Nødlanding fra Almodóvar

Med sin forrige film, den fremragende "Huden jeg bor i", vendte Pedro Almodóvar tilbage til en stil, der mindede om de groteske dramaer, som gjorde ham verdensberømt. Og med "De elskende passagerer" griber Almodóvar faktisk stilmæssigt endnu længere tilbage i sin karriere. Nemlig til den form for provokerende sædeskildring, som prægede hans tidligste film.

"De elskende passagerer" befinder sig om bord på et rutefly, som egentlig burde være på vej til Mexico, men nu cirkler rundt i Spanien og venter på tilladelse til at nødlande på grund af problemer med landingsstellet. Besætningen har snarrådigt valgt at bedøve passagererne på economy, men i business-sektionen nøjes de med at forsøge at dulme folks nerver med alkohol og narko. Det resulterer i en løssluppen stemning, hvor seksualiteter bliver sluppet fri, mens både passagerer og besætningsmedlemmer viser sig at bære rundt på forskellige problemer og intriger i meget melodramatisk Almodóvar-stil.

Filmen er bare ikke morsom nok til at give et så låst setup vinger. Det bliver ret fjollet og fortænkt, og selv om Almodóvar tydeligt hylder frisind og fri sex, er filmens karakterer simpelt hen for virkelighedsfjerne, til at det virkelig bider. Der er da nogle højdepunkter - min favorit er sekvensen, hvor flyets tre meget homoseksuelle stewards opfører "I'm So Excited" - men i lange passager er "De elskende passager" simpelt hen bare umorsom frem for at blive den omgang campy underholdning, der egentlig lægges op til. Det virker i høj grad som skønne spildte kræfter af et fint galleri af spanske skuespillere, hvor Carlos Areces i øvrigt har den bedste rolle som den sippede af førnævnte stewards.

"De elskende passagerer" er én af de dårligste Almodóvar-film, jeg har set. Den kan kun anbefales til folk, som virkelig ikke kan få nok af hans farveglade stil og aparte karakterer.