Baz på halvt blus...

At genindspille en af de store film, som stadig står knivskarpt i erindringen, er noget af en udfordring. Men med Baz Lurhmann bag roret og min absolut yndlingsskuespiller i hovedrollen var jeg dog fortrøstningsfuld. Hvis om nogen kan give en historie en helt ny og uventet indpakning, så er det Baz Luhrmann. I "Strictly Ballroom" ramte han det betændte dansemiljø lige i solar plexus - og med "Romeo & Julie" lykkedes det ham at få de århundrede gamle dialoger til at fungere i et funky og moderne samfund. I sidstnævnte kan jeg fortsat finde detaljer, som får mig til at klukke. Så jeg var spændt på, hvad han havde fået ud af denne gamle klassiker. Ikke meget, må jeg så desværre konstatere.

Godt nok bærer filmen Baz's klare signatur - men de skæve vinkler, de hurtige skift, de forvredne ansigter, de overopblæste dimensioner, det vulgære og "alt for meget" virker simpelthen bare ikke for denne historie. Tværtom. For samtidigt har han forholdt sig meget tro til originaltekst og Jack Claytons fortolkning. Derfor mødes to modsætninger her. For lidt forskel i handling og forløb i forhold til originalindspilningen, og for lidt Baz Luhrmann originalitet til at skabe en ægte ny version. Han lander derfor lidt mellem to stole... Møg ærgerligt, da han har evnerne og visionerne til at nyskabe, så det batter og samtidigt komme i mål. Men denne gang rammer han altså ved siden af. Der er fuld skrue og farve på de dekadente og overdådige party-scener - her skinner Baz's håndværk tydeligt igennem - men fokus bliver vægtet for højt på disse scener til fordel for den spinkle handling, som nærmest forsvinder i festfyrværkeriet af farveeksplosioner, dans, gøgl og musik.

Skuespillerne gør deres bedste for at holde fast i tråden, men den smutter hele tiden i virvaret og ender som en farceagtig tynd kop te. De får simpelthen ikke lov til at gå i dybden. Møg ærgerligt, da ikke mindst Leonardo DiCaprio har evnen til at udtrykke endog meget dybe og komplekse følelser på en eminent måde - men han får bare ikke lov her til at arbejde ret meget under overfladen. Dog lykkes det ham i nogle enkelte scener - især hen mod slutningen - at få vist en smule af sin karakters sårbarhed, kampe og ulykkelige indre. Hvilken forunderlig film det kunne have været, hvis Baz i stedet havde fokuseret på dette aspekt og givet os den egentlige historie om den amerikanske drøm og bagsiden af medaljen.. At følge i Robert Redfords spor er ingen let leg. Jeg elsker Robert Redford i denne rolle. Med valget af Leonardo DiCaprio til denne opgave, har Baz Luhrmann dog set helt rigtigt - han gør det eminent godt. Han formår på samme måde som Robert Redford at være elegant, beleven og lysende i mængden samtidigt med, at han kan levere varen, når de mere følsomme og voldsomme sider skal frem. Dog synes jeg som tidligere, at Baz's ønske om at overdimensionere vredesudbrud m.m. gør disse scener mere farceagtige end realistiske. Også dejligt med et gensyn med Toby Maguire. Han er også et rigtigt godt cast til sin karakter. Carey Mulligan er jeg så knap så begejstret for. Sød ser hun da ud - men hun mangler lige som noget udstråling og styrke og formår derfor ikke at gøre Daisy til selskabets mest eftertragtede kvinde. Men alt i alt et supert og velspillende cast, som ikke skal belastes for filmens knap så heldige resultat.

Har man ikke tidligere set "The Great Gatsby" skal man naturligvis opleve den. Til dem som stadig har den "goe gamle" 1974'er udgave i fin erindring bør forventningerne til Baz Luhrmanns nyforfolkning nedjusteres og tag så bare filmen, som den oplevelse, den trods alt er.