Fortræffeligt menneskeligt studie

Shame skildrer på fornem vis et par mere eller mindre tragiske eksistenser, som vel egentlig har forudsætningerne for at klare sig godt i den verden hvori de lever og på overfladen også lever respektable tilværelser, men hvor bl.a. afhængighed, ængstelighed og uforløste traumer (som filmen aldrig redegør for, man får blot en lille antydning) spiller ind og overtager dominansen hos karakternes psyke. Filmen er både kompromis- og hæmningsløs i måden hvorpå den skildrer sit emne og den er absolut ikke for alle og enhver, men til gengæld (og heldigivs, mener jeg) er der håb for personernes skæbner, hvilket kommer rigtigt godt til udtryk i den tvetydige slutning. Den er også rigtigt skarp i dens betragtning, om at selvdestruktiviteten ikke nødvendigivs er et simpelt valg man som menneske træffer, men sker som følge af psykiske hæmninger og på beskostning af relationer.

Michael Fassbender skyller, med denne præstation, alle minder om andre roller man har set ham i, væk. Man tror fuldt og fast på, at han simpelthen er denne mand han portrætterer. Carey Mulligan og de øvrige og mindre biroller virker også perfekt. Billederne og underlægningsmusikken er også bemærkelsesværdigt.

Det er en helt igennem fremragende film, det her!