En bitter moralsk tragedie

Efter et par positive og livsglade film er Woody Allen tilbage i det sortsynede hjørne med "Blue Jasmine", hvis titelperson er en midaldrende kvinde, der har oplevet et brat fald fra tinderne, efter hendes mand blev afsløret som børssvindler. Fraskilt og nærmest uden en cent på lommen søger Jasmine tilflugt hos sin adoptivsøster, Ginger, der lever i en helt anden socialklasse i San Francisco. Her vil Jasmine nu opbygge et nyt liv, men det viser sig at være et udfordrende projekt med masser af gnidninger i forhold til søsteren og hendes liv.

"Blue Jasmine" er først og fremmest et enormt velspillet portræt af de to søstre, der synes at være som nat og dag, men alligevel blander sig i hinandens liv - og måske har visse fællestræk trods alt. Cate Blanchett er strålende som den selvoptagne, arrogante og temmelig hjælpeløse Jasmine, og Sally Hawkins giver hende stærkt modspil som den udadvendt positive og inderligt usikre Ginger. Det er samspillet mellem de to og søstrenes interne kamp for status, som driver hele handlingen.

Det bliver til en serie tåkrummende scener, mens man følger Jasmines geskæftige forsøg på styre tingene i sit nye hjem, hvor hun ikke er bleg for at have en mening om søsterens liv og kæreste, mens hendes egne naive drømme om at genetablere sig via en ny rig mand kører helt galt. Samtidig leverer filmen dog også et interessant portræt af Ginger, der lader sig presse til at opgive sine hidtidige sikre holdepunkter, hvilket viser sig ikke at være lykken. Og i baggrunden kører historien om Jasmines fortid, hendes mulige viden om mandens forbrydelser, og hvilken andel hun selv har i, at hun har mistet alt.

"Blue Jasmine" er på den måde en nådesløs moralsk tragedie, som argumenterer for, at hovedpersonerne selv har et ansvar for de suppedaser, de havner i. Og som udstiller, hvordan de vælger at stikke blår i øjnene på sig selv via efterrationaliseringer, som retfærdiggør dem i egne øjne.

Det her er Woody Allen i god form med et skarpt skåret manuskript og dygtig instruktion, der som nævnt især trækker to strålende præstationer ud af Blanchett og Hawkins. Men det er også en Allen, som laver en overraskende firkantet film, der bittert peger på, at det er for nemt at lade være med at tage ansvar for sine gerninger - med en ret klar tematisk sammenhæng til finanskrisen. Og det er så også der, jeg savner lidt i "Blue Jasmine". For selv om Blanchett leverer sin rolle fremragende, sker der nemlig reelt ingen udvikling for hendes karakter, og det gør "Blue Jasmine" til én lang fordømmelse af mennesker, der tror, de bare kan køre med på frihjul uden ansvar.

Jeg har det generelt svært med film, som åbenlyst håner og hader sine egne hovedpersoner, og jeg savner simpelt hen lidt ekstra nuancer, som kunne have hævet filmen til det fremragende. Men det ændrer ikke ved, at "Blue Jasmine" er en absolut vellavet og seværdig film.