Black man's burden

Han står i baggrunden det meste af tiden, men Cecil Gaines har et begivenhedsrigt liv. Fra opvæksten på en plantage i Georgia, hvor ejeren dræber hans far uden nogen konsekvenser, til han bliver ansat som butler i Det Hvide Hus og betjener syv præsidenter fra Eisenhower til Reagan. Her overværer Gaines afgørende beslutninger i den amerikanske borgerrettighedskamp, som hans ældste søn også bliver en meget aktiv del af, endda med en afstikker til Black Panthers.

"The Butler" er instrueret af Lee Daniels, som for fire år siden fik et stort gennembrud med "Precious", der gav et ekstremt barskt billede af sorte amerikaneres vilkår i New Yorks slumområder. Her er Daniels altså igen ude i en fortælling om sort og hvid, men denne gang med et kalejdoskopisk blik hen over næsten et århundredes udvikling. Hvor der jo absolut er sket meget på den front i USA.

Filmen er inspireret af historien om Eugene Allen, som arbejdede i Det Hvide Hus i 34 år. Men Danny Strongs manuskript har ikke ret meget med den virkelige butler at gøre, for der er lagt en del ting til for at skabe dramatisk effekt. Eksempelvis det med opvæksten på en plantage med en hensynsløs ejer. Og hele sidehistorien med den aktivistiske søn, der går som en rød tråd igennem meget af filmen. Den bliver nemlig brugt til at udstille forskellen mellem generationerne i form af faderen, der er opvokset med bevidstheden, om at man er nødt til at føje de hvide for at undgå ballade - og så sønnen, der nægter at indordne sig og vil kæmpe for sin ret.

Man må sige, at "The Butler" på den måde er en film, der skærer tingene ud i pap. Med en sløv smørekniv, for der skal jo helst ikke være nogen blandt publikum, der bliver tabt undervejs. Og hvis de alligevel skulle blive det, har Daniels heldigvis udstyret hovedpersonen med en ualmindeligt rædselsfuld voice-over, som forklarer det en ekstra gang. Mens hovedpersonen helt tilfældigt overværer ca. én væsentlig scene med hver præsident (på nær Ford og Carter, men de var også bare lidt kedelige).

Og ja, selvfølgelig er historien om de sortes vilkår i USA forfærdelig - også fordi det tog 100 år at komme fra ophævelsen af slaveriet til formel ligestilling. Og jo, det giver mening at genfortælle historien fra en sort mands perspektiv, og det er interessant at følge udviklingen fra mere passiv modstand til selvbevidst aktivisme. Men i "The Butler" bliver det sovset ind i en alt for konstrueret historie, indtil filmen til sidst glider over i utilsløret hyldest af Obama.

I centrum for den træge handling står Forest Whitaker, som giver den et bravt forsøg på method acting, men alligevel bliver overspillet af Oprah Winfrey som butlerens fordrukne hustru. Og David Oyelowo er i øvrigt en udmærket vred ung mand som sønnen. Derudover har folk tilsyneladende stået i kø for at være med i filmen, for den har et kæmpestort galleri af kendte navne i småroller. Herunder en håndfuld præsidenter, hvor det kun er James Marsden og Liev Schreiber, der holder som Kennedy og Johnson. Robin Williams og Alan Rickman er et par ret besynderlige castings som Eisenhower og Reagan, men helt bizart bliver det med John Cusack som Nixon. Han er ikke engang sminket til at ligne Tricky Dick.

Og det er egentlig ret sigende for "The Butler". Der er nok masser af gode intentioner bag, og der er bestemt emotionelt stærke scener undervejs, men udførelsen er bare meget lidt elegant. Selv om jeg egentlig er enig med størstedelen af filmens politiske pointer, ændrede det ikke ved, at den føltes gumpetung og usædvanligt klodset. Lidt som at blive slået i hovedet med en historiebog med ekstra korrekt læderindbinding.

Og det kan ikke give mere end to små stjerner herfra.