Kampusch-filmen savner dybde
2.0
Da Natascha Kampusch i 2006 slap væk fra Wolfgang Priklopil efter otte års fangenskab, ryddede hendes historie i lang tid forsider verden over. Så det var vel kun et spørgsmål om tid, før den historie blev til spillefilm, og det er altså sket nu, baseret på den selvbiografi, Kampusch udgav i 2010. Faktisk havde hun allerede inden udgivelsen solgt filmrettighederne til den rutinerede tyske producer Bernd Eichinger, som selv nåede at skrive første version af manuskriptet, inden han pludselig døde for to år siden.
Eichingers død forsinkede selvsagt projektet lidt, men med hjælp fra to ekstra forfattere fik den tysk-amerikanske instruktør Sherry Hormann altså indspillet filmen, som tydeligt er lavet med henblik på det internationale marked. Det ses på, at "3,096 Days" har en brite i rollen som Kampusch og en dansker som Priklopil.
Det er altså en international produktion, som grundlæggende er lavet på engelsk, og det er den første og største fejltagelse, som producerne har begået. Det skurrer gevaldigt i ørerne at høre engelsk, når man ved, at det burde foregå på tysk, og man dertil ser tyske vejskilte og lignende i baggrunden. Og det bliver kun værre af, at nogle roller spilles af tyskere, som tydeligvis har været nødt til at dubbe lyden om bagefter. Det betyder, at man får den klassiske fejlsynkronisering imellem mundbevægelser og lyd - men altså kun på nogle roller, hvilket faktisk bare gør det mere irriterende.
Derudover sad jeg tilbage med et indtryk af, at folkene bag filmen ikke har været helt sikre på, hvad det egentlig er, de vil fortælle med historien. Det virker, som om filmen i høj grad skriver sig ind i hele det bizarre efterspil, der har været i de tysktalende medier, hvor Kampusch er blevet beskyldt for at lyve om sagen, hendes forældre er blevet mistænkt for at være medskyldige og meget andet. Så filmens primære fortælling handler om, hvordan Kampusch holdt modet oppe og spejdede efter en flugtmulighed, samtidig med at Priklopils kontrol og overgreb gjorde hende bange for at forsøge at flygte.
Besynderligt nok har "3,096 Days" derfor størst troværdighed i de scener, hvor man ser den onde side af Priklopil, der udsulter, tæver og til sidst voldtager sit offer. Men når filmen bevæger sig ud i at skildre sine to hovedpersoners baggrund - Kampuschs forhold til sine forældre, Priklopils forhold til sin ekstremt kontrollerende mor - kommer den til at virke falsk. Instruktør Hormann formår ikke rigtig at løfte rollernes psykologi, og hun formår særligt ikke at komme ordentligt ind under huden på Priklopil. Og derfor bliver han ikke rigtig mere end en klichépsykopat.
Thure Lindhardt har ellers iført sig en passende kølig creepiness til rollen, men han har bare ikke rigtig materiale nok til at gøre Priklopil flerdimensionel. Det er vel også meget rimeligt, at der er mere slagkraft i Antonia Campbell-Hughes som Kampusch. Det er én af den slags roller, hvor det fysiske i sig selv imponerer, for Campbell-Hughes har sultet sig til at være lige så tynd, som Kampusch nåede at blive i kælderfængslet. Og der er absolut en rå emotionel styrke i hendes jagede blik.
Men igen bliver det undergravet af, at instruktør Hormann simpelt hen mangler finesse. Hun har følt sig nødt til at understrege Kampuschs lidelser med billige filmiske tricks som slowmotion og drømmescener, og det er lige præcis det, der ikke skulle til. For det gør nemlig hovedpersonens historie tarvelig. Og derfor sidder jeg altså tilbage med en oplevelse af en film, der med alle tænkelige midler ønsker at få mig til at føle sympati for Natascha Kampusch og overbevise mig om, at hun var nødt til at være sød mod Priklopil for at overleve. Men det var jeg sådan set overbevist om i forvejen, så jeg havde ikke brug for at blive tvangsfodret med pointerne i denne lidt damebladsagtige heltindefortælling. I stedet misser filmen efter min mening sine chancer for at skabe det rigtig interessante portræt af både gerningsmand og offer.
Trods de åbenlyst gode intentioner synes jeg derfor, at "3,096 Days" er en klar kikser. Hvis du gerne vil se en interessant film om mennesker, der holder børn fanget i kældre, kan jeg anbefale den østrigske "Michael", som sidste år blev vist på CPH:PIX. Den havde et helt andet og langt mere skræmmende nærvær.
Eichingers død forsinkede selvsagt projektet lidt, men med hjælp fra to ekstra forfattere fik den tysk-amerikanske instruktør Sherry Hormann altså indspillet filmen, som tydeligt er lavet med henblik på det internationale marked. Det ses på, at "3,096 Days" har en brite i rollen som Kampusch og en dansker som Priklopil.
Det er altså en international produktion, som grundlæggende er lavet på engelsk, og det er den første og største fejltagelse, som producerne har begået. Det skurrer gevaldigt i ørerne at høre engelsk, når man ved, at det burde foregå på tysk, og man dertil ser tyske vejskilte og lignende i baggrunden. Og det bliver kun værre af, at nogle roller spilles af tyskere, som tydeligvis har været nødt til at dubbe lyden om bagefter. Det betyder, at man får den klassiske fejlsynkronisering imellem mundbevægelser og lyd - men altså kun på nogle roller, hvilket faktisk bare gør det mere irriterende.
Derudover sad jeg tilbage med et indtryk af, at folkene bag filmen ikke har været helt sikre på, hvad det egentlig er, de vil fortælle med historien. Det virker, som om filmen i høj grad skriver sig ind i hele det bizarre efterspil, der har været i de tysktalende medier, hvor Kampusch er blevet beskyldt for at lyve om sagen, hendes forældre er blevet mistænkt for at være medskyldige og meget andet. Så filmens primære fortælling handler om, hvordan Kampusch holdt modet oppe og spejdede efter en flugtmulighed, samtidig med at Priklopils kontrol og overgreb gjorde hende bange for at forsøge at flygte.
Besynderligt nok har "3,096 Days" derfor størst troværdighed i de scener, hvor man ser den onde side af Priklopil, der udsulter, tæver og til sidst voldtager sit offer. Men når filmen bevæger sig ud i at skildre sine to hovedpersoners baggrund - Kampuschs forhold til sine forældre, Priklopils forhold til sin ekstremt kontrollerende mor - kommer den til at virke falsk. Instruktør Hormann formår ikke rigtig at løfte rollernes psykologi, og hun formår særligt ikke at komme ordentligt ind under huden på Priklopil. Og derfor bliver han ikke rigtig mere end en klichépsykopat.
Thure Lindhardt har ellers iført sig en passende kølig creepiness til rollen, men han har bare ikke rigtig materiale nok til at gøre Priklopil flerdimensionel. Det er vel også meget rimeligt, at der er mere slagkraft i Antonia Campbell-Hughes som Kampusch. Det er én af den slags roller, hvor det fysiske i sig selv imponerer, for Campbell-Hughes har sultet sig til at være lige så tynd, som Kampusch nåede at blive i kælderfængslet. Og der er absolut en rå emotionel styrke i hendes jagede blik.
Men igen bliver det undergravet af, at instruktør Hormann simpelt hen mangler finesse. Hun har følt sig nødt til at understrege Kampuschs lidelser med billige filmiske tricks som slowmotion og drømmescener, og det er lige præcis det, der ikke skulle til. For det gør nemlig hovedpersonens historie tarvelig. Og derfor sidder jeg altså tilbage med en oplevelse af en film, der med alle tænkelige midler ønsker at få mig til at føle sympati for Natascha Kampusch og overbevise mig om, at hun var nødt til at være sød mod Priklopil for at overleve. Men det var jeg sådan set overbevist om i forvejen, så jeg havde ikke brug for at blive tvangsfodret med pointerne i denne lidt damebladsagtige heltindefortælling. I stedet misser filmen efter min mening sine chancer for at skabe det rigtig interessante portræt af både gerningsmand og offer.
Trods de åbenlyst gode intentioner synes jeg derfor, at "3,096 Days" er en klar kikser. Hvis du gerne vil se en interessant film om mennesker, der holder børn fanget i kældre, kan jeg anbefale den østrigske "Michael", som sidste år blev vist på CPH:PIX. Den havde et helt andet og langt mere skræmmende nærvær.
11/08-2013
