Et usandsynligt mareridt.
3.0
Robert Harmon iscenesatte i 1986 en mareridtsagtig thriller med flere mindeværdige scener, men lider dog under en lidt hul historie, for ikke at nævne at være gennemsyret af usandsynligheder.
Det er egentlig ikke fordi jeg er imod film med 'fantastiske optrin´, som, hvis man skal være 100% kynisk nøjeregnende, vil betegne som urealistiske, tværtimod. I så fald ville mange film, hvis ikke alle, falde sammen. Nej, det, der mere generer mig er når man er vidne til ikke bare en hel række hændelser, men tilmed en historie i sig selv, der forløber utroværdigt.
Filmen sætter fint stemningen ud med filmens hovedperson, Jim Halsey, en ung mand, der kører alene på landevejen i et af USAs øde ørkenlandskaber i de søvnige morgentimer. Jim begår sit livs fejl ved at samle det psykopatiske og nærmest overmenneskelige uhyre af en blaffer John Ryder op, som også viser sig at være nærmest umulig at stoppe.
Filmen vækker minder om Spielbergs "Duellen", og synes da også inspireret af denne, da handlingen i "The Hitcher" ligesom i ovennævnte film er bygget op om en uskyldig hverdagsperson, der bliver jagtet igen og igen, som i et mareridt, af, hvad der synes som en ustoppelig kraft med landevejen med dens dinere og tankstationer som scene. Filmens handling synes usandsynlig i kraft af den nærmest overnaturlige ressourcestærke og udspekulerede skurk, der forsvinder med jævne mellemrum for herefter at dukke op på de "rigtige" tidspunkter, hvor helten mindst venter det. Han synes hermed på en måde almægtig, hvilket selvfølgelig kan medvirke til at han fremstår som en desto mere skræmmende trussel, men virker altså højst usandsynlig. Dertil kommer eksempler på at blafferen kører bil i høj fart, mens han skyder på en politihelikopter i bevægelse, der jagter ham gennem ørkenen, med en revolver og efter ganske få skud formår at nedskyde denne, hvilket simpelthen virker utroværdigt.
Filmen leverer ikke nogen større psykologisk dybde hos nogle af personerne, men skildrer dem meget sort/hvidt. Den gode og gennemsnitlige unge mand, Halsey, og den gennemonde Ryder. Dertil kommer den søde, unge servitrice, Nash, der møder Halsey ved mere end én lejlighed og efterhånden tror på ham og hans uskyld, i modsætning til politiet, der tager Halsey for at være morderen og synes dermed at være brikker i et spil, som den rædselsfulde Ryder har iscenesat, hvilket igen gør handlingen usandsynlig. Og netop handlingen forklarer ikke, hvorfor Ryder skal udsættes for de rædsler, men lader filmen være et skue i en psykopats lune. Et skue, der dog henad vejen synes at runge hult, da handlingen og karakterne kun er så og så interessant.
De mindeværdige scener i "The Hitcher" bør dog også nævnes, herunder gyset på dineren, hvor Jim er i gang med at spise en gang pommes frittes og opdager, at han er ved at putte en afskåret menneskefinger i munden. Derudover er der scenen, hvor John har spændt Nash i mellem to lastbiler og truer med at flå hende itu.
"The Hitcher" er en okay spændingsfilm, hvis handlig dog ikke indeholder det store, men fin spænding og gys.
Det er egentlig ikke fordi jeg er imod film med 'fantastiske optrin´, som, hvis man skal være 100% kynisk nøjeregnende, vil betegne som urealistiske, tværtimod. I så fald ville mange film, hvis ikke alle, falde sammen. Nej, det, der mere generer mig er når man er vidne til ikke bare en hel række hændelser, men tilmed en historie i sig selv, der forløber utroværdigt.
Filmen sætter fint stemningen ud med filmens hovedperson, Jim Halsey, en ung mand, der kører alene på landevejen i et af USAs øde ørkenlandskaber i de søvnige morgentimer. Jim begår sit livs fejl ved at samle det psykopatiske og nærmest overmenneskelige uhyre af en blaffer John Ryder op, som også viser sig at være nærmest umulig at stoppe.
Filmen vækker minder om Spielbergs "Duellen", og synes da også inspireret af denne, da handlingen i "The Hitcher" ligesom i ovennævnte film er bygget op om en uskyldig hverdagsperson, der bliver jagtet igen og igen, som i et mareridt, af, hvad der synes som en ustoppelig kraft med landevejen med dens dinere og tankstationer som scene. Filmens handling synes usandsynlig i kraft af den nærmest overnaturlige ressourcestærke og udspekulerede skurk, der forsvinder med jævne mellemrum for herefter at dukke op på de "rigtige" tidspunkter, hvor helten mindst venter det. Han synes hermed på en måde almægtig, hvilket selvfølgelig kan medvirke til at han fremstår som en desto mere skræmmende trussel, men virker altså højst usandsynlig. Dertil kommer eksempler på at blafferen kører bil i høj fart, mens han skyder på en politihelikopter i bevægelse, der jagter ham gennem ørkenen, med en revolver og efter ganske få skud formår at nedskyde denne, hvilket simpelthen virker utroværdigt.
Filmen leverer ikke nogen større psykologisk dybde hos nogle af personerne, men skildrer dem meget sort/hvidt. Den gode og gennemsnitlige unge mand, Halsey, og den gennemonde Ryder. Dertil kommer den søde, unge servitrice, Nash, der møder Halsey ved mere end én lejlighed og efterhånden tror på ham og hans uskyld, i modsætning til politiet, der tager Halsey for at være morderen og synes dermed at være brikker i et spil, som den rædselsfulde Ryder har iscenesat, hvilket igen gør handlingen usandsynlig. Og netop handlingen forklarer ikke, hvorfor Ryder skal udsættes for de rædsler, men lader filmen være et skue i en psykopats lune. Et skue, der dog henad vejen synes at runge hult, da handlingen og karakterne kun er så og så interessant.
De mindeværdige scener i "The Hitcher" bør dog også nævnes, herunder gyset på dineren, hvor Jim er i gang med at spise en gang pommes frittes og opdager, at han er ved at putte en afskåret menneskefinger i munden. Derudover er der scenen, hvor John har spændt Nash i mellem to lastbiler og truer med at flå hende itu.
"The Hitcher" er en okay spændingsfilm, hvis handlig dog ikke indeholder det store, men fin spænding og gys.
17/07-2013
