Paradis slutter uden bid
2.0
I sidste del af Ulrich Seidls Paradis-trilogi møder vi 13-årige Melanie, der er på sommerlejr, mens hendes mor dyrker sexturisme i "Kærlighed", og hendes tante render folk på dørene med Jesus i "Tro".
Melanie er overvægtig, så hendes sommerlejr er en 'diet camp', hvor de unge om dagen piskes igennem slankeøvelser, mens de efter mørkets frembrud forsøger at få mest mulig fest ud af situationen. Og så har lejren også en midaldrende læge, som Melanie i bogstaveligste forstand kaster sin kærlighed på.
Filmen skildrer det fundamentalt absurde i sådan en slankelejr, hvor ingen af deltagerne egentlig har lyst til at være der. Og det giver absolut ubehagelige associationer, når vi er i lige præcis Østrig, og lejrens lille konge af en idrætslærer taler om "Gemeinschaft durch Disziplin". Samtidig er den også meget tydelig omkring sine unge hovedpersoner, hvis håb reelt handler om at blive elsket og accepteret, ikke om at tabe sig. Selvfølgelig understreget i det akavede og umulige spil mellem Melanie og lægen.
Men i modsætning til trilogiens to første afsnit mangler "Håb" simpelt hen bid. Fortællingen etablerer en del potentielle konfliktsituationer, men der er ikke rigtig nogen af dem, der føres helt igennem, og selv den potentielt meget problematiske historie om lægen bliver ikke forløst som mere end et nå. Og så står man tilbage med en film, hvis pointe ikke synes at være andet, end at de her teenageres håb er naive - uden at man for alvor bliver engageret i det.
Den største styrke ved "Håb" er derfor dens portrætter af de unge hovedpersoner, som virker særdeles realistiske. Melanie Lenz spiller Melanie med en fin følsomhed, og Verena Lehbauer gør det også godt som den lidt ældre pige, der bliver hendes veninde og partner-in-crime.
Men samlet set er der virkelig ikke ret meget at komme efter her. Jeg kritiserede "Tro" for at være for endimensionel i sin aggressive kritik af religion. "Håb" falder så i den modsatte grøft, hvor filmen ikke rigtig har noget tydeligt budskab - og det er endnu værre, når man som Seidl insisterer på en betragtende, uinvolverende fortællestil. Så min konklusion omkring Paradis-trilogien er, at første film, "Kærlighed", helt uden sammenligning er trilogiens store højdepunkt.
Melanie er overvægtig, så hendes sommerlejr er en 'diet camp', hvor de unge om dagen piskes igennem slankeøvelser, mens de efter mørkets frembrud forsøger at få mest mulig fest ud af situationen. Og så har lejren også en midaldrende læge, som Melanie i bogstaveligste forstand kaster sin kærlighed på.
Filmen skildrer det fundamentalt absurde i sådan en slankelejr, hvor ingen af deltagerne egentlig har lyst til at være der. Og det giver absolut ubehagelige associationer, når vi er i lige præcis Østrig, og lejrens lille konge af en idrætslærer taler om "Gemeinschaft durch Disziplin". Samtidig er den også meget tydelig omkring sine unge hovedpersoner, hvis håb reelt handler om at blive elsket og accepteret, ikke om at tabe sig. Selvfølgelig understreget i det akavede og umulige spil mellem Melanie og lægen.
Men i modsætning til trilogiens to første afsnit mangler "Håb" simpelt hen bid. Fortællingen etablerer en del potentielle konfliktsituationer, men der er ikke rigtig nogen af dem, der føres helt igennem, og selv den potentielt meget problematiske historie om lægen bliver ikke forløst som mere end et nå. Og så står man tilbage med en film, hvis pointe ikke synes at være andet, end at de her teenageres håb er naive - uden at man for alvor bliver engageret i det.
Den største styrke ved "Håb" er derfor dens portrætter af de unge hovedpersoner, som virker særdeles realistiske. Melanie Lenz spiller Melanie med en fin følsomhed, og Verena Lehbauer gør det også godt som den lidt ældre pige, der bliver hendes veninde og partner-in-crime.
Men samlet set er der virkelig ikke ret meget at komme efter her. Jeg kritiserede "Tro" for at være for endimensionel i sin aggressive kritik af religion. "Håb" falder så i den modsatte grøft, hvor filmen ikke rigtig har noget tydeligt budskab - og det er endnu værre, når man som Seidl insisterer på en betragtende, uinvolverende fortællestil. Så min konklusion omkring Paradis-trilogien er, at første film, "Kærlighed", helt uden sammenligning er trilogiens store højdepunkt.
28/08-2013
