Ligegyldigt gensyn med 80'er-stilen
2.0
Buddyfilmen-som-i-80'erne bliver genoplivet i denne actionkomedie om to amerikanske agenter, der som makkerpar har infiltreret et mexicansk narkokartel for henholdsvis narkopolitiet og flåden - men uden at nogen af dem ved, at den anden er undercover. De får lokket hinanden til at røve kartellets pengebeholdning fra banken i en søvnig amerikansk grænseby. Men det viser sig, at banken indeholder langt flere penge, end de troede, og pludselig har de både myndigheder, efterretningstjenester og gangstere på nakken.
"2 Guns" er baseret på en tegneserie af samme navn, og det kan man godt se i et plot, hvor coolness betyder mere end logik. Filmens setup bliver først og fremmest en undskyldning for, at Denzel Washington og Mark Wahlberg kan give hinanden buddy-modspil - og det samspil fungerer ganske fint med Wahlberg som impulsiv, provokerende marinesoldat med et stærkt æreskodeks og Washington som den mere kyniske og hensynsløse narkostrisser.
Filmen fungerer ganske udmærket op til bankrøveriet og det første store vendepunkt, hvor heltene pludselig selv bliver jagtet af myndighederne. Men derefter fortaber den sig i mere og mere utroværdige twists. For det er nemlig én af den slags historier, hvor alle har en skjult dagsorden, og tingene vender igen og igen, indtil det virker lidt ligemeget, hvordan den ender. Edward James Olmos har heller ikke helt pondus nok som kartelboss, og filmens skurke er generelt lidt fesne - bortset fra Bill Paxton, der har en fin rolle som brutal black ops-chef.
Men det hele bliver altså mere og mere ligegyldigt, efterhånden som heltenes pjattede one-liners også piller spændingen ud af historien. Og til sidst går instruktør Baltasar Kormákur helt over gevind i en 'lad os sprænge det hele i luften'-slutsekvens.
Kormákur er egentlig interessant, da han er ved at være den første islandske instruktør, som etablerer sig i Hollywood. Men her formår han altså ikke at løfte "2 Guns" til at være mere end en ret ligegyldig genrefilm, som godt nok er stilfuld sine steder, men som ellers fiser ud i bulder og høhø-replikker. Den har af gode grunde ikke samme friskhed, som "Lethal Weapon" havde i sin tid - og så fantastisk en film var 80'ernes stilskabende buddy-actionfilm så i øvrigt heller ikke.
"2 Guns" er baseret på en tegneserie af samme navn, og det kan man godt se i et plot, hvor coolness betyder mere end logik. Filmens setup bliver først og fremmest en undskyldning for, at Denzel Washington og Mark Wahlberg kan give hinanden buddy-modspil - og det samspil fungerer ganske fint med Wahlberg som impulsiv, provokerende marinesoldat med et stærkt æreskodeks og Washington som den mere kyniske og hensynsløse narkostrisser.
Filmen fungerer ganske udmærket op til bankrøveriet og det første store vendepunkt, hvor heltene pludselig selv bliver jagtet af myndighederne. Men derefter fortaber den sig i mere og mere utroværdige twists. For det er nemlig én af den slags historier, hvor alle har en skjult dagsorden, og tingene vender igen og igen, indtil det virker lidt ligemeget, hvordan den ender. Edward James Olmos har heller ikke helt pondus nok som kartelboss, og filmens skurke er generelt lidt fesne - bortset fra Bill Paxton, der har en fin rolle som brutal black ops-chef.
Men det hele bliver altså mere og mere ligegyldigt, efterhånden som heltenes pjattede one-liners også piller spændingen ud af historien. Og til sidst går instruktør Baltasar Kormákur helt over gevind i en 'lad os sprænge det hele i luften'-slutsekvens.
Kormákur er egentlig interessant, da han er ved at være den første islandske instruktør, som etablerer sig i Hollywood. Men her formår han altså ikke at løfte "2 Guns" til at være mere end en ret ligegyldig genrefilm, som godt nok er stilfuld sine steder, men som ellers fiser ud i bulder og høhø-replikker. Den har af gode grunde ikke samme friskhed, som "Lethal Weapon" havde i sin tid - og så fantastisk en film var 80'ernes stilskabende buddy-actionfilm så i øvrigt heller ikke.
01/11-2013
