For meget Luhrmann, for lidt Fitzgerald
3.0
Én af det 20. århundredes store amerikanske romaner kommer til live i en ekstremt flashy version - som man vel kunne forvente det, når det er Baz Luhrmann, der står bag kameraet.
Den nyeste filmversion af F. Scott Fitzgeralds klassiker er dog som udgangspunkt meget trofast mod romanhistorien, der kun er ændret på små punkter. Filmen har som bogen en fortæller, en ung børsmægler, som flytter til den ikke allerfineste del af Long Island. Dér bliver han nabo til et overdådigt palæ, som ejes af en mystisk mangemillionær, Jay Gatsby, der holder ekstravagante fester, hvor hele New Yorks natteliv kommer på besøg. Gatsby udviser overraskende stor interesse for sin nye nabo, og det viser sig at hænge sammen med, at fortællerens kusine er Gatsbys gamle kæreste, der nu er gift med en overklasse-rigmand med 'old money'.
Luhrmanns "The Great Gatsby" starter flot. Der er tempo og stil på filmen fra første sekund, og den indledende montage etablerer et tankevækkende tidsbillede. 20'erne præsenteres som en periode, hvor alting gik meget hurtigere end før, og hvor de rige og succesfulde kastede sig ud i hæmningsløs fest for festens skyld. Det er ikke svært at se parallellen til vores egen nutid og ikke mindst 00'ernes forbrugsfest før finanskrisen.
Men desværre følger filmen ikke rigtig op på den opsatte præmis, og det betyder, at den slet ikke får samme bid som romanen. Fitzgeralds "The Great Gatsby" er nemlig et potent tidsbillede, som er stærkt kritisk over for den uhæmmede jagt på den amerikanske drøm, hvor vinderne får ret til ubekymret at fejre sig selv, mens taberne bliver efterladt i rendestenen. Luhrmanns filmudgave har da også de samme ingredienser som bogen - rigmanden, der har en affære med en mekanikers kone; arbejderklassen, der arbejder og lever under forfærdelige forhold; overklassens generelle nedladenhed over for dårligere stillede og så videre. Men i filmen har de ikke nær samme slagkraft.
Det skyldes til dels forfatter-instruktør Luhrmanns meget polerede visuelle stil, hvor der er lagt store kræfter i at få rigdommen til at skinne ud af lærredet. Luhrmanns kone, Catherine Martin, har både været production designer og kostumier på filmen, og hun har isoleret set gjort et fantastisk stykke arbejde. "The Great Gatsby" anno 2013 er simpelt hen kanonflot - forvent at se Martin på mange lister over nominerede, når vi kommer frem til Oscars og andre priser for årets film.
Men Martins smukke designs er altså også med til at give filmen en glansbilledeffekt, som bliver forstærket af, at Luhrmann fokuserer meget af historien på trekantsdramaet med Gatsby, ekskæresten og hendes mand. Det betyder, at fortællingens sociale bevidsthed og kritikken af den amerikanske drøm kommer til at fremstå som noget sekundært og lettere postuleret i filmen.
På samme måde drukner skuespillerne også lidt i de pæne omgivelser. Leonardo DiCaprio har selvfølgelig noget af sin vanlige star power som Gatsby, men jeg synes ikke, det helt lykkes ham at give figuren den fascinationskraft, som er en forudsætning for historien. Tobey Maguire er lidt bleg som fortælleren, mens Carey Mulligan derimod spiller med overbevisende skrøbelighed som hans kusine, men samtidig rammer forbi min opfattelse af figuren. For mig at se drejer filmen Mulligans rolle væk fra at være selvoptaget og hensynsløs til i højere grad at være et passivt offer for et mandsdomineret samfund - og dermed kommer Luhrmann paradoksalt nok til at vise et mere konservativt kvindesyn, end Fitzgerald lagde ind i sin roman for knap 90 år siden. Og derfor er det i mine øjne Joel Edgerton, der ender med at have filmens bedste rolle som hendes mand, som han spiller som et overbevisende dumt svin.
Nu lyder jeg formentlig særdeles kritisk over for denne "The Great Gatsby", men det skal understreges, at den også har sine klare kvaliteter. Den er rent teknisk et mesterstykke, hvor tingene i glimt går op i en højere enhed, fx når et dansegulv iscenesættes som charleston til moderne electronica-musik. Jeg er bare en stor fan af Fitzgeralds forfatterskab og synes, at for meget af hans slagkraft forsvinder i de polerede billeder. Det bliver for meget Baz Luhrmann og for lidt F. Scott Fitzgerald.
Den nyeste filmversion af F. Scott Fitzgeralds klassiker er dog som udgangspunkt meget trofast mod romanhistorien, der kun er ændret på små punkter. Filmen har som bogen en fortæller, en ung børsmægler, som flytter til den ikke allerfineste del af Long Island. Dér bliver han nabo til et overdådigt palæ, som ejes af en mystisk mangemillionær, Jay Gatsby, der holder ekstravagante fester, hvor hele New Yorks natteliv kommer på besøg. Gatsby udviser overraskende stor interesse for sin nye nabo, og det viser sig at hænge sammen med, at fortællerens kusine er Gatsbys gamle kæreste, der nu er gift med en overklasse-rigmand med 'old money'.
Luhrmanns "The Great Gatsby" starter flot. Der er tempo og stil på filmen fra første sekund, og den indledende montage etablerer et tankevækkende tidsbillede. 20'erne præsenteres som en periode, hvor alting gik meget hurtigere end før, og hvor de rige og succesfulde kastede sig ud i hæmningsløs fest for festens skyld. Det er ikke svært at se parallellen til vores egen nutid og ikke mindst 00'ernes forbrugsfest før finanskrisen.
Men desværre følger filmen ikke rigtig op på den opsatte præmis, og det betyder, at den slet ikke får samme bid som romanen. Fitzgeralds "The Great Gatsby" er nemlig et potent tidsbillede, som er stærkt kritisk over for den uhæmmede jagt på den amerikanske drøm, hvor vinderne får ret til ubekymret at fejre sig selv, mens taberne bliver efterladt i rendestenen. Luhrmanns filmudgave har da også de samme ingredienser som bogen - rigmanden, der har en affære med en mekanikers kone; arbejderklassen, der arbejder og lever under forfærdelige forhold; overklassens generelle nedladenhed over for dårligere stillede og så videre. Men i filmen har de ikke nær samme slagkraft.
Det skyldes til dels forfatter-instruktør Luhrmanns meget polerede visuelle stil, hvor der er lagt store kræfter i at få rigdommen til at skinne ud af lærredet. Luhrmanns kone, Catherine Martin, har både været production designer og kostumier på filmen, og hun har isoleret set gjort et fantastisk stykke arbejde. "The Great Gatsby" anno 2013 er simpelt hen kanonflot - forvent at se Martin på mange lister over nominerede, når vi kommer frem til Oscars og andre priser for årets film.
Men Martins smukke designs er altså også med til at give filmen en glansbilledeffekt, som bliver forstærket af, at Luhrmann fokuserer meget af historien på trekantsdramaet med Gatsby, ekskæresten og hendes mand. Det betyder, at fortællingens sociale bevidsthed og kritikken af den amerikanske drøm kommer til at fremstå som noget sekundært og lettere postuleret i filmen.
På samme måde drukner skuespillerne også lidt i de pæne omgivelser. Leonardo DiCaprio har selvfølgelig noget af sin vanlige star power som Gatsby, men jeg synes ikke, det helt lykkes ham at give figuren den fascinationskraft, som er en forudsætning for historien. Tobey Maguire er lidt bleg som fortælleren, mens Carey Mulligan derimod spiller med overbevisende skrøbelighed som hans kusine, men samtidig rammer forbi min opfattelse af figuren. For mig at se drejer filmen Mulligans rolle væk fra at være selvoptaget og hensynsløs til i højere grad at være et passivt offer for et mandsdomineret samfund - og dermed kommer Luhrmann paradoksalt nok til at vise et mere konservativt kvindesyn, end Fitzgerald lagde ind i sin roman for knap 90 år siden. Og derfor er det i mine øjne Joel Edgerton, der ender med at have filmens bedste rolle som hendes mand, som han spiller som et overbevisende dumt svin.
Nu lyder jeg formentlig særdeles kritisk over for denne "The Great Gatsby", men det skal understreges, at den også har sine klare kvaliteter. Den er rent teknisk et mesterstykke, hvor tingene i glimt går op i en højere enhed, fx når et dansegulv iscenesættes som charleston til moderne electronica-musik. Jeg er bare en stor fan af Fitzgeralds forfatterskab og synes, at for meget af hans slagkraft forsvinder i de polerede billeder. Det bliver for meget Baz Luhrmann og for lidt F. Scott Fitzgerald.
01/07-2013
