvis du er til denne type musicals, men for mig blev det lidt af en sejtrækker at komme igennem 158 minutters "Les Misérables" med sange, der føles stadigt længere. Den er pæn og velproduceret, men også ret meget en gang forloren følelsesporno, og jeg synes, jeg er flink, når jeg giver den tre små stjerner.
For den nyeste filmudgave af "Les Misérables" er nemlig baseret på musicalen over Victor Hugos klassiske roman. En musical, der bl.a. er berømt for at have kørt uafbrudt i Londons West End i snart 28 år, hvilket ingen anden muscial har præsteret.
Handlingen er altså bygget over Hugos klassiske historie om Jean Valjean, en bonde, der i begyndelsen af det 19. århundrede ender med at sidde 19 år i fængsel for et mindre tyveri. Da han kommer ud, skaber han sig en ny identitet som fabriksejer og borgmester, og han påtager sig også ansvaret for en lille pige, som er datter af én af hans tidligere ansatte. Hele tiden jages Valjean dog af politimanden Javert, hans regelrette gamle fangevogter, som ikke vil acceptere, at en tidligere straffefange skjuler sig under falsk navn. Og historiens forskellige konflikter når så deres klimaks i tiden omkring Juniopstanden i Paris i 1830.
Instruktør Tom Hooper - kendt for "The King's Speech" - har bl.a. haft de oprindelige muscialforfattere til at hjælpe sig med at omsætte stykket til film. De er gået efter en rendyrket musicaludgave, hvor hele formen fra scenen bevares, inklusive at samtlige replikker synges. Hooper har endda også satset ved at insistere på, at alle medvirkende skulle synge 'live' under optagelserne frem for at dubbe sangene over billederne bagefter. Det er klart med til at give filmen intensitet i flere nøglescener.
De medvirkende bidrager i øvrigt generelt med en behjertet indsats. Hugh Jackman er god som Jean Valjean og overrasker med en stærk sangstemme. Anne Hathaway er markant i sin birolle som Fantine, der falder i uføre og overgiver sit barn til Valjean. Jeg synes så, det er lidt meget at få en Oscar for at klippe sig skaldet og synge lidende, men Hathaway leverer bestemt sit store nummer med stor power. Amanda Seyfried og Eddie Redmayne er o.k. som historiens unge elskende. Russell Crowe har fået en del kritik for sin rolle som Javert, men han synger da en hel del bedre end Pierce Brosnan i "Mamma Mia!", og problemet er nok nærmere, at filmens fortolkning af Javert fremstår ret blød.
Som nævnt skorter det ikke på indsats fra de medvirkende, og "Les Misérables" er allround en meget flot teknisk produktion. Det gælder både lyd, kostumer, makeup og fotografering (selv om der er en lidt for markant kunstig CGI-fornemmelse i baggrundene).
Men når det er sagt, så er denne udgave af "Les Misérables" altså også lidt af en kolos på lerfødder. Længe før filmudgaven kom på tale, har jeg faktisk spekuleret på, hvad Victor Hugo mon ville sige til, at hans store drama med tydelig social indignation er blevet omsat til ét af de store underholdningsshows på Broadway og Londons West End.
For lige præcis den sociale indignation er noget af det, der forsvinder i musicaludgaven. Den bliver fortalt, undskyld sunget, men det er i en tilsøbet glansbilledversion. Eller også forsvinder pointen i komik, som omkring det skrupelløse kroindehaver-par, som Valjeans plejedatter på et tidspunkt er endt hos. Musicalen gør dem til pauseklovne frem for forbrydere, og det hjælper så ikke at typecaste Sacha Baron Cohen og Helena Bonham Carter til at spille dem som fjollede typer.
Min oplevelse var, at der efter en flot start sneg sig en undertone af falskhed ind i de mange scener med folk, der synger intenst i closeup. For mig er det derfor de store ensemblenumre som "At the End of the Day" og "Lovely Ladies", der virker bedst på film. Og de overordnede pointer med historien synes at komme længere og længere væk, efterhånden som fortællingen fokuserer over mod romantiske klicheer og et niveau af gudsfrygtighed, som jeg ikke tror, at Hugo havde tænkt sig.
Som nævnt kan det sagtens være, at du får en bedre oplevelse med filmen, hvis du er til denne type musicals, men for mig blev det lidt af en sejtrækker at komme igennem 158 minutters "Les Misérables" med sange, der føles stadigt længere. Den er pæn og velproduceret, men også ret meget en gang forloren følelsesporno, og jeg synes, jeg er flink, når jeg giver den tre små stjerner.
28/04-2013
