Efter revolutionen, uden mål og med
3.0
Paris, 1971. Tre år efter at ungdomsoprøret i maj 1968 udviklede sig til generalstrejke, er politisk aktivisme stadig højt på dagsordenen blandt byens gymnasieelever. Én af dem er filmens hovedperson, en ung fyr, der drømmer om at blive kunstner, men også er med i en aktivistgruppe, der starter med at lave graffiti, før de eskalerer til molotovcocktails. Det sidste får jorden til at brænde under dem, og hovedpersonen ender med at tilbringe sin sommerferie med at rejse rundt blandt hippier og militante venstreorienterede i Frankrig og Italien.
"Efter revolutionen" er først og fremmest et tids- og sindsbillede af at være ung i en tid, hvor alle de normale spilleregler syntes at være ophævet. Hvor man i hvert fald ikke skulle lede længe for at finde nogle, der var med på at eksperimentere med sex og syre - eller direkte arbejdede på at bringe det eksisterende samfundssystem til fald.
Den rutinerede forfatter-instruktør Olivier Assayas lykkes fint med at skildre stemningen af muligheder kombineret med usikkerheder - som fører til, at de mange progressive ideer allerede på dette tidspunkt er splintret i tusind retninger, så maoister og trotskister fx har lige så travlt med at udfordre hinanden som staten, mens andre forsumper i stoffer. Assayas er vel to-tre år for ung til selv at kunne have været hovedpersonen, men der er nok ingen tvivl om, at filmen er baseret på hans egen oplevelse af at vokse op i den tid. Det gælder ikke mindst hovedpersonens lidt forvirrede søgen, hvor man mistænker, at hans skiftende forsøg på kæresteforhold har større betydning end det politiske.
Filmens svaghed er så også, at den ikke rigtig hæver sig over at være et tidsbillede. Den fungerer bedst, når musik, billeder og stemning klikker sammen og nærmest emotionelt formidler noget om, hvad hippiebevægelsen gik ud på. Men de mange løsrevne scener hænger ikke sammen som andet end en rejse rundt i hippieland, og i sidste ende er det svært at se, hvad filmen egentlig skal sige om ungdomsoprøret. At det var forvirret og kaotisk og muligvis lidt misforstået, er i hvert fald ikke den store nyhed.
Glimtvis er der ellers rigtig fint filmhåndværk i "Efter revolutionen", og de unge skuespillere er troværdige i rollerne. Jeg vil især fremhæve debutanten Carole Combes som den af hovedpersonens kærester, der fortaber sig i et kollektiv med masser af stoffer. Men som samlet værk mangler filmen noget punch. Den bevæger sig næsten på kanten af at være formålsløs.
"Efter revolutionen" er først og fremmest et tids- og sindsbillede af at være ung i en tid, hvor alle de normale spilleregler syntes at være ophævet. Hvor man i hvert fald ikke skulle lede længe for at finde nogle, der var med på at eksperimentere med sex og syre - eller direkte arbejdede på at bringe det eksisterende samfundssystem til fald.
Den rutinerede forfatter-instruktør Olivier Assayas lykkes fint med at skildre stemningen af muligheder kombineret med usikkerheder - som fører til, at de mange progressive ideer allerede på dette tidspunkt er splintret i tusind retninger, så maoister og trotskister fx har lige så travlt med at udfordre hinanden som staten, mens andre forsumper i stoffer. Assayas er vel to-tre år for ung til selv at kunne have været hovedpersonen, men der er nok ingen tvivl om, at filmen er baseret på hans egen oplevelse af at vokse op i den tid. Det gælder ikke mindst hovedpersonens lidt forvirrede søgen, hvor man mistænker, at hans skiftende forsøg på kæresteforhold har større betydning end det politiske.
Filmens svaghed er så også, at den ikke rigtig hæver sig over at være et tidsbillede. Den fungerer bedst, når musik, billeder og stemning klikker sammen og nærmest emotionelt formidler noget om, hvad hippiebevægelsen gik ud på. Men de mange løsrevne scener hænger ikke sammen som andet end en rejse rundt i hippieland, og i sidste ende er det svært at se, hvad filmen egentlig skal sige om ungdomsoprøret. At det var forvirret og kaotisk og muligvis lidt misforstået, er i hvert fald ikke den store nyhed.
Glimtvis er der ellers rigtig fint filmhåndværk i "Efter revolutionen", og de unge skuespillere er troværdige i rollerne. Jeg vil især fremhæve debutanten Carole Combes som den af hovedpersonens kærester, der fortaber sig i et kollektiv med masser af stoffer. Men som samlet værk mangler filmen noget punch. Den bevæger sig næsten på kanten af at være formålsløs.
22/05-2013
