Postuleret og uspændende religiøs søgen

Søren Kragh-Jacobsen står for denne fordanskning af P.O. Enquists teaterstykke, hvor hovedpersonen er en præst, som bliver kontaktet af en psykolog, der er i gang med et forskningsprojekt på en sikret institution i nærheden. En ung indsat har forsøgt selvmord, og da han tydeligvis er stærkt troende, håber psykologen, at præsten kan nå ind til ham. Men da præsten ankommer til institutionen, opdager hun, at det også handler om, at psykologens projekt er kørt af sporet, og at psykologen selv er tvivlende over for, hvad der egentlig sker.

Enquists historie hviler på en meget religiøs bund, men af den type, hvor det er personernes egen søgen, der betyder noget. Hovedpersonen kommer ud i en krimiagtig optrevlen af den unge mands fortid, så hun lærer at forstå hans motiver, inklusive det brutale dobbeltmord, han er dømt for. Men samtidig bevæger præsten sig også mod en erkendelse, der formentlig er præget af Enquists pietistiske opvækst, væk fra det folkekirkelige og til en mere mystisk tro og accept af noget guddommeligt i det uforståelige.

Det er sådan set en meget interessant parallel, historien sætter op. Hvor man på den ene side har en mordhistorie, der bygger på en helt plausibel psykologisk forklaring - men hvor seeren samtidig bliver provokeret af en ganske ekstrem tolkning af tilgivelse i en dybt kristen ramme. For mig har filmen bare et stort problem i, at historien er så klodset fortalt, at dens pointer kommer til at virke enormt postulerede. Lad gå med, at den har en så rent kristent budskab, som jeg trods alt har en udfordring med at forholde mig til som ikke-troende. Jeg blev langt mere irriteret over den meget skematiske kobling af oplevelserne fra den unge morders barndom til hans nutidige morderiske handlinger. Som nævnt kommer det til at virke stærkt postuleret - og ja, lommefilosofisk.

At historien kommer til at virke så klodset, skyldes ikke kun manuskriptet, men også at Kragh-Jacobsens instruktion er meget lidt dynamisk. Og så stærkt svingende kvalitet i skuespillet, hvor Sofie Gråbøl godt nok er overbevisende som den rolige og omsorgsfulde, men inderst inde tvivlende præst. Til gengæld rammer Signe Egholm Olsen markant forbi som psykologen. Jeg plejer ellers virkelig godt at kunne lide Egholm Olsen, men her formår hun slet ikke at løfte sig over et manuskript, der kun bruger hendes rolle som plot device. Hendes karakter bliver simpelt hen utroværdig. Filmens andre store roller - Frederik Johansen som den unge mand, Søren Malling som den vise fængselsbetjent - er tilsvarende klichéagtige.

Egentlig er "I lossens time" én lang funderen over tro, og hvordan man kan vælge at tolke det kristne budskab. Men den er så konstrueret, postuleret og samtidig gennemskuelig og uspændende, at jeg ikke synes, det bliver specielt interessant.