Kynismen i Guds by
5.0
SPOILER: SPOILER:
Fernando Meirelles og Kátia Lunds "Cidade de Deus" er en fremragende og gribende skildring af social realisme og bandekriminalitet.
En ting, der bør fremhæves er skuespillerne, der som et bevidst valg er ukendte ansigter, hvilket naturligt ville medvirke til realismen. Dertil kommer børneskuespillerne, der dominerer produktionen blev inddelt i bootcamps og skulle spille scenerne igennem utallige gange uden at indøve faste replikker, hvilket gør at skuespillerne lærte at reagere ægte på hinanden improviserede spil og gjorde det hele mere naturligt.
Filmen er tydeligt præget af sin tids post-modernistiske fortælleform, i det filmen ikke fortælles kronologisk, men lader åbningssekvensen blive en af de finale scener i det endelige opgør. Dette skaber interesse og undren, men kan alligevel godt lede til den forvirring, der i større grad også opstår senere hen i filmen, hvor fortællingen godt synes at kunne have været mere strammet op, hvor handlingen går i tomgang og der fokuseres på andre ting end hovedpersonernes færden. Dog skal filmen roses for sin fine fremstilling og overgangene fungerer lækkert ved de flydende klip(overgange), der indikerer overgangen fra 1960erne til 70erne, der ses i tilbageblik.
Filmen synes skræmmende realistisk, hvilket også må tilskrives til filmens stil, hvor der flere gange pliver benyttet point of view perspektiv, om det er fra hønen, eller til sidst, hvor man ser gennem Buscapés kamera, ham, der bevæger sig hen mod bandelederen Zé Pequenos lig, umiddelbart efter at have fotograferet hans død. Point of view, der netop tit er blevet benyttet gennem et kamera, kan godt synes trættende, men synes netop ikke i Cidade de Deus prætentiøst og forcerende, fordi det er afmålt og synes naturligt at anvende, da Bucapé netop har været ude for at fotografere.
Filmen engagerer ved at på trods af nogle af filmens ret så kyniske persongalleri alligevel formår at få en til at kere sig om den. Selv den brutale og kyniske Zé Pequeno, der som lille knægt grinende og skræmmende dræber en flok mennesker på eget initiativ under et røveri, fordi han, som han siger, "også vil have noget sjov". Senere som ung voksen styrer han kvarteret med hård hånd, og fremstår mægtigt foran sine jævnaldrende af samme køn, men kæmper derimod med stor usikkerhed med det modsatte køn, som da han tydeligvis står og tøver om, hvordan han skal bede en pige om at danse. Dette giver et mere rundt billede af ham og fremstiller ham som et rigtigt menneske, frem for et rent uhyre.
Cidade de Deus er som sagt en rigtig brutal film og det er ikke volden i sig selv, der får en til at sidde og knuge hænderne i spænding, der er den viden man sidder med som tilskuer, at om lidt vil noget forfærdeligt ske. F.eks. rystes man som tilskuer af den tilsyneladende normalitet i brutal vold og mord, der foregår blandt unge mennesker og små børn, som da Zé Pequenos slæng fanger en bande bestående af små skoledrenge, og skyder dem i foden og dræber den ene af dem. Derudover er filmens spændingsopbygning glimrende f.eks. under festen, hvor Buscapé får foræret et kamera af Bené og Zé Pequeno, der netop er blevet afvist af pigen, har brug for at demonstrere sin magt ved at true og ydmyge pigens kæreste med en pistol, og får øje på Buscapé med kameraet og kommer for at tage det. Zé Pequeno kommer op at slås med Bené og man ved at om lidt vil noget forfærdeligt ske.
Alt i alt er Cidade de Deus en fremragende og tankevækkende film, som man ikke bør snyde sig selv for at se.
Fernando Meirelles og Kátia Lunds "Cidade de Deus" er en fremragende og gribende skildring af social realisme og bandekriminalitet.
En ting, der bør fremhæves er skuespillerne, der som et bevidst valg er ukendte ansigter, hvilket naturligt ville medvirke til realismen. Dertil kommer børneskuespillerne, der dominerer produktionen blev inddelt i bootcamps og skulle spille scenerne igennem utallige gange uden at indøve faste replikker, hvilket gør at skuespillerne lærte at reagere ægte på hinanden improviserede spil og gjorde det hele mere naturligt.
Filmen er tydeligt præget af sin tids post-modernistiske fortælleform, i det filmen ikke fortælles kronologisk, men lader åbningssekvensen blive en af de finale scener i det endelige opgør. Dette skaber interesse og undren, men kan alligevel godt lede til den forvirring, der i større grad også opstår senere hen i filmen, hvor fortællingen godt synes at kunne have været mere strammet op, hvor handlingen går i tomgang og der fokuseres på andre ting end hovedpersonernes færden. Dog skal filmen roses for sin fine fremstilling og overgangene fungerer lækkert ved de flydende klip(overgange), der indikerer overgangen fra 1960erne til 70erne, der ses i tilbageblik.
Filmen synes skræmmende realistisk, hvilket også må tilskrives til filmens stil, hvor der flere gange pliver benyttet point of view perspektiv, om det er fra hønen, eller til sidst, hvor man ser gennem Buscapés kamera, ham, der bevæger sig hen mod bandelederen Zé Pequenos lig, umiddelbart efter at have fotograferet hans død. Point of view, der netop tit er blevet benyttet gennem et kamera, kan godt synes trættende, men synes netop ikke i Cidade de Deus prætentiøst og forcerende, fordi det er afmålt og synes naturligt at anvende, da Bucapé netop har været ude for at fotografere.
Filmen engagerer ved at på trods af nogle af filmens ret så kyniske persongalleri alligevel formår at få en til at kere sig om den. Selv den brutale og kyniske Zé Pequeno, der som lille knægt grinende og skræmmende dræber en flok mennesker på eget initiativ under et røveri, fordi han, som han siger, "også vil have noget sjov". Senere som ung voksen styrer han kvarteret med hård hånd, og fremstår mægtigt foran sine jævnaldrende af samme køn, men kæmper derimod med stor usikkerhed med det modsatte køn, som da han tydeligvis står og tøver om, hvordan han skal bede en pige om at danse. Dette giver et mere rundt billede af ham og fremstiller ham som et rigtigt menneske, frem for et rent uhyre.
Cidade de Deus er som sagt en rigtig brutal film og det er ikke volden i sig selv, der får en til at sidde og knuge hænderne i spænding, der er den viden man sidder med som tilskuer, at om lidt vil noget forfærdeligt ske. F.eks. rystes man som tilskuer af den tilsyneladende normalitet i brutal vold og mord, der foregår blandt unge mennesker og små børn, som da Zé Pequenos slæng fanger en bande bestående af små skoledrenge, og skyder dem i foden og dræber den ene af dem. Derudover er filmens spændingsopbygning glimrende f.eks. under festen, hvor Buscapé får foræret et kamera af Bené og Zé Pequeno, der netop er blevet afvist af pigen, har brug for at demonstrere sin magt ved at true og ydmyge pigens kæreste med en pistol, og får øje på Buscapé med kameraet og kommer for at tage det. Zé Pequeno kommer op at slås med Bené og man ved at om lidt vil noget forfærdeligt ske.
Alt i alt er Cidade de Deus en fremragende og tankevækkende film, som man ikke bør snyde sig selv for at se.
15/07-2013
