Selvtillid og ironi redder Twilight-efteraber
3.0
Det seneste forsøg på at kopiere Twilight-filmenes succes er baseret på endnu en teenage-fantasy-romanserie, der som resten af subgenren mikser elementer fra mytologi og religion med moderne teenagere og ikke mindst romantik. Forfatteren bag The Mortal Instruments hedder Cassandra Clare, og hun har foreløbig udgivet fem af seks planlagte bind - nu også omsat til film i "City of Bones", der er baseret på den første bog.
I "City of Bones" møder vi seriens hovedperson, Clary, der får et chok, da hun en dag ser en mand blive dræbt på en natklub, uden at nogen af de andre tilstedeværende ænser det. Det viser sig, at den dræbte i virkeligheden var en dæmon, og at Clary kunne se, hvad der foregik, fordi hun selv er af såkaldt shadowhunter-slægt - hun nedstammer fra særligt udvalgte krigere, som flere århundreder tidligere fik specielle kræfter af en engel, så de kunne bekæmpe dæmonerne.
Clary finder frem til New Yorks få tilbageværende shadowhunters, men hun har flere forskellige fraktioner af overnaturlige i hælene, fordi hendes mor har skjult et artefakt, som kan bruges til at åbne en port, dæmonerne kan komme igennem. Det må der selvsagt gøres noget ved, og så er der også lige nogle vampyrer og nogle varulve. Plus det obligatoriske romantiske subplot med en trekant mellem Clary, den lækre shadowhunter Jace og Clarys bedste ven, Simon, som er smaskforelsket i hende - hvilket hun ikke lige har lagt mærke til.
Grundlæggende set har Cassandra Clare altså taget læssevis af (pop-)kulturelle referencer fra Dracula til Star Wars og rystet dem grundigt sammen til et aldeles uoriginalt mix. På den led kan man godt se, at Clare startede med at skrive fanfiktion, før The Mortal Instruments-serien blev taget af et forlag. Men samtidig vil jeg også bare tage hatten af for, at det virker. Der er absolut intet nyt under solen her, men det er faktisk ganske solid underholdning.
Det skyldes for det første, at "City of Bones" bliver fortalt i et energisk, vedholdende tempo. Det er virkelig en befrielse at se på, når man har som jeg tidligere har slæbt sig gennem alle fem Twilight-film med al deres uendelige længsel. Som jeg forstår det, er det også en kvalitet ved Clares bøger, men her omsætter instruktør Harald Zwart det altså fint til film. Faktisk er der så meget tempo på, at man godt kan nå at blive forvirret over hele det spraglede galleri af væsener og personer, som filmen skal have præsenteret.
Og derudover har filmen en stor kvalitet i den selvbevidste og selvironiske vinkel, den lægger på sin egen historie. Her er nemlig tale om at værk, som vedkender sig, at der bliver planket på livet løs, ved at der bliver ironiseret over genreklicheerne. Eksempelvis da heltinden spørger "Skal jeg virkelig have det på?", da hun bliver præsenteret for det stramtsiddende sorte outfit, hun åbenbart forventes at tage på som shadowhunter.
I hovedrollen gør Lily Collins - datter af Phil - det rigtig fint som en sympatisk handlekraftig ung heltinde. Jamie Campbell Bower virker også som et o.k. valg til at spille Jace (rollen, som skal få alle teenagepiger til at sukke). Og så var jeg faktisk overrasket over, hvor godt Jonathan Rhys Meyers fungerer som den faldne shadowhunter, der er seriens overskurk.
"City of Bones" er absolut ikke en film, man skal tænke for meget over. Der er nogle pænt store plothuller, og som fortælling har den lidt for mange slappe løsninger, hvor der kommer deus ex machina-agtige ting og redder dagen - eller hvor man bare undrer sig over, hvad der foregår, når folk fx ikke synes, det er vigtigt at gøre opmærksom på, at en ven vist er blevet bidt af en vampyr. Plus at der er en intermezzo-scene, hvor der går rigeligt meget romantik-kliché i den.
Men samtidig er "City of Bones" altså ganske simpelt udmærket underholdning, fordi Clares forlæg og Zwarts instruktion spiller godt sammen i en film med selvtillid, attitude og et forfriskende skud ironi. Den her er i mine øjne en lille anelse bedre end den første Twilight-film, så hvis stilen kan holdes i fortsættelserne, vil jeg da givetvis se med hele vejen. Indtil videre er det i hvert fald bekræftet, at bog nr. to, "City of Ashes", også bliver filmatiseret.
I "City of Bones" møder vi seriens hovedperson, Clary, der får et chok, da hun en dag ser en mand blive dræbt på en natklub, uden at nogen af de andre tilstedeværende ænser det. Det viser sig, at den dræbte i virkeligheden var en dæmon, og at Clary kunne se, hvad der foregik, fordi hun selv er af såkaldt shadowhunter-slægt - hun nedstammer fra særligt udvalgte krigere, som flere århundreder tidligere fik specielle kræfter af en engel, så de kunne bekæmpe dæmonerne.
Clary finder frem til New Yorks få tilbageværende shadowhunters, men hun har flere forskellige fraktioner af overnaturlige i hælene, fordi hendes mor har skjult et artefakt, som kan bruges til at åbne en port, dæmonerne kan komme igennem. Det må der selvsagt gøres noget ved, og så er der også lige nogle vampyrer og nogle varulve. Plus det obligatoriske romantiske subplot med en trekant mellem Clary, den lækre shadowhunter Jace og Clarys bedste ven, Simon, som er smaskforelsket i hende - hvilket hun ikke lige har lagt mærke til.
Grundlæggende set har Cassandra Clare altså taget læssevis af (pop-)kulturelle referencer fra Dracula til Star Wars og rystet dem grundigt sammen til et aldeles uoriginalt mix. På den led kan man godt se, at Clare startede med at skrive fanfiktion, før The Mortal Instruments-serien blev taget af et forlag. Men samtidig vil jeg også bare tage hatten af for, at det virker. Der er absolut intet nyt under solen her, men det er faktisk ganske solid underholdning.
Det skyldes for det første, at "City of Bones" bliver fortalt i et energisk, vedholdende tempo. Det er virkelig en befrielse at se på, når man har som jeg tidligere har slæbt sig gennem alle fem Twilight-film med al deres uendelige længsel. Som jeg forstår det, er det også en kvalitet ved Clares bøger, men her omsætter instruktør Harald Zwart det altså fint til film. Faktisk er der så meget tempo på, at man godt kan nå at blive forvirret over hele det spraglede galleri af væsener og personer, som filmen skal have præsenteret.
Og derudover har filmen en stor kvalitet i den selvbevidste og selvironiske vinkel, den lægger på sin egen historie. Her er nemlig tale om at værk, som vedkender sig, at der bliver planket på livet løs, ved at der bliver ironiseret over genreklicheerne. Eksempelvis da heltinden spørger "Skal jeg virkelig have det på?", da hun bliver præsenteret for det stramtsiddende sorte outfit, hun åbenbart forventes at tage på som shadowhunter.
I hovedrollen gør Lily Collins - datter af Phil - det rigtig fint som en sympatisk handlekraftig ung heltinde. Jamie Campbell Bower virker også som et o.k. valg til at spille Jace (rollen, som skal få alle teenagepiger til at sukke). Og så var jeg faktisk overrasket over, hvor godt Jonathan Rhys Meyers fungerer som den faldne shadowhunter, der er seriens overskurk.
"City of Bones" er absolut ikke en film, man skal tænke for meget over. Der er nogle pænt store plothuller, og som fortælling har den lidt for mange slappe løsninger, hvor der kommer deus ex machina-agtige ting og redder dagen - eller hvor man bare undrer sig over, hvad der foregår, når folk fx ikke synes, det er vigtigt at gøre opmærksom på, at en ven vist er blevet bidt af en vampyr. Plus at der er en intermezzo-scene, hvor der går rigeligt meget romantik-kliché i den.
Men samtidig er "City of Bones" altså ganske simpelt udmærket underholdning, fordi Clares forlæg og Zwarts instruktion spiller godt sammen i en film med selvtillid, attitude og et forfriskende skud ironi. Den her er i mine øjne en lille anelse bedre end den første Twilight-film, så hvis stilen kan holdes i fortsættelserne, vil jeg da givetvis se med hele vejen. Indtil videre er det i hvert fald bekræftet, at bog nr. to, "City of Ashes", også bliver filmatiseret.
02/09-2013
