Originalt iscenesat, men skidt castet
3.0
Overdådig filmatisering af Leo Tolstoys klassiker fra 1870'erne, hvor adelskvinden Anna Karenina tager til Moskva for at redde sin brors ægteskab. Anna falder dog selv for den charmerende yngre grev Vronsky, og deres affære fører til skandale og tragedie. Samtidig følger filmen sidehistorien om den unge fyrstinde Kitty, der starter med at være forelsket i Vronsky, men også bliver kurtiseret af en godhjertet, men usikker herremand.
Tolstoys store roman er blevet filmatiseret mange gange før, ikke mindst i en klassisk version med Greta Garbo som Anna. Denne moderne udgave er lagt i hænderne på Joe Wright, der for tiden synes at være britisk films mest driftsikre bud, når det gælder romanfilmatiseringer - han har før lavet glimrende udgaver af "Pride & Prejudice" og "Atonement". De to film var meget realistiske i stilen, men her giver Wright den virkelig gas med billederne og skaber nok den visuelt mest sprudlende udgave af "Anna Karenina" hidtil.
Kostumer, billedkompositioner og kulisser er imponerende i denne film - ikke mindst kulisserne. For Wright har valgt en original iscenesættelse, hvor en god del af scenerne starter på en teaterscene, med tydelige teaterkulisser som baggrund. Inden de så nogle gange glider over i andre locations - mens andre scener omvendt kun foregår på location.
Det er et virkelig imponerende stykke arbejde, der er lavet med at få billedkompositioner og overgange til at fungere på den måde. Og det tjener endda en pointe, for de 'kunstige' dele af "Anna Karenina" er der klart for at understrege, at historien foregår i et miljø, der er enormt påtaget og præget af facade, og hvor især kvinderne spiller roller, der er stærkt begrænsede af sociale normer.
Hele denne ramme burde give udgangspunkt for en god, fængslende film. Men den fejler desværre på ét meget centralt punkt: Romancen mellem Anna og Vronsky virker simpelt hen ikke. Den mangler troværdighed, på grund af både fejlcasting og manglende kemi mellem skuespillerne. Jeg kan godt se, hvorfor Keira Knightley har virket som et oplagt valg som Anna, men jeg synes ikke, hun leverer i rollen. Jeg fik i hvert fald aldrig rigtig sympati for Anna Kareninas kamp for at få lov til at følge sin kærlighed, og det hjælper så ikke, at jeg er ved at få spat af det der ansigtsudtryk, Knightley hele tiden bruger. Med en stærkere modspiller kunne hun måske have reddet den hjem, men Aaron Taylor-Johnson er desværre endnu værre valgt som Vronsky. Han har bare slet ikke den udstråling, der skal til at spille en stor flanør.
Der er til gengæld udmærket spil i flere af birollerne. Jude Law spiller præcist og troværdigt som Annas mand, Alicia Vikander er overbevisende sødmefuld som Kitty, og Domhnall Gleeson er o.k. som Kostya Levin, hendes usikre bejler. Plus at solide briter som Olivia Williams, Ruth Wilson og Michelle Dockery gør det fint i mindre roller som adelige. Men på sin vis er det faktisk med til skævvride filmen. Jeg fik i hvert fald mere sympati for Kitty og Kostyas fortælling, og når man fokuserer på den, kommer historien pludselig til at stå for et ret banalt budskab, om at man bliver lykkeligst, hvis man finder et hus på landet og dyrker jorden med sine hænder.
"Anna Karenina" er værd at se for den modige, visuelt smukke og virkelig originale iscenesættelse, som Joe Wright her serverer. Desværre kommer den konceptuelle og tekniske succes bare på bekostning af historiefortælling og personskildring, som ikke har de nuancer, der burde være. En stor romantisk historie, hvor den centrale romance ikke fungerer, kommer uvægerligt til at føles lidt flad i det.
Tolstoys store roman er blevet filmatiseret mange gange før, ikke mindst i en klassisk version med Greta Garbo som Anna. Denne moderne udgave er lagt i hænderne på Joe Wright, der for tiden synes at være britisk films mest driftsikre bud, når det gælder romanfilmatiseringer - han har før lavet glimrende udgaver af "Pride & Prejudice" og "Atonement". De to film var meget realistiske i stilen, men her giver Wright den virkelig gas med billederne og skaber nok den visuelt mest sprudlende udgave af "Anna Karenina" hidtil.
Kostumer, billedkompositioner og kulisser er imponerende i denne film - ikke mindst kulisserne. For Wright har valgt en original iscenesættelse, hvor en god del af scenerne starter på en teaterscene, med tydelige teaterkulisser som baggrund. Inden de så nogle gange glider over i andre locations - mens andre scener omvendt kun foregår på location.
Det er et virkelig imponerende stykke arbejde, der er lavet med at få billedkompositioner og overgange til at fungere på den måde. Og det tjener endda en pointe, for de 'kunstige' dele af "Anna Karenina" er der klart for at understrege, at historien foregår i et miljø, der er enormt påtaget og præget af facade, og hvor især kvinderne spiller roller, der er stærkt begrænsede af sociale normer.
Hele denne ramme burde give udgangspunkt for en god, fængslende film. Men den fejler desværre på ét meget centralt punkt: Romancen mellem Anna og Vronsky virker simpelt hen ikke. Den mangler troværdighed, på grund af både fejlcasting og manglende kemi mellem skuespillerne. Jeg kan godt se, hvorfor Keira Knightley har virket som et oplagt valg som Anna, men jeg synes ikke, hun leverer i rollen. Jeg fik i hvert fald aldrig rigtig sympati for Anna Kareninas kamp for at få lov til at følge sin kærlighed, og det hjælper så ikke, at jeg er ved at få spat af det der ansigtsudtryk, Knightley hele tiden bruger. Med en stærkere modspiller kunne hun måske have reddet den hjem, men Aaron Taylor-Johnson er desværre endnu værre valgt som Vronsky. Han har bare slet ikke den udstråling, der skal til at spille en stor flanør.
Der er til gengæld udmærket spil i flere af birollerne. Jude Law spiller præcist og troværdigt som Annas mand, Alicia Vikander er overbevisende sødmefuld som Kitty, og Domhnall Gleeson er o.k. som Kostya Levin, hendes usikre bejler. Plus at solide briter som Olivia Williams, Ruth Wilson og Michelle Dockery gør det fint i mindre roller som adelige. Men på sin vis er det faktisk med til skævvride filmen. Jeg fik i hvert fald mere sympati for Kitty og Kostyas fortælling, og når man fokuserer på den, kommer historien pludselig til at stå for et ret banalt budskab, om at man bliver lykkeligst, hvis man finder et hus på landet og dyrker jorden med sine hænder.
"Anna Karenina" er værd at se for den modige, visuelt smukke og virkelig originale iscenesættelse, som Joe Wright her serverer. Desværre kommer den konceptuelle og tekniske succes bare på bekostning af historiefortælling og personskildring, som ikke har de nuancer, der burde være. En stor romantisk historie, hvor den centrale romance ikke fungerer, kommer uvægerligt til at føles lidt flad i det.
08/06-2013
