Tilbage til udgangspunktet i Riddick-serien
3.0
Forfatter-instruktør David Twohy og Vin Diesel vender tilbage til deres dystre sci-fi-univers med denne tredje film om superforbryderen og kampmaskinen Richard B. Riddick, som vi sidst så i den temmelig kiksede "The Chronicles of Riddick" fra 2004.
Den forrige film sluttede med, at Riddick blev hersker over en flok religiøse galninge kaldet necromongers, men den plottråd bliver hurtigt lukket i "Riddick", som åbner med, at helten bliver forrådt under forsøget på at finde sin hjemplanet. Riddick bliver efterladt på en gold planet fyldt med farlige slange-skorpion-væsener, og hans eneste mulighed for at slippe væk er at aktivere et signal, der afslører, hvor han befinder sig. Hvilket får to skibe med dusørjægere til at lande på planeten.
Med "Riddick" bringer Twohy serien tilbage til udgangspunktet og den form for horror-action, der virkede så godt i "Pitch Black". Der er mange ligheder i de to film, med Riddick, der bruger sine vilde kampevner og sin evne til at se i mørket til at bekæmpe monstre og mennesker samtidig, og med et overordnet spil mellem personerne, omkring hvem der stoler på hvem og har lyst til at hjælpe hinanden med at overleve. Og der kommer også nogle ting i spil, som direkte refererer til det, der skete i "Pitch Black".
"Riddick" er først og fremmest en flot iscenesat film, med effektiv visualisering af den ekstremt ugæstfrie planet og dens dræberdyr. Twohy formår at få nogle få, simple elementer til at spille godt sammen, også selv om setuppet grundlæggende mangler logik (hvad lever de der monstre af, når der ikke lige er rumskibe, der lander på deres planet?). Og Vin Diesel fungerer rigtig fint som den primitive muskelmand, der er essensen af seriens alle-mod-alle-stil, hvor universet er et gennemført ubamhjertigt sted. Riddick er en voldsomt ensporet helt, men man tror virkelig på ham som en ultrasej overlever.
Filmen halter derimod en del i skildringen af sine øvrige personer, der ikke er andet end en samling bøvede klicheer, som spiller op mod hinanden i ren machostil. Og så er der lige Katee Sackhoff, der som historiens eneste kvindelige dusørjæger naturligvis er nødt til at være ekstra barsk. Især dialogen mellem de her testosteronpumpede dusørjægere er virkelig tåbelig.
"Riddick" er ikke på niveau med "Pitch Black", som var en fed film i sin genre, og som i øvrigt også var en grad mere horror frem for action. Men den har stadig nogle ting, der tiltaler mig, i den gennemførte iscenesættelse af en dyster fremtidsvision med en hysterisk farlig antihelt. Det er synd, at Twohy er forfaldet til at gøre filmen så primitivt bøvet, for et langt stykke ad vejen fungerer den rigtig udmærket på sine egne præmisser - og den er da også klart bedre end "The Chronicles of Riddick".
Den forrige film sluttede med, at Riddick blev hersker over en flok religiøse galninge kaldet necromongers, men den plottråd bliver hurtigt lukket i "Riddick", som åbner med, at helten bliver forrådt under forsøget på at finde sin hjemplanet. Riddick bliver efterladt på en gold planet fyldt med farlige slange-skorpion-væsener, og hans eneste mulighed for at slippe væk er at aktivere et signal, der afslører, hvor han befinder sig. Hvilket får to skibe med dusørjægere til at lande på planeten.
Med "Riddick" bringer Twohy serien tilbage til udgangspunktet og den form for horror-action, der virkede så godt i "Pitch Black". Der er mange ligheder i de to film, med Riddick, der bruger sine vilde kampevner og sin evne til at se i mørket til at bekæmpe monstre og mennesker samtidig, og med et overordnet spil mellem personerne, omkring hvem der stoler på hvem og har lyst til at hjælpe hinanden med at overleve. Og der kommer også nogle ting i spil, som direkte refererer til det, der skete i "Pitch Black".
"Riddick" er først og fremmest en flot iscenesat film, med effektiv visualisering af den ekstremt ugæstfrie planet og dens dræberdyr. Twohy formår at få nogle få, simple elementer til at spille godt sammen, også selv om setuppet grundlæggende mangler logik (hvad lever de der monstre af, når der ikke lige er rumskibe, der lander på deres planet?). Og Vin Diesel fungerer rigtig fint som den primitive muskelmand, der er essensen af seriens alle-mod-alle-stil, hvor universet er et gennemført ubamhjertigt sted. Riddick er en voldsomt ensporet helt, men man tror virkelig på ham som en ultrasej overlever.
Filmen halter derimod en del i skildringen af sine øvrige personer, der ikke er andet end en samling bøvede klicheer, som spiller op mod hinanden i ren machostil. Og så er der lige Katee Sackhoff, der som historiens eneste kvindelige dusørjæger naturligvis er nødt til at være ekstra barsk. Især dialogen mellem de her testosteronpumpede dusørjægere er virkelig tåbelig.
"Riddick" er ikke på niveau med "Pitch Black", som var en fed film i sin genre, og som i øvrigt også var en grad mere horror frem for action. Men den har stadig nogle ting, der tiltaler mig, i den gennemførte iscenesættelse af en dyster fremtidsvision med en hysterisk farlig antihelt. Det er synd, at Twohy er forfaldet til at gøre filmen så primitivt bøvet, for et langt stykke ad vejen fungerer den rigtig udmærket på sine egne præmisser - og den er da også klart bedre end "The Chronicles of Riddick".
12/10-2013
