Kønsløs gamblerfilm
2.0
Thriller-drama om gambling, hvor hovedpersonen er en studerende, der prøver at klare sig igennem universitetet på indtægter fra online-gambling. En dag taber han alle sine penge til en modstander, som han mener må have snydt, og det får ham til at opsøge sitets bagmand i Costa Rica. Som tak for at have udpeget svindleren får hovedpersonen tilbudt et job ved gambling-sitet, og han bliver hurtigt en succes og lever det søde liv. Men gambling-imperiet viser sig også at have en mere skummel bagside, end han først troede.
Basalt set er "Runner Runner" en film, der er set mange gange før. En talentfuld ung fyr får tilbudt en nem vej til materiel succes og kaster sig ud i det med åbne arme ... men uden at indse, at det har omkostninger, og at man skal passe på, hvem man går i lag med.
Den præmis er der sådan set lavet glimrende film over tidligere, men her er problemet bare, at det ikke bliver særlig skarpt udført. Manuskriptet er sjusket og både indforstået (omkring gambling) og utroværdigt (i de centrale konflikter). Ja, faktisk bliver filmens store konflikt ikke engang sat særligt overbevisende op. Handlingen er tam og forudsigelig, samtidig med at man aldrig rigtig får etableret sympati for hovedpersonen, og den romantiske sidehistorie er stereotyp og ligegyldig.
Nogle af problemerne bunder i, at Justin Timberlake nok er en o.k. skuespiller, men han har altså ikke rigtig kvalitet nok til at bære sådan en hovedrolle hjem. Man forstår fx ikke rigtig, hvorfor Gemma Arterton falder for hans drengede facon, og hun er der vist egentlig også mest for at se pæn ud. Så har Ben Affleck trods alt en del mere udstråling som gambling-kongen, men også han virker nærmest, som om han taber interesse for rollen, efterhånden som plottet snor sig frem mod den fesne slutning.
Jeg synes grundlæggende, at gambling er et interessant emne, og jeg vil gerne give instruktør Brad Furman, at "Runner Runner" har nogle effektive scener omkring netop spillene. Og den har i øvrigt også en lækker billedside fra Costa Rica, hvor luksuriøst rigmandsliv står i kontrast til fattigdom og slum. Furman lavede ellers en rigtig fin lille film før denne, nemlig "The Lincoln Lawyer", men "Runner Runner" ender som en alt for uengageret omgang. Den er ikke decideret pinlig eller irriterende, bare ganske kønsløs.

05/10-2013