Nu igen? Men okay, det virker bedre denne gang
3.0
Det Hvide Hus bliver angrebet og besat af tungt bevæbnede terrorister. Men heldigvis er der en modig sikkerhedsvagt på besøg i bygningen, som kan redde præsidenten og få styr på situationen, før terroristerne kan gennemføre deres onde plan om at bemægtige sig USA's atomvåben.
Men vent ... Den film har jeg da set? Jep. Den hed "Olympus Has Fallen" og fik dansk premiere for et halvt år siden.
Det er ikke noget nyt, at Hollywood-selskaber nogle gange arbejder med ideer, der minder ret meget om hinanden. Men det hører trods alt til sjældenhederne, at der næsten samtidig kommer to film, der er så ens som "Olympus Has Fallen" og "White House Down". Forskellen er mere eller mindre, at hvor terroristerne var nordkoreanere i "Olympus Has Fallen", er de højreekstremistiske amerikanere i "White House Down". Hvor helten for et halvt år siden var præsidentens tidligere bodyguard, er han her en yngre fyr, der gerne vil ind i sikkerhedstjenesten. Og i denne omgang er det heltens egen datter, der skal reddes lidt ekstra, hvor det sidste gang var præsidentens søn.
Og så er "White House Down" ikke så patetisk patriotisk som "Olympus Has Fallen" - og det gør en positiv forskel. Det hænger muligvis sammen med, at instruktør Roland Emmerich netop ikke er amerikaner, men tysker. Emmerich har i sine film eftertrykkeligt bevist, at han elsker at sprænge ting i luften, og her mærker man klart den samme barnlige glæde ved at rive Det Hvide Hus ned fløj for fløj. Men først og fremmest anlægger filmen ikke en dyster, tynget stemning over at se huset falde - i stedet kører Emmerich og manuskriptforfatter James Vanderbilt løs med fjollede one-liners.
Plottet i "White House Down" er dog både rodet og forvrøvlet, og filmen lider i høj grad under, at skurkenes snedige plan aldrig bliver sammenhængende etableret. Man forstår ikke helt, hvad de egentlig vil, og samtidig virker det temmelig fortænkt. Det er så ret pudsig timing, at man kan se denne her film om højreekstreme amerikanere, der besætter Det Hvide Hus, samtidig med at den yderste højrefløj i Repræsentanternes Hus i det virkelige liv forsøger at sabotere det amerikanske folkestyre. Men i øvrigt bliver filmen i nogen grad reddet af, at den helt tydeligt ikke tager sig selv for seriøst, og de mange actionscener er ganske fint lavet.
Det er også et plus at have Channing Tatum som helt og Jamie Foxx som præsident. De får et ganske fint buddymovie-spil op at køre, og jeg synes, at Tatum efterhånden har placeret sig som en ganske solid actionstjerne. Joey King gør det også glimrende som heltens begavede 11-årige datter, mens skurkene - inklusive udmærkede skuespillere som James Woods og Jason Clarke - til gengæld falder i at være ligegyldige klicheer.
"White House Down" er absolut ikke andet end en gang action-ramasjang i USA's symbolske hjerte. Men den har altså en god selvironi og leverer udmærket underholdning i tilpas opskruet tempo. Så hvis du er i humør til uforpligtende action, kunne du bestemt udsætte dig selv for værre ting. Du kunne fx se "Olympus Has Fallen".
Men vent ... Den film har jeg da set? Jep. Den hed "Olympus Has Fallen" og fik dansk premiere for et halvt år siden.
Det er ikke noget nyt, at Hollywood-selskaber nogle gange arbejder med ideer, der minder ret meget om hinanden. Men det hører trods alt til sjældenhederne, at der næsten samtidig kommer to film, der er så ens som "Olympus Has Fallen" og "White House Down". Forskellen er mere eller mindre, at hvor terroristerne var nordkoreanere i "Olympus Has Fallen", er de højreekstremistiske amerikanere i "White House Down". Hvor helten for et halvt år siden var præsidentens tidligere bodyguard, er han her en yngre fyr, der gerne vil ind i sikkerhedstjenesten. Og i denne omgang er det heltens egen datter, der skal reddes lidt ekstra, hvor det sidste gang var præsidentens søn.
Og så er "White House Down" ikke så patetisk patriotisk som "Olympus Has Fallen" - og det gør en positiv forskel. Det hænger muligvis sammen med, at instruktør Roland Emmerich netop ikke er amerikaner, men tysker. Emmerich har i sine film eftertrykkeligt bevist, at han elsker at sprænge ting i luften, og her mærker man klart den samme barnlige glæde ved at rive Det Hvide Hus ned fløj for fløj. Men først og fremmest anlægger filmen ikke en dyster, tynget stemning over at se huset falde - i stedet kører Emmerich og manuskriptforfatter James Vanderbilt løs med fjollede one-liners.
Plottet i "White House Down" er dog både rodet og forvrøvlet, og filmen lider i høj grad under, at skurkenes snedige plan aldrig bliver sammenhængende etableret. Man forstår ikke helt, hvad de egentlig vil, og samtidig virker det temmelig fortænkt. Det er så ret pudsig timing, at man kan se denne her film om højreekstreme amerikanere, der besætter Det Hvide Hus, samtidig med at den yderste højrefløj i Repræsentanternes Hus i det virkelige liv forsøger at sabotere det amerikanske folkestyre. Men i øvrigt bliver filmen i nogen grad reddet af, at den helt tydeligt ikke tager sig selv for seriøst, og de mange actionscener er ganske fint lavet.
Det er også et plus at have Channing Tatum som helt og Jamie Foxx som præsident. De får et ganske fint buddymovie-spil op at køre, og jeg synes, at Tatum efterhånden har placeret sig som en ganske solid actionstjerne. Joey King gør det også glimrende som heltens begavede 11-årige datter, mens skurkene - inklusive udmærkede skuespillere som James Woods og Jason Clarke - til gengæld falder i at være ligegyldige klicheer.
"White House Down" er absolut ikke andet end en gang action-ramasjang i USA's symbolske hjerte. Men den har altså en god selvironi og leverer udmærket underholdning i tilpas opskruet tempo. Så hvis du er i humør til uforpligtende action, kunne du bestemt udsætte dig selv for værre ting. Du kunne fx se "Olympus Has Fallen".
10/10-2013
