"Do you know what Tonto means in Spanish?"

The Lone Ranger er en westernhelt af den klassiske type med hvid hat, der blev opfundet til en radioføljeton fra 1933, og som siden har optrådt i diverse medier inklusive den tegneserie, hvor jeg som barn første gang stiftede bekendtskab med figuren. Der altid har følgeskab af sit indianske sidekick, Tonto.

Det er altså en total kliché af en seriehelt, instruktør Gore Verbinski tager under behandling i denne nyeste version af "The Lone Ranger". Der tydeligt er skåret efter samme type skabelon, som Verbinski brugte til at skabe et megahit med Pirates of the Caribbean-serien. Fra første trailer har det været tydeligt, at vi endnu en gang skulle se Johnny Depp i den syrede version som en noget anderledes Tonto. Og filmen forsøger da også at kombinere spektakulær action med kæk heltestil, slapstick og selvironi til en underholdende blockbuster.

Handlingen i "The Lone Ranger" er en genfortælling af, hvordan helten og Tonto finder sammen i jagten på en skrupelløs skurk, som har myrdet The Lone Rangers bror, og som Tonto betragter som en ond ånd. Men det viser sig, at skurken er med i en større plan, hvor han og hans medsammensvorne vil snyde sig til en formue.

Plottet er i sig selv ikke så væsentligt, for det her er naturligvis en historie, hvor man aldrig er i tvivl om, at heltene nok skal klare ærterne. Langt mere problematisk er det, at filmen forsøger at rumme snart sagt alle klicheer om Det Vilde Vesten og samtidig lægger en ironisk distance, der sammen med den genfortællende ramme forsøger at etablere en pointe om Vesten som et mytisk sted, hvorfra man ikke skal stole på alle de gode historier. Den pointe er der såmænd ikke noget galt i, men Verbinski får etableret den så forfjamsket, at det virker uden reel substans. Samtidig må man sige, at både Coen-brødrene og Tarantino i deres nylige westerns havde fat i præcis samme emne - og ramte pointen langt, langt bedre.

Tilbage står så en rodet film, som aldrig finder ben at stå på i en usammenhængende blanding af alvor, brutalitet, slapstick, selvironi og actioneventyr. "The Lone Ranger" minder på den måde ganske meget om de fjollede western-komedier, Hollywood spyttede ud i 70'erne - og den er præcis lige så ligegyldig. Den starter dog med en forholdsvis o.k. opbygning af roller og plot, men det bliver sværere og sværere at holde interessen for filmen, jo tættere den kommer på den store actionfinale. Som derudover er temmelig idiotisk.

Det er virkelig bizart, at instruktør Verbinskis forrige film var "Rango", som tog westerngenren under kærlig satirisk behandling på en virkelig fed måde. Der er ikke meget af den genreforståelse, som er kommet med over i "The Lone Ranger", selv om den indeholder referencer fra John Ford til Sergio Leone.

I øvrigt har Depp naturligvis nogle fine øjeblikke som en meget sær Tonto, men det begynder også at være lidt ensformigt at se ham i den stil. Som The Lone Ranger er Armie Hammer en overdreven kliché af en helt, mens William Fichtner, Tom Wilkinson og Ruth Wilson fylder deres genretypiske biroller udmærket ud, men bare stadig begrænset af et kikset manuskript.

"The Lone Ranger" er en larmende, mislykket rodebutik, som klart er det dårligste, jeg har set fra Gore Verbinskis hånd. Den er trods alt ikke lige så skidt som Michel Gondrys to år gamle film om The Lone Rangers grandnevø, The Green Hornet - men det er ikke så langt fra.