Kutcher imponerer i en dårlig film
2.0
Biopic om Steve Jobs og Apple, der følger Jobs, fra han er en barfodet hippie-type på universitetet, til Apple lancerer den første iPod i 2001. Undervejs starter Jobs og et par venner Apple Computer i Jobs' forældres garage, han bliver tvunget ud af firmaet efter konflikter omkring udviklingen af den første Macintosh, og han kommer tilbage i triumf, da Apple sidder fast i at konkurrere om pc-markedet med IBM.
Det bedste ved "Jobs" er helt klart Ashton Kutcher i hovedrollen. Kutcher er jo ellers kendt for letbenede film, men "Jobs" sender ham i retning af mere seriøst drama. Han rammer flot Steve Jobs' karakteristiske præsentationsstil og kropssprog, samtidig med at der ikke bliver holdt tilbage omkring den idiosynkratiske ledelsesstil, hvor Jobs nærmest terroriserer sine medarbejdere i jagten på perfektion. Kutcher har givetvis været ekstra interesseret i rollen, fordi han selv er en succesfuld it-investor - bl.a. med penge i Spotify, Foursquare og Airbnb - og hans baggrundsviden fra den verden er helt sikkert med til at give hans spil pondus.
Men ud over Kutchers stærke præstation er der ikke ret meget godt at sige om "Jobs". Det er ikke nogen ret god film, og det skyldes både Joshua Michael Sterns svage instruktion og nogle underlige valg i manuskriptet.
Det starter ellers nogenlunde okay med portrættet af hippien Jobs og den afgørende første fase i garagen. Men så snart Apple bliver et etableret firma, bliver filmen også rodet og inkonsekvent. Der følger en serie uengagerende konflikter mellem Jobs og de mænd i jakkesæt, som bestemmer i forskellige roller, men som stort set alle fremstilles som moderat til store fjolser (hvilket næppe er helt fair). Der er også en række scener, som fokuserer på Jobs' rolle som innovativ drivkraft, men uden at filmen synes at kunne beslutte sig for, hvad det egentlig var, han kunne. Og så er der lidt indslag fra Jobs' privatliv, som heller ikke var uden konflikter - bl.a. en datter, han nægtede at kende til - men de er så sporadiske, at det bare bliver nå?-agtigt.
Resultatet er en biopic, som ikke giver noget sammenhængende billede af sin hovedperson. Jobs var givetvis en kompleks personlighed, men i stedet for at binde hans forskellige sider sammen leverer "Jobs" kun brikker til et puslespil, der ikke matcher. Det ene øjeblik er han snedig til teknik, det næste til markedsføring, det tredje til design. Han fremstilles som et dumt svin, der skider på selv nære venner, men alligevel slutter filmen med en entydig hyldest til Jobs som en visionær mand. Og filmen udelader helt Jobs' rolle hos Pixar og den periode, hvor han ikke var en del af Apple.
Desto mere imponerende er det, at man samtidig sidder tilbage med et klart indtryk af, at Kutcher gør det rigtig godt i rollen. Det gør han altså på trods af både manuskript og instruktion.
Jeg synes bestemt, at historien om Steve Jobs og Apple er interessant, fordi manden havde en så afgørende rolle i forhold til udviklingen af forbrugerelektronik - og dermed centrale elementer i udviklingen af det moderne vestlige samfund. Men "Jobs" er ikke filmen, der løfter den historie - hvad enten man er Apple-fan eller ej, it-interesseret eller ej. Dette miskmask er kun værd at se for Kutchers overraskende gode spil.
Det bedste ved "Jobs" er helt klart Ashton Kutcher i hovedrollen. Kutcher er jo ellers kendt for letbenede film, men "Jobs" sender ham i retning af mere seriøst drama. Han rammer flot Steve Jobs' karakteristiske præsentationsstil og kropssprog, samtidig med at der ikke bliver holdt tilbage omkring den idiosynkratiske ledelsesstil, hvor Jobs nærmest terroriserer sine medarbejdere i jagten på perfektion. Kutcher har givetvis været ekstra interesseret i rollen, fordi han selv er en succesfuld it-investor - bl.a. med penge i Spotify, Foursquare og Airbnb - og hans baggrundsviden fra den verden er helt sikkert med til at give hans spil pondus.
Men ud over Kutchers stærke præstation er der ikke ret meget godt at sige om "Jobs". Det er ikke nogen ret god film, og det skyldes både Joshua Michael Sterns svage instruktion og nogle underlige valg i manuskriptet.
Det starter ellers nogenlunde okay med portrættet af hippien Jobs og den afgørende første fase i garagen. Men så snart Apple bliver et etableret firma, bliver filmen også rodet og inkonsekvent. Der følger en serie uengagerende konflikter mellem Jobs og de mænd i jakkesæt, som bestemmer i forskellige roller, men som stort set alle fremstilles som moderat til store fjolser (hvilket næppe er helt fair). Der er også en række scener, som fokuserer på Jobs' rolle som innovativ drivkraft, men uden at filmen synes at kunne beslutte sig for, hvad det egentlig var, han kunne. Og så er der lidt indslag fra Jobs' privatliv, som heller ikke var uden konflikter - bl.a. en datter, han nægtede at kende til - men de er så sporadiske, at det bare bliver nå?-agtigt.
Resultatet er en biopic, som ikke giver noget sammenhængende billede af sin hovedperson. Jobs var givetvis en kompleks personlighed, men i stedet for at binde hans forskellige sider sammen leverer "Jobs" kun brikker til et puslespil, der ikke matcher. Det ene øjeblik er han snedig til teknik, det næste til markedsføring, det tredje til design. Han fremstilles som et dumt svin, der skider på selv nære venner, men alligevel slutter filmen med en entydig hyldest til Jobs som en visionær mand. Og filmen udelader helt Jobs' rolle hos Pixar og den periode, hvor han ikke var en del af Apple.
Desto mere imponerende er det, at man samtidig sidder tilbage med et klart indtryk af, at Kutcher gør det rigtig godt i rollen. Det gør han altså på trods af både manuskript og instruktion.
Jeg synes bestemt, at historien om Steve Jobs og Apple er interessant, fordi manden havde en så afgørende rolle i forhold til udviklingen af forbrugerelektronik - og dermed centrale elementer i udviklingen af det moderne vestlige samfund. Men "Jobs" er ikke filmen, der løfter den historie - hvad enten man er Apple-fan eller ej, it-interesseret eller ej. Dette miskmask er kun værd at se for Kutchers overraskende gode spil.
12/10-2013
