Antireligiøst korstog
3.0
Anden del af Ulrich Seidls Paradis-trilogi handler om Anna, søster til Teresa, som i første del tilbringer sin sommerferie som sexturist i Kenya. Anna er derimod af en helt anden støbning og planlægger at bruge sin ferie på at missionere hjemme i Østrig. Hun er nemlig stærkt troende og medlem af en gruppe, der har viet deres liv til at gøre Østrig katolsk igen. Derfor drager hun hver dag ud med en Jomfru Maria-figur og ringer på hos folk for at bede med dem.
Men Annas ferie forløber ikke helt som ventet. En dag dukker hendes fraseparerede mand op og kræver at blive en del af hendes liv igen. Han er muslim og kørestolsbruger, og man forstår, at Anna havde et helt andet liv, før manden kom ud for en ulykke, og deres forhold gik i opløsning. Nu står hun så i et voldsomt dilemma, for hendes tro byder hende at respektere ægteskabet, samtidig med at hun ønsker at blive i sit nye ægteskab med Gud.
Det overordnede tema i Seidls trilogi er menneskets håbløse jagt på lykke, og her handler det altså om den religiøse vej. Anna og hendes sekteriske venner befinder sig nærmest i en religiøs ekstase, som i hendes private tilbedelse også udmønter sig i flagellation og et fysisk kærlighedsforhold til Jesus. Her banker Seidl den ene af filmens hovedpointer bombastisk igennem, nemlig at religion er noget for mennesker, der har behov for faste regler i deres liv.
Samtidig er der så forholdet til ægtemanden, som udvikler sig mere og mere grotesk. Det er klart en styrke ved filmen, at den ikke har medlidenhed med nogen af parterne, men udstiller dem begge som sørgelige, ubehagelige mennesker. Og det fører til filmens anden hovedpointe, om at religion i sagens natur er utilgivende. Deres to forskellige udgangspunkter kan kun føre til en konflikt, som bliver mere og mere smålig og ubehagelig.
Det bliver udspillet med stort mod af de to hovedroller, især Maria Hofstätter, der som Anna pisker sig selv og generelt har en konstant snert af religiøst vanvid. Mens Nabil Saleh er mere udspekuleret som hendes forkrøblende, ynkelige mand.
"Paradis: Tro" er bestemt en film, der ved, hvad den vil, og der er da også enkelte virkelig stærke scener, som skiller sig ud. Men alligevel er den i mine øjne en tand for letkøbt, fordi Seidl er så rasende kritisk over for religion. Filmen bliver et konstant angreb på det religiøse, der er lige så dogmatisk som de mennesker, den skildrer. Fordi den ikke på nogen måde forsøger at se tingene fra en anden side; at give os bare en antydning af, at der måske kan være enkelte positive ting ved at tro. Der er ikke rigtig nogen forsonende træk ved Anna.
I stedet tæver den bare løs på sit emne, så jeg til sidst blev træt af at få de samme pointer serveret igen og igen. Til sammenligning tog første del af trilogien, "Paradis: Kærlighed", fat på nogle langt mere komplekse problemstillinger og beskrev dem med nuancer, som slet ikke er til stede her. Og det gør "Tro" til en klart dårligere film, selv om den i øvrigt slutter med et fint slag med halen, om at blind tro ultimativt fører til skuffelse.
Men Annas ferie forløber ikke helt som ventet. En dag dukker hendes fraseparerede mand op og kræver at blive en del af hendes liv igen. Han er muslim og kørestolsbruger, og man forstår, at Anna havde et helt andet liv, før manden kom ud for en ulykke, og deres forhold gik i opløsning. Nu står hun så i et voldsomt dilemma, for hendes tro byder hende at respektere ægteskabet, samtidig med at hun ønsker at blive i sit nye ægteskab med Gud.
Det overordnede tema i Seidls trilogi er menneskets håbløse jagt på lykke, og her handler det altså om den religiøse vej. Anna og hendes sekteriske venner befinder sig nærmest i en religiøs ekstase, som i hendes private tilbedelse også udmønter sig i flagellation og et fysisk kærlighedsforhold til Jesus. Her banker Seidl den ene af filmens hovedpointer bombastisk igennem, nemlig at religion er noget for mennesker, der har behov for faste regler i deres liv.
Samtidig er der så forholdet til ægtemanden, som udvikler sig mere og mere grotesk. Det er klart en styrke ved filmen, at den ikke har medlidenhed med nogen af parterne, men udstiller dem begge som sørgelige, ubehagelige mennesker. Og det fører til filmens anden hovedpointe, om at religion i sagens natur er utilgivende. Deres to forskellige udgangspunkter kan kun føre til en konflikt, som bliver mere og mere smålig og ubehagelig.
Det bliver udspillet med stort mod af de to hovedroller, især Maria Hofstätter, der som Anna pisker sig selv og generelt har en konstant snert af religiøst vanvid. Mens Nabil Saleh er mere udspekuleret som hendes forkrøblende, ynkelige mand.
"Paradis: Tro" er bestemt en film, der ved, hvad den vil, og der er da også enkelte virkelig stærke scener, som skiller sig ud. Men alligevel er den i mine øjne en tand for letkøbt, fordi Seidl er så rasende kritisk over for religion. Filmen bliver et konstant angreb på det religiøse, der er lige så dogmatisk som de mennesker, den skildrer. Fordi den ikke på nogen måde forsøger at se tingene fra en anden side; at give os bare en antydning af, at der måske kan være enkelte positive ting ved at tro. Der er ikke rigtig nogen forsonende træk ved Anna.
I stedet tæver den bare løs på sit emne, så jeg til sidst blev træt af at få de samme pointer serveret igen og igen. Til sammenligning tog første del af trilogien, "Paradis: Kærlighed", fat på nogle langt mere komplekse problemstillinger og beskrev dem med nuancer, som slet ikke er til stede her. Og det gør "Tro" til en klart dårligere film, selv om den i øvrigt slutter med et fint slag med halen, om at blind tro ultimativt fører til skuffelse.
09/08-2013
