Only Chang Forgives
4.0
Hvad man end må synes om Nicolas Refn, har han en kunstnerisk integritet, der går forud for alt andet. Efter succesen med Drive i 2011, er jeg sikker på at tilbuddene er væltet ind, og hvad gør han? Laver en arthouse-actionfilm med tryk på art.
Julian (Gosling) er en narkohandler i Bangkok der, efter sin brors død, opsøges af sin kolde og dominerende mor (Thomas), der vil have Julian til at hævne mordet på sin bror ved at finde den ansvarlige. Politikomissæren Chang, der udøver sin helt egen form for retfærdighed i Bangkoks gader.
Jeg vil være ærlig. Jeg var ikke ovenud begejstret, da jeg trådte ud af biografmørket. Men i de efterfølgende dage spøgte filmen så meget i mit hoved, at jeg måtte se den igen. Og denne gang ramte den plet. Først og fremmest, skal man ikke se denne film som en spirituel forlængelse af Drive. For det er den på ingen måder. Det er en film, der indeholder meget lidt på overfladen, men har en masse tematiske nedenunder sit blodige korpus.
For Only God Forgives er en voldelig film. Det er en film om vold og om det gode mod det onde. Det er en film, der opløser grænsen mellem fantasi og virkelighed, og tager dig med på en bizar, pervers, blodig, men i sidste ende, lykkelig, tur ned igennem Bangkoks mørke underverden. Julian er en mand fanget i voldens spiral og han længes efter frelsen, men hans onde, onde mor vil ikke lade ham få den. Måske er Chang hans redning? Chang har et forskruet, men i sidste ende, ret nøgternt syn på retfærdighed og er måske manden, der kan hive Julian ud af hans voldelige og selvdestruktive depression. Er Chang Gud, der tilgiver?
Denne historie fortælles igennem stemningsmættede billeder af Bangkoks underverden. Det er flot, intenst og til tider lettere anstrengende, men lige når man tror filmen har tabt én, bliver man samlet op igen og suges ind i filmens univers påny. Larry Smiths dvælende og hypnotiske kameraføring er intet mindre end fantastisk og Cliff Martinez' score har en lyd, som jeg ikke har hørt bedre siden Refns egen Bleeder.
Ryan Gosling har ikke meget at arbejde med som Julian udover hans mimik, men det er også mere end nok for det er med til at understrege hans sørgelige eksistens om et instrument i filmens virkelige konflikt mellem djævle-moderen og den guddommelige Chang. Kristin-Scott Thomas er suveræn som enhver søns perfekte, ødipale mareridt og Vithaya Pansringarm er en mand, der forstår at stjæle enhver scene som den overjordiske Chang. Han er MEGET svær at tage øjnene fra.
Only God Forgives er altså ingenlunde en let tilgængelig film, men besidder en masse for alle, der har det mindste tilovers for det fantastiske medie. Mange vil uden tvivl kalde den prætentiøs, hvilket flere anmeldere da også har gjort. Og det er den. Den propper sin gennemførte stil op i hovedet på dig og byder dig inden for. Om du så vil give dig hen til den foruroligende rutsjebanetur du har foran dig er en anden snak. Kan den nå de fem stjerner ved andet gensyn? Time will tell.
Julian (Gosling) er en narkohandler i Bangkok der, efter sin brors død, opsøges af sin kolde og dominerende mor (Thomas), der vil have Julian til at hævne mordet på sin bror ved at finde den ansvarlige. Politikomissæren Chang, der udøver sin helt egen form for retfærdighed i Bangkoks gader.
Jeg vil være ærlig. Jeg var ikke ovenud begejstret, da jeg trådte ud af biografmørket. Men i de efterfølgende dage spøgte filmen så meget i mit hoved, at jeg måtte se den igen. Og denne gang ramte den plet. Først og fremmest, skal man ikke se denne film som en spirituel forlængelse af Drive. For det er den på ingen måder. Det er en film, der indeholder meget lidt på overfladen, men har en masse tematiske nedenunder sit blodige korpus.
For Only God Forgives er en voldelig film. Det er en film om vold og om det gode mod det onde. Det er en film, der opløser grænsen mellem fantasi og virkelighed, og tager dig med på en bizar, pervers, blodig, men i sidste ende, lykkelig, tur ned igennem Bangkoks mørke underverden. Julian er en mand fanget i voldens spiral og han længes efter frelsen, men hans onde, onde mor vil ikke lade ham få den. Måske er Chang hans redning? Chang har et forskruet, men i sidste ende, ret nøgternt syn på retfærdighed og er måske manden, der kan hive Julian ud af hans voldelige og selvdestruktive depression. Er Chang Gud, der tilgiver?
Denne historie fortælles igennem stemningsmættede billeder af Bangkoks underverden. Det er flot, intenst og til tider lettere anstrengende, men lige når man tror filmen har tabt én, bliver man samlet op igen og suges ind i filmens univers påny. Larry Smiths dvælende og hypnotiske kameraføring er intet mindre end fantastisk og Cliff Martinez' score har en lyd, som jeg ikke har hørt bedre siden Refns egen Bleeder.
Ryan Gosling har ikke meget at arbejde med som Julian udover hans mimik, men det er også mere end nok for det er med til at understrege hans sørgelige eksistens om et instrument i filmens virkelige konflikt mellem djævle-moderen og den guddommelige Chang. Kristin-Scott Thomas er suveræn som enhver søns perfekte, ødipale mareridt og Vithaya Pansringarm er en mand, der forstår at stjæle enhver scene som den overjordiske Chang. Han er MEGET svær at tage øjnene fra.
Only God Forgives er altså ingenlunde en let tilgængelig film, men besidder en masse for alle, der har det mindste tilovers for det fantastiske medie. Mange vil uden tvivl kalde den prætentiøs, hvilket flere anmeldere da også har gjort. Og det er den. Den propper sin gennemførte stil op i hovedet på dig og byder dig inden for. Om du så vil give dig hen til den foruroligende rutsjebanetur du har foran dig er en anden snak. Kan den nå de fem stjerner ved andet gensyn? Time will tell.
16/06-2013
