Sing It On
3.0
Amerikansk ungdomskomedie, hvor hovedpersonen starter på et universitet, der er berømt for sine a cappella-grupper. Især den mandlige gruppe, som er nationale sangmestre. Hovedpersonen drømmer om en karriere som musikproducer og er egentlig i tvivl om sit studium, men bliver overtalt til at melde sig til universitetets kvindelige a cappella-gruppe, som rigtig gerne vil slå fyrene og vinde mesterskabet.
Hvis du har set en film som cheerleader-komedien "Bring It On", kender du formlen bag "Pitch Perfect". En konkurrence som omdrejningspunkt; en gruppe, der skal lære at arbejde sammen; diverse uforudsete forhindringer; lidt romantiske forviklinger - og naturligvis en spændingskurve, der topper ved det nationale mesterskab. Det hele serveret med et godt glimt i øjet. Intet nyt under solen her, bortset fra at det handler om a cappella-sang, hvilket jeg ikke lige havde set som det oplagte fokus for en film af denne type.
Til gengæld er "Pitch Perfect" en charmerende og ganske udmærket udført film af sin type. Det er instruktør Jason Moores første spillefilm, men han har en solid baggrund som instruktør af Broadway-musicals. Det hjælper helt klart på de lækre musikscener, som konsekvent giver filmen drive med fine koreografier og god sangproduktion. Og i øvrigt et glimrende varieret soundtrack. Det er ikke så mærkeligt, at der kan laves en god a cappella-version af et nummer som "No Diggity", men sange som "The Final Countdown" og "Don't You (Forget About Me)" kommer lidt mere overraskende.
Brugen af Simple Minds' største hit er så også en del af filmens udtalte reference og kærlighedserklæring til "The Breakfast Club". Hvilket naturligvis kun kan være et plus, også fordi "Pitch Perfect" faktisk tager nogle af temaerne fra den store 80'er-ungdomsfilm op, om end på en noget mere poleret måde.
Filmens heltinder er nemlig en flok særdeles sammenbragte børn, der godt nok er meget politisk korrekt fordelt på hudfarve, seksualitet, størrelse og så videre - men det lykkes "Pitch Perfect" at virke ærlig omkring det klassiske tro-på-dig-selv-tema. Anna Kendrick er rigtig fin som den absolutte heltinde - hun har den naturlige kant, der gør hende troværdig som grungy musiknørd med en syrlig bemærkning til det meste. Og så kan hun virkelig synge - jeg kendte kun Kendrick som en rigtig god ung skuespiller, men har nu lært, at hun faktisk allerede var Broadway-musicalstjerne som 12-årig. Blandt hendes brogede skare af nye sangveninder er det især australske Rebel Wilson, der skiller sig ud med skarp komisk timing som udvekslingsstudenten, der har døbt sig selv Fat Amy. Men der er fx også en fin birolle til Elizabeth Banks som den ene af to tv-kommentatorer, der giver filmen en god satirisk vinkel på hele sangkonkurrencen.
Der er meget, som fungerer godt i "Pitch Perfect". Den er virkelig sjov flere steder, og som nævnt er musikscenerne særdeles velproducerede. Men den forfalder også til lidt for meget bøvet humor, og som i mange film i genren er der simpelt hen ikke gods nok i dens konflikter. Der bliver etableret en masse tråde med konflikter, bl.a. mellem sangerne, mellem grupperne og mellem hovedpersonen og hendes far. Men de forbliver alle sammen på det meget overfladiske plan, hvor der til sidst kan laves en nem løsning, og så er alle glade. På samme måde er filmens romantiske subplots også for svage. "Pitch Perfect" er okay underholdning, men også en film, der udpræget tager de sikre valg og derfor ikke bliver mere end letbenet feelgood, selv om der nok var potentiale til lidt mere.
Hvis du har set en film som cheerleader-komedien "Bring It On", kender du formlen bag "Pitch Perfect". En konkurrence som omdrejningspunkt; en gruppe, der skal lære at arbejde sammen; diverse uforudsete forhindringer; lidt romantiske forviklinger - og naturligvis en spændingskurve, der topper ved det nationale mesterskab. Det hele serveret med et godt glimt i øjet. Intet nyt under solen her, bortset fra at det handler om a cappella-sang, hvilket jeg ikke lige havde set som det oplagte fokus for en film af denne type.
Til gengæld er "Pitch Perfect" en charmerende og ganske udmærket udført film af sin type. Det er instruktør Jason Moores første spillefilm, men han har en solid baggrund som instruktør af Broadway-musicals. Det hjælper helt klart på de lækre musikscener, som konsekvent giver filmen drive med fine koreografier og god sangproduktion. Og i øvrigt et glimrende varieret soundtrack. Det er ikke så mærkeligt, at der kan laves en god a cappella-version af et nummer som "No Diggity", men sange som "The Final Countdown" og "Don't You (Forget About Me)" kommer lidt mere overraskende.
Brugen af Simple Minds' største hit er så også en del af filmens udtalte reference og kærlighedserklæring til "The Breakfast Club". Hvilket naturligvis kun kan være et plus, også fordi "Pitch Perfect" faktisk tager nogle af temaerne fra den store 80'er-ungdomsfilm op, om end på en noget mere poleret måde.
Filmens heltinder er nemlig en flok særdeles sammenbragte børn, der godt nok er meget politisk korrekt fordelt på hudfarve, seksualitet, størrelse og så videre - men det lykkes "Pitch Perfect" at virke ærlig omkring det klassiske tro-på-dig-selv-tema. Anna Kendrick er rigtig fin som den absolutte heltinde - hun har den naturlige kant, der gør hende troværdig som grungy musiknørd med en syrlig bemærkning til det meste. Og så kan hun virkelig synge - jeg kendte kun Kendrick som en rigtig god ung skuespiller, men har nu lært, at hun faktisk allerede var Broadway-musicalstjerne som 12-årig. Blandt hendes brogede skare af nye sangveninder er det især australske Rebel Wilson, der skiller sig ud med skarp komisk timing som udvekslingsstudenten, der har døbt sig selv Fat Amy. Men der er fx også en fin birolle til Elizabeth Banks som den ene af to tv-kommentatorer, der giver filmen en god satirisk vinkel på hele sangkonkurrencen.
Der er meget, som fungerer godt i "Pitch Perfect". Den er virkelig sjov flere steder, og som nævnt er musikscenerne særdeles velproducerede. Men den forfalder også til lidt for meget bøvet humor, og som i mange film i genren er der simpelt hen ikke gods nok i dens konflikter. Der bliver etableret en masse tråde med konflikter, bl.a. mellem sangerne, mellem grupperne og mellem hovedpersonen og hendes far. Men de forbliver alle sammen på det meget overfladiske plan, hvor der til sidst kan laves en nem løsning, og så er alle glade. På samme måde er filmens romantiske subplots også for svage. "Pitch Perfect" er okay underholdning, men også en film, der udpræget tager de sikre valg og derfor ikke bliver mere end letbenet feelgood, selv om der nok var potentiale til lidt mere.
13/05-2013
