Fascinerende dobbeltportræt af et par galninges storhed og fald
4.0
To af de mest bizart farverige personligheder i nyere dansk historie er i centrum i Christoffer Boes seneste film, der følger venskabet mellem Simon Spies og Mogens Glistrup, fra de to studiekammerater mødes igen til en fest for gamle elever i 60'erne. Det bliver starten på et frugtbart samarbejde, hvor Glistrup starter med at udtænke de juridiske manøvrer, der gør Spies Rejser i stand til at vokse eksplosivt og på få år blive Danmarks største rejsebureau. Derfra bliver det endnu mere outreret, efterhånden som Spies opfører sig mere og mere mærkeligt, mens Glistrup på sin side indleder et oprør mod skattesystemet, som bliver til Fremskridtspartiet, men også udfordrer venskabet med Spies, fordi den kreative skattetænkning begynder at blive farlig.
Det her er helt banalt en rigtig god historie fra det virkelige liv - eller måske rettere det semi-virkelige liv, for filmen starter med et skilt, der gør opmærksom på, at den ikke skal forestille at være dokumentarisk. Men det er i hvert fald en medrivende og interessant fortælling om Spies' vej til storhed, om en tid, hvor man godt kunne blive taget alvorligt, selv om man lavede vilde eksperimenter med stoffer og inviterede pressen til at kigge med, når man testede prostituerede på stripbaren. Og hvor der sideløbende er det her aparte venskab mellem Spies og Glistrup.
I virkeligheden var begge filmens hovedpersoner én eller anden grad af vanvittige. Og især Spies får tillagt nogle dybt usympatiske ting i filmens mest ubehagelige scener. Men samtidig forstår jeg godt, at Boe har udtalt, at filmen også er en hyldest til et par mennesker, der turde træde uden for det konforme. For der bliver altså i den grad sat fut i fejemøget undervejs. I øvrigt i en meget smukt iscenesat gengivelse af Danmark i slut-60'erne og start-70'erne, flot fotograferet af Manuel Alberto Claro og med overbevisende production design af Thomas Greve.
Filmens fineste spor er klart skildringen af de to hovedpersoners venskab og dynamikken mellem dem. På den ene side gadedrengen, den evigt liderlige Spies, der går direkte efter at forarge og udfordre parnasset, men samtidig også er en snu forretningsmand i sine klare øjeblikke. På den anden side familiemennesket Glistrup, der siger nej til at deltage direkte i Spies' udskejelser, men til gengæld kaster sig ud i en gal anarkistisk kamp for at befri mennesket fra skat, drevet af at ville bevise, at han er smartere end sin svigerfar og den dommer, der bliver en slags nemesis for Glistrup. Og overraskende nok er det faktisk Glistrup, som ender med at fremstå som den mest sympatiske af de to hovedroller, fordi han trods alt var en idealist med en umulig drøm.
"Spies & Glistrup" bliver kun så troværdigt levende, fordi den har virkelig godt spil i de to hovedroller. Mest imponerende er Pilou Asbæk som Spies, som han spiller med frygtløst vanvid inklusive én af de mere gakkede nøgenscener i dansk filmhistorie - og med flot udvikling i virkemidler, efterhånden som det vilde liv mærker Spies. Men Nicolas Bro er ikke langt bagefter som Glistrup, som han også leverer virkelig overbevisende i en nørdet, manisk udgave - selv om det dog har været en umulig opgave at få Bro til at ligne Glistrup helt rent fysisk.
Den negative side af, at Asbæk og Bro i den grad dominerer filmen, er så, at hele galleriet af biroller kommer til at fremstå meget skitserede og overfladiske. Nogle af dem nærmer sig endda parodier på stereotyper, og det er lidt synd.
Filmens anden svage side er, at den er lidt for lang. Der er mange detaljer med i en usædvanligt spraglet historie, men det kommer til at gå en lille smule i selvsving undervejs, fordi det er de samme tematiske pointer, der bliver fremhævet. Men overordnet set er det altså en medrivende, underholdende og tankevækkende film, Boe her har fået skruet sammen (og som dermed giver ham et overraskende flot mainstream-comeback oven på et par halvkiksede kunstfilm). Det er i hvert fald svært at forestille sig, at nogen i dag skulle kunne træde ind på den offentlige scene på samme måde, som hovedpersonerne gør det i "Spies & Glistrup".
Det her er helt banalt en rigtig god historie fra det virkelige liv - eller måske rettere det semi-virkelige liv, for filmen starter med et skilt, der gør opmærksom på, at den ikke skal forestille at være dokumentarisk. Men det er i hvert fald en medrivende og interessant fortælling om Spies' vej til storhed, om en tid, hvor man godt kunne blive taget alvorligt, selv om man lavede vilde eksperimenter med stoffer og inviterede pressen til at kigge med, når man testede prostituerede på stripbaren. Og hvor der sideløbende er det her aparte venskab mellem Spies og Glistrup.
I virkeligheden var begge filmens hovedpersoner én eller anden grad af vanvittige. Og især Spies får tillagt nogle dybt usympatiske ting i filmens mest ubehagelige scener. Men samtidig forstår jeg godt, at Boe har udtalt, at filmen også er en hyldest til et par mennesker, der turde træde uden for det konforme. For der bliver altså i den grad sat fut i fejemøget undervejs. I øvrigt i en meget smukt iscenesat gengivelse af Danmark i slut-60'erne og start-70'erne, flot fotograferet af Manuel Alberto Claro og med overbevisende production design af Thomas Greve.
Filmens fineste spor er klart skildringen af de to hovedpersoners venskab og dynamikken mellem dem. På den ene side gadedrengen, den evigt liderlige Spies, der går direkte efter at forarge og udfordre parnasset, men samtidig også er en snu forretningsmand i sine klare øjeblikke. På den anden side familiemennesket Glistrup, der siger nej til at deltage direkte i Spies' udskejelser, men til gengæld kaster sig ud i en gal anarkistisk kamp for at befri mennesket fra skat, drevet af at ville bevise, at han er smartere end sin svigerfar og den dommer, der bliver en slags nemesis for Glistrup. Og overraskende nok er det faktisk Glistrup, som ender med at fremstå som den mest sympatiske af de to hovedroller, fordi han trods alt var en idealist med en umulig drøm.
"Spies & Glistrup" bliver kun så troværdigt levende, fordi den har virkelig godt spil i de to hovedroller. Mest imponerende er Pilou Asbæk som Spies, som han spiller med frygtløst vanvid inklusive én af de mere gakkede nøgenscener i dansk filmhistorie - og med flot udvikling i virkemidler, efterhånden som det vilde liv mærker Spies. Men Nicolas Bro er ikke langt bagefter som Glistrup, som han også leverer virkelig overbevisende i en nørdet, manisk udgave - selv om det dog har været en umulig opgave at få Bro til at ligne Glistrup helt rent fysisk.
Den negative side af, at Asbæk og Bro i den grad dominerer filmen, er så, at hele galleriet af biroller kommer til at fremstå meget skitserede og overfladiske. Nogle af dem nærmer sig endda parodier på stereotyper, og det er lidt synd.
Filmens anden svage side er, at den er lidt for lang. Der er mange detaljer med i en usædvanligt spraglet historie, men det kommer til at gå en lille smule i selvsving undervejs, fordi det er de samme tematiske pointer, der bliver fremhævet. Men overordnet set er det altså en medrivende, underholdende og tankevækkende film, Boe her har fået skruet sammen (og som dermed giver ham et overraskende flot mainstream-comeback oven på et par halvkiksede kunstfilm). Det er i hvert fald svært at forestille sig, at nogen i dag skulle kunne træde ind på den offentlige scene på samme måde, som hovedpersonerne gør det i "Spies & Glistrup".
09/10-2013
