Skarp opdatering af en gammel historie
4.0
Ambitiøs filmversionering af Henry James' klassiske roman om skilsmisse og dysfunktionelle familieforhold, som oprindelig udkom i 1897. Her er handlingen flyttet til New York og nutiden, men kernen i fortællingen er den samme: Et ægtepar går igennem et voldsomt brud, og deres 6-årige datter, Maisie, bliver en kastebold i skilsmissen. Begge forældre ønsker det bedste for barnet, men forsøger tydeligvis også at få forældremyndigheden for at bekrige den anden. Situationen bliver endnu mere tilspidset, efter at manden gifter sig med deres tidligere barnepige, og Maisies liv bliver blot mere kaotisk af, at hendes forældre faktisk ikke har ret meget tid til at være der på grund af deres karrierer.
Filmen er så absolut en levende og vedkommende opdatering af den gamle historie, og James' temaer omkring parforholdet er bevaret. Ikke mindst i de to forældre, som reelt spæner væk fra deres ansvar og har mere travlt med at bekrige hinanden end at tage sig af deres barn. Selv om filmens handling udspiller sig over langt kortere tid end romanens, kommer én af James' pointer meget tydeligt igennem: Nogle børn har simpelt hen bedst af at blive passet af andre end deres forældre, fordi forældrene ikke kan finde ud af det, selv om de er nok så succesfulde i deres øvrige liv.
Jeg er faktisk i tvivl, om den pointe er mere eller mindre kontroversiel nu, end den var i 1897.
Instruktørparret Scott McGehee og David Siegel serverer historien elegant, især med god fornemmelse for at skildre karaktererne med dybde og troværdighed. Man ser eksempelvis ikke Maisies forældre som de rene fjolser, selv om man flere gange tager sig til hovedet over dem. Det understøttes af filmens fragmenterede stil, hvor historien fortælles i skarpe brudstykker - hele tiden set fra Maisies synsvinkel, hvilket netop stemmer fint overens med den lidt forvirrede fornemmelse, hvor hvert fragment nærmest bringer nye forandringer.
Det er dygtigt lavet, og det lykkes også McGehee og Siegel at få Onata Aprile til at være hele filmens forankringspunkt i rollen som Maisie. Aprile er smukt coachet til at være en stille, observerende (og hjerteknusende) pige, og det spiller flot sammen med filmens overordnede fortællestil.
Til gengæld er der masser af larm i voksenrollerne, ikke mindst i Julianne Moore, der er i strålende form som en succesfuld rocksanger. Hun spiller med masser af armbevægelser som en mor, der hele tiden synes at være på vej væk, men som tydeligvis alligevel elsker sin datter. Som Maisies ret vattede far er Steve Coogan velvalgt og en god kontrast til Moore, og det samme gælder Joanna Vanderham og Alexander Skarsgård som de to stedforældre, der ender med at bekymre sig mere om Maisie, end hendes biologiske forældre gør. Især Vanderham kommer flot rundt i følelsesregistret i løbet af historien - det er hendes første større filmrolle og absolut en lovende debut.
"What Maisie Knew" er et vellavet og velspillet familiedrama, som ganske simpelt er præget af kvalitet i alle facetter. Man kan ikke undgå at få enorm sympati med dens 6-årige titelperson og føle et sug i hjertet over alle de situationer, hendes ubehjælpsomme forældre udsætter hende for. Det er ikke nogen banebrydende film, men særdeles solidt filmhåndværk, som får en historie fra forrige århundrede til at blive levende og vedkommende i denne moderne opdatering. Fire store stjerner.
Filmen er så absolut en levende og vedkommende opdatering af den gamle historie, og James' temaer omkring parforholdet er bevaret. Ikke mindst i de to forældre, som reelt spæner væk fra deres ansvar og har mere travlt med at bekrige hinanden end at tage sig af deres barn. Selv om filmens handling udspiller sig over langt kortere tid end romanens, kommer én af James' pointer meget tydeligt igennem: Nogle børn har simpelt hen bedst af at blive passet af andre end deres forældre, fordi forældrene ikke kan finde ud af det, selv om de er nok så succesfulde i deres øvrige liv.
Jeg er faktisk i tvivl, om den pointe er mere eller mindre kontroversiel nu, end den var i 1897.
Instruktørparret Scott McGehee og David Siegel serverer historien elegant, især med god fornemmelse for at skildre karaktererne med dybde og troværdighed. Man ser eksempelvis ikke Maisies forældre som de rene fjolser, selv om man flere gange tager sig til hovedet over dem. Det understøttes af filmens fragmenterede stil, hvor historien fortælles i skarpe brudstykker - hele tiden set fra Maisies synsvinkel, hvilket netop stemmer fint overens med den lidt forvirrede fornemmelse, hvor hvert fragment nærmest bringer nye forandringer.
Det er dygtigt lavet, og det lykkes også McGehee og Siegel at få Onata Aprile til at være hele filmens forankringspunkt i rollen som Maisie. Aprile er smukt coachet til at være en stille, observerende (og hjerteknusende) pige, og det spiller flot sammen med filmens overordnede fortællestil.
Til gengæld er der masser af larm i voksenrollerne, ikke mindst i Julianne Moore, der er i strålende form som en succesfuld rocksanger. Hun spiller med masser af armbevægelser som en mor, der hele tiden synes at være på vej væk, men som tydeligvis alligevel elsker sin datter. Som Maisies ret vattede far er Steve Coogan velvalgt og en god kontrast til Moore, og det samme gælder Joanna Vanderham og Alexander Skarsgård som de to stedforældre, der ender med at bekymre sig mere om Maisie, end hendes biologiske forældre gør. Især Vanderham kommer flot rundt i følelsesregistret i løbet af historien - det er hendes første større filmrolle og absolut en lovende debut.
"What Maisie Knew" er et vellavet og velspillet familiedrama, som ganske simpelt er præget af kvalitet i alle facetter. Man kan ikke undgå at få enorm sympati med dens 6-årige titelperson og føle et sug i hjertet over alle de situationer, hendes ubehjælpsomme forældre udsætter hende for. Det er ikke nogen banebrydende film, men særdeles solidt filmhåndværk, som får en historie fra forrige århundrede til at blive levende og vedkommende i denne moderne opdatering. Fire store stjerner.
11/08-2013
