Gosling stråler igen, men filmen kommer lidt på skovtur

4.0
En motorcykel-stuntkører ernærer sig ved at køre dødsdrom i et omrejsende tivoli, men stopper op, da han kommer tilbage til en landsby i staten New York og opdager, at et one-night stand under sidste års besøg har gjort ham til far. Det er bare ikke nemt for ham at skaffe midler til at gå ind i den faderrolle, han gerne vil påtage sig, og derfor begynder han at røve banker. Hvilket bringer ham i konflikt med en ung betjent, der som konsekvens også må konfrontere den udbredte korruption i politikorpset. Og 15 år senere påvirker de to mænds valg stadig deres to sønner.

Der mangler ikke dramatiske ambitioner hos forfatter-instruktør Derek Cianfrance, som i denne film over flere kapitler fortæller en historie om omfanget af social arv. Den bliver fint perspektiveret ud i hovedpersonerne, som alle er forståelige og til at relatere sig til, selv når tilsyneladende ligefremme moralske valg twistes ud i det tvetydige. Mens titlens sted ude i fyrreskoven bliver en fysisk metafor for det mentale sted, personerne kommer hen, når de bliver presset til at tage de svære valg.

Der er masser af gode ting i "The Place Beyond the Pines" - også fremragende skuespillere og en flot, stemningsfuld billedside fra fotograf Sean Bobbitt - og jeg kan godt lide Cianfrances stil, hvor han går dybt ind i karakterskildring for at ramme nogle mere generelle pointer. Som han også gjorde det i sin foregående film, den stærke romantiske tragedie "Blue Valentine". Men det lykkes ham ikke at blande ingredienserne perfekt i "The Place Beyond the Pines", for den lider især af at være vægtet skævt, så der er høj intensitet i de første par akter, mens den flader markant ud i det afsluttende akt, som derfor kommer til at virke temmelig langtrukkent. Det er ét af de tilfælde, hvor man godt kan se, hvad det er, instruktøren vil, og det kommer også igennem intellektuelt - det holder bare op med at være så medrivende som i starten.

Derfor ender skuespillerne også med at være filmens klart største styrke. "The Place Beyond the Pines" har to af Hollywoods pt. største mandlige navne, Ryan Gosling og Bradley Cooper, i hovedrollerne som henholdsvis motorcykelkøreren og politimanden. Jeg har fået stor respekt for Cooper, der i de senere år virkelig har vist, at han kan mere end blot letbenede komedier. Men selv om Cooper er glimrende her, er det så interessant at se, at han stadig har et niveau op til Gosling, som igen er fuldstændig fantastisk som tatoveret badboy på motorcykel. Han har bare den der enorme udstråling, som dominerer totalt, hver gang han er på lærredet.

Jeg var også glad for, at Eva Mendes som Goslings one-night stand har én af de roller, hvor hun faktisk får lov til at spille skuespil - for det kan hun jo bedre end de fleste. Emory Cohen og Dane DeHaan gør det også o.k. som de to teenagesønner, selv om det er et par store skygger, de står i. Og så er der en dejligt skarp, men nuanceret birolle til Ben Mendelsohn som Goslings røvermakker.

Som nævnt synes jeg ikke, at forfatter-instruktør Cianfrance kommer helt i mål med "The Place Beyond the Pines". Det er altid en lidt fesen fornemmelse, når en film slutter svagere, end den starter. Men der er stadig rigtig meget kvalitet til stede her - fra skuespil over teknik til ambitionerne bag fortællingen.
The Place Beyond the Pines