Mor er den værste i verden
5.0
En ting, jeg virkelig beundrer ved Nicolas Winding Refn, er hans vilje til betingelsesløst at gå efter at realisere sine egne kunstneriske visioner. For to år siden lavede han den mesterlige "Drive", som fik ham på alles læber, ikke mindst i udlandet. Det var alle tiders chance for at etablere sig i den del af filmbranchen, hvor de store budgetter bor. Og hvad gør Winding Refn? Følger "Drive" op med en kompromisløs kunstfilm, som klart hører til den mindst tilgængelige del af hans CV.
"Only God Forgives" foregår i Thailand, hvor en amerikansk gangster bliver dræbt, efter han har voldtaget og myrdet en ung prostitueret. Nogle dage senere kommer hans mor til landet og kræver, at hendes yngste søn tager hævn for mordet. Det viser sig at være en svær opgave, eftersom politiet var involveret i det drab, som i første omgang var hævn for pigens død.
I "Only God Forgives" er Winding Refn tilbage i den stil, han tidligere har vist i bl.a. "Bleeder" og "Valhalla Rising". Lange kameraindstillinger, længere scener, få replikker, langsom plotudvikling ... men til gengæld masser og masser af stemning i en film, hvor den vigtige fortælling ikke er den på overfladen. For godt nok er filmens handling fyldt med mord og hævn, men dens primære konflikt står - usagt - mellem moderen og hendes yngste søn. Han er filmens hovedperson, fanget i en voldsspiral, som han har svært ved at bryde ud af. Bedst illustreret i den scene, hvor hovedpersonen forsøger at forklare sin mor, at hans storebror blev dræbt, fordi han myrdede en pige - og moderen iskoldt svarer: "I'm sure he had his reasons."
Derfor er det også forkert at beskylde "Only God Forgives" for at forherlige vold, som jeg har set nogle debattører gøre. Filmens mission er faktisk den stik modsatte, for godt nok foregår der mange fucked-up ting, og der er barske volds- og torturscener. Men pointen er netop, at hovedpersonen ønsker at slippe væk fra volden i en grad, så han nærmest er i konflikt med sin egen krop. Han er bare ikke stærk nok til at gennemføre det alene. Og det løfter Winding Refn op til den kulsorte pointe, som filmens titel slår an: Mennesker har sjældent styrken til at bryde mønstre og tilgive, selv om de gerne vil. Til sidst er der kun aktion og reaktion, hævn og straf tilbage.
Alt dette bliver så serveret i noget, der ligner en asiatisk B-noirfilm-indpakning. Bare på meget højt teknisk niveau. Larry Smiths billeder er gennemført stiliserede, ofte på smukke monokrome farveflader, og med en lyssætning et sted mellem neon og bordelrød, som virker særdeles passende til en historie fra Bangkoks underverden. Matthew Newmans klipning er også vigtig, for at filmen kan lykkes med den meget langsomme fortællestil. Og endelig har Cliff Martinez lavet et fantastisk stemingsfuldt soundtrack. Teknisk er "Only God Forgives" næsten pletfri.
På skuespillersiden er det selvsagt et plus at have Ryan Gosling i hovedrollen. Han og Winding Refn arbejdede også sammen i "Drive", og Gosling er god til den slags mutte badboy-hovedroller, her dog i en udgave, der er mere i tvivl om egne evner og moral. Men utroligt nok bliver Gosling overstrålet af to andre på rollelisten. Først og fremmest af Kristin Scott Thomas som hans hævngerrige gangsterboss-mor. Jeg har aldrig før set Scott Thomas i noget, der ligner denne rolle, og hun er simpelt hen forrygende - bister, skræmmende og med tydelige ødipale overtoner i forholdet til de to sønner. Ud over hende er det så Vithaya Pansringarm, som er filmens store oplevelse som politichefen, der står for en meget kontant form for retfærdighed. Også en rolle med meget få replikker, men en enorm udstråling, som balancerer et sted mellem retfærdig og vanvittig hævn.
"Only God Forgives" er ikke nogen ny "Drive". Dertil er den trods alt lidt for kantet og usleben, lidt for selvbevidst omkring sine egne virkemidler. Og som fx "Valhalla Rising" er det ikke en film for enhver smag - man skal kunne sætte pris på blandingen af ekstremt langsom fortællerytme og konstant høj intensitet. Men det er stadig en fremragende film, som understreger, hvor stort et talent Nicolas Winding Refn har for at lave film.
"Only God Forgives" foregår i Thailand, hvor en amerikansk gangster bliver dræbt, efter han har voldtaget og myrdet en ung prostitueret. Nogle dage senere kommer hans mor til landet og kræver, at hendes yngste søn tager hævn for mordet. Det viser sig at være en svær opgave, eftersom politiet var involveret i det drab, som i første omgang var hævn for pigens død.
I "Only God Forgives" er Winding Refn tilbage i den stil, han tidligere har vist i bl.a. "Bleeder" og "Valhalla Rising". Lange kameraindstillinger, længere scener, få replikker, langsom plotudvikling ... men til gengæld masser og masser af stemning i en film, hvor den vigtige fortælling ikke er den på overfladen. For godt nok er filmens handling fyldt med mord og hævn, men dens primære konflikt står - usagt - mellem moderen og hendes yngste søn. Han er filmens hovedperson, fanget i en voldsspiral, som han har svært ved at bryde ud af. Bedst illustreret i den scene, hvor hovedpersonen forsøger at forklare sin mor, at hans storebror blev dræbt, fordi han myrdede en pige - og moderen iskoldt svarer: "I'm sure he had his reasons."
Derfor er det også forkert at beskylde "Only God Forgives" for at forherlige vold, som jeg har set nogle debattører gøre. Filmens mission er faktisk den stik modsatte, for godt nok foregår der mange fucked-up ting, og der er barske volds- og torturscener. Men pointen er netop, at hovedpersonen ønsker at slippe væk fra volden i en grad, så han nærmest er i konflikt med sin egen krop. Han er bare ikke stærk nok til at gennemføre det alene. Og det løfter Winding Refn op til den kulsorte pointe, som filmens titel slår an: Mennesker har sjældent styrken til at bryde mønstre og tilgive, selv om de gerne vil. Til sidst er der kun aktion og reaktion, hævn og straf tilbage.
Alt dette bliver så serveret i noget, der ligner en asiatisk B-noirfilm-indpakning. Bare på meget højt teknisk niveau. Larry Smiths billeder er gennemført stiliserede, ofte på smukke monokrome farveflader, og med en lyssætning et sted mellem neon og bordelrød, som virker særdeles passende til en historie fra Bangkoks underverden. Matthew Newmans klipning er også vigtig, for at filmen kan lykkes med den meget langsomme fortællestil. Og endelig har Cliff Martinez lavet et fantastisk stemingsfuldt soundtrack. Teknisk er "Only God Forgives" næsten pletfri.
På skuespillersiden er det selvsagt et plus at have Ryan Gosling i hovedrollen. Han og Winding Refn arbejdede også sammen i "Drive", og Gosling er god til den slags mutte badboy-hovedroller, her dog i en udgave, der er mere i tvivl om egne evner og moral. Men utroligt nok bliver Gosling overstrålet af to andre på rollelisten. Først og fremmest af Kristin Scott Thomas som hans hævngerrige gangsterboss-mor. Jeg har aldrig før set Scott Thomas i noget, der ligner denne rolle, og hun er simpelt hen forrygende - bister, skræmmende og med tydelige ødipale overtoner i forholdet til de to sønner. Ud over hende er det så Vithaya Pansringarm, som er filmens store oplevelse som politichefen, der står for en meget kontant form for retfærdighed. Også en rolle med meget få replikker, men en enorm udstråling, som balancerer et sted mellem retfærdig og vanvittig hævn.
"Only God Forgives" er ikke nogen ny "Drive". Dertil er den trods alt lidt for kantet og usleben, lidt for selvbevidst omkring sine egne virkemidler. Og som fx "Valhalla Rising" er det ikke en film for enhver smag - man skal kunne sætte pris på blandingen af ekstremt langsom fortællerytme og konstant høj intensitet. Men det er stadig en fremragende film, som understreger, hvor stort et talent Nicolas Winding Refn har for at lave film.
07/06-2013
