Master of Destruction
4.0
Superman blev filmatiseret for alvor i 1978, hvor Richard Donner startede fænomenet vi i dag kalder superheltefilm. Med et gigantisk budget (hvoraf Marlon Brando's casting som Jor-El var en stor del) og spektakulære effekter blev publikum blæst omkuld af dette eventyr. Derefter fulgte 3 fortsættelser (hvoraf den ene kun er tilnærmelsesvis seværdig). I 2006 prøvede Bryan Singer så at puste nyt liv i den usårlige rummand, men Singer var så forhippet på at efterabe Donner's fortællestil at filmen glemte sig selv. Brandon Routh gjorde det såmænd okay i hovedrollen, men actionsekvenserne var få og kedelige og den meget ringe pacede historie var en prøvelse at komme igennem.
Nu, 7 år efter, står Zack Snyder ved roret for denne reboot af franchiset, der fortæller historien om Superman påny. David S. Goyer og Christopher Nolan har skrevet og produceret. Formentlig for at bringe den mørke tone i Nolans Batman-trilogi ind i Supermans verden.
Lykkes det så? Ja, et stykke af vejen ihvertfald, for de første to tredjedele af filmen er overordentligt interessant og underholdende. Her ser Supes far Jor-El (Russell Crowe) nedkæmpe et oprør på Krypton, ledet af den tyranniske General Zod (Michael Shannon) hvorefter Jor-El får sendt sin enbårne søn afsted til Jorden inden planeten eksploderer.
Sønnen får det jordiske navn Clark Kent, men får at vide af sin plejefar at han ikke må bruge sine overjordiske kræfter af frygt for hvordan menneskeheden vil reagere, men snart bliver der brug for disse evner da Jorden invaderes af Zod og hans hær, som blev dømt til evig svæven rundt i rummet for deres forrædderi.
Som sagt er den første halvanden time rigtig god. Snyder holder en perfekt balance mellem Clark's eksistentialistiske dilemma og larmende superhelte-action. Istedet for at følge Donner's eksempel ved at lade historien foregå kronologisk, vælger Snyder i stedet at lade den egentlige historie foregå hvor Clark er blevet en udstødt. Her gennemfører han alverdens skodjob på skibe og barer under falsk identitet mens der med jævne mellemrum klippes til hans opvækst hos hans plejefamilie. Dette giver filmen en god dynamik og sørger altid for at karakterene går forud for actionscenerne, som iøvrigt er vældig godt eksekveret.
Men ak. Da Zod melder sin ankomst til jorden, går det galt. Historien og karakterene træder i baggrunden for en times uafbrudte eksplosioner og kampe mellem Superman og Zod's hær. Det er ligegodt lavet hver gang, men når to mennesker med superkræfter ødelægger bygning nummer 40 i Metropolis i deres tvekamp bliver det desværre for ensformigt, Det føles næsten som om at Michael Bay er trådt i instruktørstolen. Det er pokkers ærgerligt for filmen væver en utrolig spændende og engagerende oprindelseshistorie ud, som indeholder samme fascinerende vinkler som Nolans Batman-film. Hele Clark's ungdom og opvækst indeholder nogle ganske rørende scener, hvor den unge knægt redder en busfuld af sine kammerater kun for at få at vide, at han skal holde sine kræfter skjult. Jamen, hvorfor har han dem så?
Castet er stjernebesat og fungerer rigtig godt. Henry Cavill er velvalgt til rollen som Superman og transformationen fra outcast til folkets helt forløber helt igennem troværdigt Russell Crowe giver også rigtig los som Jor-El, hvor man ser at han altså kan andet end blot at prædike for sin søn. Diane Lane og Kevin Costner er sympatiske som adoptivforældrene og specielt Costner giver sin bedste præstation længe som Jonathan. Michael Shannon udgør også en rigtig god skurk med et iskoldt blik og er ikke blot en magtgal psykopat som Terence Stamp var det i de ældre film, men udviser en forbavsende loyalitet overfor sine artsfæller. At Jorden så skal lide for den loyalitet, er jo så et klassisk gimmick.
Havde det ikke været for det monotone eksplosionshelvede i filmens sidste time, havde jeg uddelt fem solide stjerner. Nu må den nøjes med 4 små. Er den bedre end Donner's original? Nej. Men den er bestemt heller ikke værre. Er Cavill bedre end Reeve? Nej, men deres portrætter af helten kunne ikke være mere forskellige, og jeg kunne godt lide Cavills mere bryske version.
Er man fan af superheltegenren, og især af Superman, er der ingenvej udenom det lokale multiplex. Bare ærgerligt at filmen kasserer sin historie i så ekstrem grad. Men filmen interesserede mig da nok til at jeg kigger med næste gang Cavill trækker i den røde kappe.
Nu, 7 år efter, står Zack Snyder ved roret for denne reboot af franchiset, der fortæller historien om Superman påny. David S. Goyer og Christopher Nolan har skrevet og produceret. Formentlig for at bringe den mørke tone i Nolans Batman-trilogi ind i Supermans verden.
Lykkes det så? Ja, et stykke af vejen ihvertfald, for de første to tredjedele af filmen er overordentligt interessant og underholdende. Her ser Supes far Jor-El (Russell Crowe) nedkæmpe et oprør på Krypton, ledet af den tyranniske General Zod (Michael Shannon) hvorefter Jor-El får sendt sin enbårne søn afsted til Jorden inden planeten eksploderer.
Sønnen får det jordiske navn Clark Kent, men får at vide af sin plejefar at han ikke må bruge sine overjordiske kræfter af frygt for hvordan menneskeheden vil reagere, men snart bliver der brug for disse evner da Jorden invaderes af Zod og hans hær, som blev dømt til evig svæven rundt i rummet for deres forrædderi.
Som sagt er den første halvanden time rigtig god. Snyder holder en perfekt balance mellem Clark's eksistentialistiske dilemma og larmende superhelte-action. Istedet for at følge Donner's eksempel ved at lade historien foregå kronologisk, vælger Snyder i stedet at lade den egentlige historie foregå hvor Clark er blevet en udstødt. Her gennemfører han alverdens skodjob på skibe og barer under falsk identitet mens der med jævne mellemrum klippes til hans opvækst hos hans plejefamilie. Dette giver filmen en god dynamik og sørger altid for at karakterene går forud for actionscenerne, som iøvrigt er vældig godt eksekveret.
Men ak. Da Zod melder sin ankomst til jorden, går det galt. Historien og karakterene træder i baggrunden for en times uafbrudte eksplosioner og kampe mellem Superman og Zod's hær. Det er ligegodt lavet hver gang, men når to mennesker med superkræfter ødelægger bygning nummer 40 i Metropolis i deres tvekamp bliver det desværre for ensformigt, Det føles næsten som om at Michael Bay er trådt i instruktørstolen. Det er pokkers ærgerligt for filmen væver en utrolig spændende og engagerende oprindelseshistorie ud, som indeholder samme fascinerende vinkler som Nolans Batman-film. Hele Clark's ungdom og opvækst indeholder nogle ganske rørende scener, hvor den unge knægt redder en busfuld af sine kammerater kun for at få at vide, at han skal holde sine kræfter skjult. Jamen, hvorfor har han dem så?
Castet er stjernebesat og fungerer rigtig godt. Henry Cavill er velvalgt til rollen som Superman og transformationen fra outcast til folkets helt forløber helt igennem troværdigt Russell Crowe giver også rigtig los som Jor-El, hvor man ser at han altså kan andet end blot at prædike for sin søn. Diane Lane og Kevin Costner er sympatiske som adoptivforældrene og specielt Costner giver sin bedste præstation længe som Jonathan. Michael Shannon udgør også en rigtig god skurk med et iskoldt blik og er ikke blot en magtgal psykopat som Terence Stamp var det i de ældre film, men udviser en forbavsende loyalitet overfor sine artsfæller. At Jorden så skal lide for den loyalitet, er jo så et klassisk gimmick.
Havde det ikke været for det monotone eksplosionshelvede i filmens sidste time, havde jeg uddelt fem solide stjerner. Nu må den nøjes med 4 små. Er den bedre end Donner's original? Nej. Men den er bestemt heller ikke værre. Er Cavill bedre end Reeve? Nej, men deres portrætter af helten kunne ikke være mere forskellige, og jeg kunne godt lide Cavills mere bryske version.
Er man fan af superheltegenren, og især af Superman, er der ingenvej udenom det lokale multiplex. Bare ærgerligt at filmen kasserer sin historie i så ekstrem grad. Men filmen interesserede mig da nok til at jeg kigger med næste gang Cavill trækker i den røde kappe.
17/06-2013
