Pinagtigt indsigtsfuld familieferie
4.0
Dejlig lille coming-of-age-film om Duncan, der er en genert og akavet 14-årig, som ikke rigtig ved, hvilke ben han skal stå på. Og så er han skilsmissebarn og må leve med, at hans mor har fundet en ny kæreste, som han slet ikke kan med. Hele familien tager på en indledningsvis rædselsfuld ferie i stedfaderens sommerhus i The Hamptons (som er badebyer, der primært besøges af velstående newyorkere). Men der viser sig at være et par lyspunkter for Duncan: Ejeren af det lokale vandland tager ham under sine vinger og tilbyder ham et sommerferiejob. Og der bor en sød pige i nabosommerhuset.
"The Way Way Back" er skrevet og instrueret af Nat Faxon og Jim Rash, som begge har lidt over et årtis karriere som komikere og birolleskuespillere bag sig. De bevægede sig for første gang bag kameraet, da de hjalp Alexander Payne med det Oscar-vindende manuskript til "The Descendants". Og her tager makkerparret altså det næste skridt og instruerer selv deres historie. Som i høj grad er baseret på deres egne minder om at være teenager og føle sig udenfor og kikset.
Der er som sådan ikke meget nyt under solen i "The Way Way Back", som er en type feelgood-komedie, der er set mange gange før. Men den er lavet med både fingerspidsfornemmelse og sans for humor, der får begivenhederne til at føles meget ægte, samtidig med at den præcist prikker til det bizarre i mange af situationerne. Filmen holder sig nemlig trofast til teenagerens synspunkt og skildrer de voksne som temmelig absurde i deres sommerferie-udskejelser, hvor børnene synes at komme i anden linje. Og man sympatiserer virkelig med Duncan og hans følelse af at blive overset og behandlet som et lille barn.
Desuden er filmen også tung nok, til at der er reelle konflikter med, både mellem forældre og børn, indbyrdes mellem de voksne, og mellem de unge. Også de bliver generelt serveret med stor troværdighed og giver dermed filmen en bund af, at der faktisk er noget på spil ud over sommerferieløjer.
Når handlingen virker troværdig og genkendelig, skyldes det selvsagt også, at der bliver leveret solidt skuespil i næsten samtlige roller. Liam James er et fint valg som Duncan, tilpas usikker og akavet, og AnnaSophia Robb er en god sympatisk blond drømmepige fra nabohuset. Steve Carell er et overbevisende dumt svin som Duncans stedfar, mens Toni Collette, som rollen kræver det, har mere bund som hans trods alt flinke mor. Og så er Sam Rockwell virkelig herlig som ejeren af vandlandet - en stor drengerøv, der samtidig også leverer historiens vigtigste livsvisdom.
"The Way Way Back" har nemlig lidt mere kant, end genren byder, i sin morale, om at man som ung grundlæggende ikke kan bruge de voksne til så meget, men skal finde sin egen vej i livet. Der bryder filmen noget med de gængse amerikanske familieværdier, men ellers er det her som nævnt en film, der bevæger sig i velkendte indie-feelgood-mønstre. Den er blot en vellavet og velspillet film af slagsen - en sjov og charmerende historie, der er så indsigtsfuld, at man både griner og bliver rørt af de genkendelige scener og konflikter. Fire store stjerner herfra.
"The Way Way Back" er skrevet og instrueret af Nat Faxon og Jim Rash, som begge har lidt over et årtis karriere som komikere og birolleskuespillere bag sig. De bevægede sig for første gang bag kameraet, da de hjalp Alexander Payne med det Oscar-vindende manuskript til "The Descendants". Og her tager makkerparret altså det næste skridt og instruerer selv deres historie. Som i høj grad er baseret på deres egne minder om at være teenager og føle sig udenfor og kikset.
Der er som sådan ikke meget nyt under solen i "The Way Way Back", som er en type feelgood-komedie, der er set mange gange før. Men den er lavet med både fingerspidsfornemmelse og sans for humor, der får begivenhederne til at føles meget ægte, samtidig med at den præcist prikker til det bizarre i mange af situationerne. Filmen holder sig nemlig trofast til teenagerens synspunkt og skildrer de voksne som temmelig absurde i deres sommerferie-udskejelser, hvor børnene synes at komme i anden linje. Og man sympatiserer virkelig med Duncan og hans følelse af at blive overset og behandlet som et lille barn.
Desuden er filmen også tung nok, til at der er reelle konflikter med, både mellem forældre og børn, indbyrdes mellem de voksne, og mellem de unge. Også de bliver generelt serveret med stor troværdighed og giver dermed filmen en bund af, at der faktisk er noget på spil ud over sommerferieløjer.
Når handlingen virker troværdig og genkendelig, skyldes det selvsagt også, at der bliver leveret solidt skuespil i næsten samtlige roller. Liam James er et fint valg som Duncan, tilpas usikker og akavet, og AnnaSophia Robb er en god sympatisk blond drømmepige fra nabohuset. Steve Carell er et overbevisende dumt svin som Duncans stedfar, mens Toni Collette, som rollen kræver det, har mere bund som hans trods alt flinke mor. Og så er Sam Rockwell virkelig herlig som ejeren af vandlandet - en stor drengerøv, der samtidig også leverer historiens vigtigste livsvisdom.
"The Way Way Back" har nemlig lidt mere kant, end genren byder, i sin morale, om at man som ung grundlæggende ikke kan bruge de voksne til så meget, men skal finde sin egen vej i livet. Der bryder filmen noget med de gængse amerikanske familieværdier, men ellers er det her som nævnt en film, der bevæger sig i velkendte indie-feelgood-mønstre. Den er blot en vellavet og velspillet film af slagsen - en sjov og charmerende historie, der er så indsigtsfuld, at man både griner og bliver rørt af de genkendelige scener og konflikter. Fire store stjerner herfra.
11/08-2013
