Dum og indskrænket romcom
1.0
Har du set traileren til "I Give It a Year"? Fint, så behøver du ikke bekymre dig om at se hele filmen. Det er nemlig én af den slags trailere, som indeholder alt det interessante fra filmen - i dette tilfælde klip fra alle scener, der er bare tilnærmelsesvis sjove i denne romantiske komedie.
"I Give It a Year" handler om et engelsk par, som nærmer sig deres første bryllupsdag. Men deres første år som ægtepar har ikke helt været, hvad de forestillede sig, og derfor har begge en nagende tvivl omkring forholdet. Det bliver ikke bedre af, at hun får ansvaret for en lækker mandlig klient på det reklamebureau, hun arbejder for, mens han begynder at se mere og mere til en eks-kæreste, der er kommet hjem fra en udstationering i udlandet.
"I Give It a Year" er skrevet og instrueret af Dan Mazer, som egentlig har et fint komisk CV. Mazer har været medskribent og producent på store dele af Sacha Baron Cohens karriere, og dette er så hans debut som filminstruktør. Som altså kommer i en genre, der er meget mere mainstream-komedie end Baron Cohens grænseoverskridende og absurde stil. Og det slipper Mazer meget skidt fra, for "I Give It a Year" er simpelt hen ikke ret sjov.
Tværtimod er det en dum og indskrænket film. Jeg vil medgive, at en god del af forsøgene på humor spiller på pinlighed, hvilket ikke er min yndlingsform for komik. Men der mangler i høj grad timing og overraskelser i en film, hvor alle jokes bliver telegraferet tydeligt på forhånd, og hvor humoren aldrig bevæger sig ud over banal fnisen over sexistiske parforholdsklicheer.
Og så mangler historien også den grundlæggende troværdighed, som selv en romcom skal bruge for at glide ned. Der er ingen gnist mellem de to hovedpersoner, så man forstår på intet tidspunkt, hvorfor de overhovedet er faldet for hinanden. Og deres tiltrækning til andre er cirka lige så utroværdig. Men værst af alt udstiller filmen konsekvent et syn på forhold og romantik, hvor manden pr. definition er den aktive part, mens kvinden forholder sig komplet passiv i håb om lyserød romantik, ude af stand til hverken at indlede eller afslutte et forhold selv. Det sidste burde der ellers have været rig lejlighed til, eftersom alle filmens manderoller er nogle narrehatte.
Det med narrehatte er naturligvis også sigende for skuespillet. Hverken Rafe Spall eller Simon Baker fungerer ret godt i de to store mandlige roller, og Rose Byrne er reduceret til total overflade som den gifte kvinde. Anna Faris er en anelse bedre som eks-kæresten, men får heller ikke lov til at bruge det komiske talent, hun tidligere har vist. Kun Minnie Driver skinner lidt i en birolle som veninde med ekstremt syrlige kommentarer.
Der er selvfølgelig enkelte gode humoristiske øjeblikke undervejs - Driver har en pæn del af dem - men generelt er "I Give It a Year" er kikset omgang, der flere steder bliver direkte tåkrummende. Niveauet i romcom-genren er ikke højt, men den her er alligevel forbløffende sløj.
"I Give It a Year" handler om et engelsk par, som nærmer sig deres første bryllupsdag. Men deres første år som ægtepar har ikke helt været, hvad de forestillede sig, og derfor har begge en nagende tvivl omkring forholdet. Det bliver ikke bedre af, at hun får ansvaret for en lækker mandlig klient på det reklamebureau, hun arbejder for, mens han begynder at se mere og mere til en eks-kæreste, der er kommet hjem fra en udstationering i udlandet.
"I Give It a Year" er skrevet og instrueret af Dan Mazer, som egentlig har et fint komisk CV. Mazer har været medskribent og producent på store dele af Sacha Baron Cohens karriere, og dette er så hans debut som filminstruktør. Som altså kommer i en genre, der er meget mere mainstream-komedie end Baron Cohens grænseoverskridende og absurde stil. Og det slipper Mazer meget skidt fra, for "I Give It a Year" er simpelt hen ikke ret sjov.
Tværtimod er det en dum og indskrænket film. Jeg vil medgive, at en god del af forsøgene på humor spiller på pinlighed, hvilket ikke er min yndlingsform for komik. Men der mangler i høj grad timing og overraskelser i en film, hvor alle jokes bliver telegraferet tydeligt på forhånd, og hvor humoren aldrig bevæger sig ud over banal fnisen over sexistiske parforholdsklicheer.
Og så mangler historien også den grundlæggende troværdighed, som selv en romcom skal bruge for at glide ned. Der er ingen gnist mellem de to hovedpersoner, så man forstår på intet tidspunkt, hvorfor de overhovedet er faldet for hinanden. Og deres tiltrækning til andre er cirka lige så utroværdig. Men værst af alt udstiller filmen konsekvent et syn på forhold og romantik, hvor manden pr. definition er den aktive part, mens kvinden forholder sig komplet passiv i håb om lyserød romantik, ude af stand til hverken at indlede eller afslutte et forhold selv. Det sidste burde der ellers have været rig lejlighed til, eftersom alle filmens manderoller er nogle narrehatte.
Det med narrehatte er naturligvis også sigende for skuespillet. Hverken Rafe Spall eller Simon Baker fungerer ret godt i de to store mandlige roller, og Rose Byrne er reduceret til total overflade som den gifte kvinde. Anna Faris er en anelse bedre som eks-kæresten, men får heller ikke lov til at bruge det komiske talent, hun tidligere har vist. Kun Minnie Driver skinner lidt i en birolle som veninde med ekstremt syrlige kommentarer.
Der er selvfølgelig enkelte gode humoristiske øjeblikke undervejs - Driver har en pæn del af dem - men generelt er "I Give It a Year" er kikset omgang, der flere steder bliver direkte tåkrummende. Niveauet i romcom-genren er ikke højt, men den her er alligevel forbløffende sløj.
09/05-2013
