For tam i forhold til det stærke forlæg

Af dette års superheltefilm er "The Wolverine" suverænt den, jeg har set mest frem til. Fordi den så tydeligt ville være inspireret af den første Wolverine-solo-miniserie, som Chris Claremont og Frank Miller lavede i 1982. Den, hvor Wolverine bliver blandet ind i en yakuza- og ninjafejde i Japan, og man får etableret Mariko Yashida som hans store kærlighed. Ét af højdepunkterne i Claremonts fremragende arbejde med X-Men.

På film er historien lagt i hænderne på den stærke allround-instruktør James Mangold, og historien er selvsagt tilpasset til filmenes X-Men-kontinuitet. Her lever Wolverine ved filmens begyndelse som eneboer i den canadiske vildmark, martret af, at han blev nødt til at dræbe Jean Grey i "X-Men: The Last Stand". Men han bliver så opsøgt af en budbringer for Shingen Yashida, hvis liv han reddede under 2. Verdenskrig. Den japanske rigmand vil gerne takke Wolverine, nu hvor han ligger for døden.

Invitationen viser sig dog at dække over et komplot om at stjæle Wolverines helbredende superkraft, og samtidig foregår der et magtspil, som både involverer yakuza og politikere. Og hvor Yashidas barnebarn, Mariko, er en uskyldig brik i spillet.

Mangold og resten af filmholdet gør egentlig et ganske bravt forsøg på at hæve "The Wolverine" op på et niveau, der kan matche forlægget. Men filmen fejler efter min mening på to afgørende punkter.

For det første er manuskriptet bare ikke godt nok. Den oprindelige tegneserie er skarpt skåret som en historie om ære og arv. De temaer forsøger filmforfatterne at føre med over, samtidig med at de slår et yderligere tema om udødelighed an. Men ingen af temaerne bliver ført igennem, og i stedet skruer instruktør Mangold op for action og mere action i en slutsekvens, som går alt for meget over-the-top. Dér er jeg i den grad heller ikke er glad for filmversionerne af historiens to superskurke, Silver Samurai og Viper, som begge mister det meste af deres coolness og farlighed i forhold til tegneserierne.

For det andet er den store romance mellem Wolverine og Mariko ikke særlig troværdig, og det er lidt af et problem, når den skal forestille at være hovedpersonernes primære drivkraft. Det slår simpelt hen ikke gnister mellem Hugh Jackman og Tao Okamoto i de to roller, og når manuskriptet samtidig kører mere og mere af sporet, bliver filmen som helhed ikke medrivende nok.

Jackman og Okamoto spiller så i øvrigt deres roller fint, når de ikke lige skal være forelskede. Jackman er jo virkelig bare fed som Wolverine. Og Rila Fukushima er rigtig god som Yukio, den ældre Yashidas specielle budbringer, som også er en kendt karakter fra X-Men-universet.

Hvis jeg ser lidt bort fra ovenstående kritikpunkter - som til dels skyldes, at jeg er fan af serien - vil jeg også godt anerkende, at store dele af "The Wolverine" er rigtig solidt og professionelt lavet. Der er flere fine japansk-inspirerede kampscener, og det fornægter sig trods alt ikke helt, at James Mangold er en skarp instruktør. Historien bliver ganske effektivt afviklet, og filmen er flot fotograferet af Ross Emery, som dygtigt fanger en mere japansk brug af farver. Teknisk er "The Wolverine" i det hele taget stærkt udført, og hvis man ikke er så forudindtaget som jeg, kan den sikkert være en ganske o.k. omgang blockbuster-underholdning.

For mig kan de tekniske kvaliteter bare ikke dække over, at filmen mangler de elementer, som med dét forlæg kunne have hevet den op på det fremragende niveau. Nu håber jeg, at Bryan Singer kan bringe tingene tilbage på sporet med "Days of Future Past", der ligesom "The Wolverine" er baseret på én af de kanoniske historier fra X-Men-universet.