Sly og Arnies samspil havde fortjent en bedre film

2.0
De var godt nok begge med i de to Expendables-film, men her spiller Sylvester Stallone og Arnold Schwarzenegger for første gang sammen i de to bærende hovedroller i en film.

Stallone er en sikkerhedsekspert, hvis speciale er at teste fængsler ved at gå undercover som fange og bryde ud. Han får et attraktivt tilbud om at teste et superfængsel, som i al hemmelighed er blevet bygget til at opbevare fanger, man gerne ser forsvinde fra jordens overflade. Da han først er kommet inden for murene, viser det sig dog, at der er lusk med i spillet, så han nu kan se frem til at opholde sig der for altid - medmindre han altså kan bryde ud. Og til det får han brug for hjælp fra en anden fange, spillet af Schwarzenegger.

Det gode ved "Escape Plan" er, at dens basale fængselskoncept faktisk virker - endda selv om fængslet er lidt papagtigt som kulisse. Man tror på Stallone som hyperintelligent udbryderkonge, og instruktør Mikael Håfström får lavet et par effektfulde montager, som på troværdig vis skildrer de metoder, han bruger til at finde huller i sikkerheden. Hans samspil med Schwarzenegger fungerer også fint, og den store østriger spiller faktisk sin rolle som godhjertet terrorist overraskende godt. De to gamle drenge går i det hele taget til projektet med entusiasme og et lille glimt i øjet.

Der er også nogle overraskende politiske undertoner i "Escape Plan", som skildrer en amerikansk fængselsindustri, der betragter sine fanger som aktiver, der skal tjenes penge på. Og filmens centrale fængsel trækker klare paralleller til CIA's black sites - der bliver sågar også waterboardet. Det er lige ved, at man tror, at der er et politisk budskab om USA's tvivlsomme brug af magt i 'kampen mod terror'.

Men både de to stjerners gode takter og eventuelle tilløb til en dybere mening bliver smidt over bord, efterhånden som plottet i "Escape Plan" bliver foldet ud og viser sig at indeholde store huller. Den grundlæggende logik omkring superfængslet er simpelt hen ikke på plads, og det hjælper bestemt ikke, at Jim Caviezel og Vinnie Jones spiller endimensionelle sadister som henholdsvis inspektør og overbetjent i The Tomb, som fængslet malerisk bliver benævnt.

De afgørende brikker til heltenes flugtplan er også lidt for forudsigelige, og endelig er det ekstra trist, at instruktør Håfström forfalder til at gå totalt action-amok som løsning på deres sidste forhindringer. Man får på fornemmelsen, at der har siddet en producer og insisteret på, at der skulle være en masse action, når publikum nu kommer for at se Stallone og Schwarzenegger.

Det er synd, for de gør det som nævnt rigtig fint sammen, Stallone og Schwarzenegger. Deres gode kemi som makkerpar havde fortjent at få en bedre film at folde sig ud i.
The Escape Plan