Cliché City
2.0
Efter at have lavet fem film sammen med tvillingebror Albert er Allen Hughes med "Broken City" for første gang alene i instruktørstolen på en spillefilm. Den foregår i New York, hvor hovedpersonen - en privatdetektiv med fortid i politiet - bliver hyret af byens borgmester, der vil have opklaret, om hans kone har en affære. Men det viser sig, at opgaven også har forbindelse til det snarlige borgmestervalg.
Manuskriptet er af en debuterende forfatter, Brian Tucker, som ikke imponerer med dette opkog af noirklicheer. Det hele er i den grad set før - detektiven med den lidt tvivlsomme fortid, som bliver tvunget til at tage moralsk stilling; den magtfulde og hensynsløse borgmester, der tromler modstand ned med alle midler; og naturligvis diverse lyssky affærer og korruption i baggrunden. Samtidig er manuskriptet en lidt rodet blanding, fordi det også vil gabe over en personlig historie om detektivens ulykkelige ægteskab. Og det hele virker ret gammeldags. Detektivkontoret med den kække sekretær, som kæmper for at inkassere sin arbejdsgivers honorarer, virker som noget fra en anden tid, og det samme gør den åbenlyst magtsyge borgmester.
Som borgmesteren fylder Russell Crowe meget på lærredet, men i en overspillet rolle som en bykonge, der altså er ret utroværdig i den moderne setting. Mark Wahlberg er langt mere afdæmpet som privatdetektiven, men der savner man omvendt noget personlighed og pondus. Og filmens biroller er over en kam også klicheer, der udfylder forudsigelige funktioner, selv om der dog er god soliditet i Catherine Zeta-Jones som borgmesterfruen og Barry Pepper som valgets modkandidat.
Når Hughes-brødrene arbejder sammen, plejer det ellers at være Allen Hughes, der tager sig af personinstruktionen, men heller ikke dette aspekt af filmen formår han at hæve over det jævnt ligegyldige. "Broken City" er ikke en film, det gør ondt at se, blot en ret uinspireret og særdeles forudsigelig noirkrimi, som tilmed virker underligt gammeldags. Det ville nok have klædt filmen, hvis handlingen var blevet flyttet til 40'erne eller 50'erne.
Manuskriptet er af en debuterende forfatter, Brian Tucker, som ikke imponerer med dette opkog af noirklicheer. Det hele er i den grad set før - detektiven med den lidt tvivlsomme fortid, som bliver tvunget til at tage moralsk stilling; den magtfulde og hensynsløse borgmester, der tromler modstand ned med alle midler; og naturligvis diverse lyssky affærer og korruption i baggrunden. Samtidig er manuskriptet en lidt rodet blanding, fordi det også vil gabe over en personlig historie om detektivens ulykkelige ægteskab. Og det hele virker ret gammeldags. Detektivkontoret med den kække sekretær, som kæmper for at inkassere sin arbejdsgivers honorarer, virker som noget fra en anden tid, og det samme gør den åbenlyst magtsyge borgmester.
Som borgmesteren fylder Russell Crowe meget på lærredet, men i en overspillet rolle som en bykonge, der altså er ret utroværdig i den moderne setting. Mark Wahlberg er langt mere afdæmpet som privatdetektiven, men der savner man omvendt noget personlighed og pondus. Og filmens biroller er over en kam også klicheer, der udfylder forudsigelige funktioner, selv om der dog er god soliditet i Catherine Zeta-Jones som borgmesterfruen og Barry Pepper som valgets modkandidat.
Når Hughes-brødrene arbejder sammen, plejer det ellers at være Allen Hughes, der tager sig af personinstruktionen, men heller ikke dette aspekt af filmen formår han at hæve over det jævnt ligegyldige. "Broken City" er ikke en film, det gør ondt at se, blot en ret uinspireret og særdeles forudsigelig noirkrimi, som tilmed virker underligt gammeldags. Det ville nok have klædt filmen, hvis handlingen var blevet flyttet til 40'erne eller 50'erne.
02/06-2013
