Genindspilning på det jævne
3.0
*spoilers*
Den allerførste Stephen King-filmatisering var Brian De Palmas virkelig vellykkede "Carrie" fra 1976, baseret på Kings første bog. Siden er Kings romaner og noveller blevet omsat til næsten 50 film, og "Carrie" har i mellemtiden også været udgangspunkt for både en filmisk fortsættelse og en tv-film.
Som 1976-udgaven er Kimberly Peirces film en meget trofast filmatisering af Kings roman om de ubehagelige sider af amerikansk high school-kultur. Hovedpersonen Carrie er en sky, mærkelig 17-årig, der igennem hele sin opvækst er blevet trynet af sin fundamentalistisk kristne mor. I skolen har hun ingen venner, tværtimod bliver hun i en central scene blot hånet, da hun får sin første menstruation og bliver rædselsslagen, fordi hendes mor slet ikke har forberedt hende på, at det ville ske.
Det bliver endnu værre ved skolens prom, hvor én af pigeklikens ledere planlægger en ekstremt grov mobning af Carrie, der ellers lige får lov til at have det lidt sjovt. Men mobningen får så endnu mere katastrofale konsekvenser, fordi Carrie har opdaget, at hun har telekinetiske kræfter, som hun nu kan bruge til at tage hævn.
Kings historie er som nævnt en udstilling af de sociale strukturer og barske hierarkier, som findes i amerikanske high schools. Siden King skrev sin roman for knap 40 år siden, har samme emne været behandlet i masser af film og andre medier, men "Carrie" er stadig en særdeles effektiv historie. Og Peirces iscenesættelse er især velfungerende i opbyningen af konflikterne frem mod den skæbnesvangre prom night. Der bygges fint op med hurtig etablering af personerne og glimrende skuespil, ikke mindst af Chloë Grace Moretz som Carrie.
Moretz er i stand til at være tilpas weird til at passe ind i rollen, selv om hun alligevel virker en smule for sund og renskuret sammenlignet med Sissy Spaceks mere ranglede og tjavsede udseende i 1976-udgaven. Julianne Moore gør det også udmærket som hendes gale mor, men er dog lige på kanten af overspil i et par scener. Også hun blegner noget i forhold til Piper Laurie, der havde rollen i 1976, og det er en afgørende forskel på de to film: I De Palma-udgaven var der fremragende skuespil, som fik både Spacek og Laurie Oscar-nomineret. Her i 2013 er der tale om solide, men ikke enestående præstationer. Selv om Portia Doubleday dog også skal roses for at gøre det glimrende som Carries primære plageånd.
En anden lille, men ikke uvæsentlig forskel på de to film ligger i iscenesættelsen af klimakset. I 1976 fulgte filmen præcist Kings historie, hvor mobningen får Carrie til at se alle som fjender og ukritisk dræbe løs. Her fokuseres afstraffelsen i stedet på de jævnaldrende, som faktisk har været med til at mobbe. Og det siger nok noget, om at der er sket en ændring i opfattelsen af konflikter og moral: For små 40 år siden kritiserede King samfundet som helhed for at opretholde de strukturer, som gør mobning og social udstødelse mulige. I dag er ansvaret flyttet over på enkeltindividet, og ergo er det også kun dem, der har valgt at være onde, som skal straffes.
Ud over den slags implicitte pointer synes jeg så også, at Peirce lader det afsluttende klimaks gå lidt for meget over-the-top. Det trækker oplevelsen for meget i retning af effekter og væk fra den historie, som jeg mener er essensen af "Carrie", nemlig den om en fortabt ung pige, der er fanget mellem destruktive sociale strukturer og lige så destruktiv religiøs fundamentalisme. Men når det er sagt, så er "Carrie" anno 2013 altså stadig en ganske vellavet sag med solidt skuespil og sikker afvikling af en god historie. Man får givetvis mere ud af den, hvis man ikke har set filmudgaven fra 1976, som trods alt var klart bedre.
Den allerførste Stephen King-filmatisering var Brian De Palmas virkelig vellykkede "Carrie" fra 1976, baseret på Kings første bog. Siden er Kings romaner og noveller blevet omsat til næsten 50 film, og "Carrie" har i mellemtiden også været udgangspunkt for både en filmisk fortsættelse og en tv-film.
Som 1976-udgaven er Kimberly Peirces film en meget trofast filmatisering af Kings roman om de ubehagelige sider af amerikansk high school-kultur. Hovedpersonen Carrie er en sky, mærkelig 17-årig, der igennem hele sin opvækst er blevet trynet af sin fundamentalistisk kristne mor. I skolen har hun ingen venner, tværtimod bliver hun i en central scene blot hånet, da hun får sin første menstruation og bliver rædselsslagen, fordi hendes mor slet ikke har forberedt hende på, at det ville ske.
Det bliver endnu værre ved skolens prom, hvor én af pigeklikens ledere planlægger en ekstremt grov mobning af Carrie, der ellers lige får lov til at have det lidt sjovt. Men mobningen får så endnu mere katastrofale konsekvenser, fordi Carrie har opdaget, at hun har telekinetiske kræfter, som hun nu kan bruge til at tage hævn.
Kings historie er som nævnt en udstilling af de sociale strukturer og barske hierarkier, som findes i amerikanske high schools. Siden King skrev sin roman for knap 40 år siden, har samme emne været behandlet i masser af film og andre medier, men "Carrie" er stadig en særdeles effektiv historie. Og Peirces iscenesættelse er især velfungerende i opbyningen af konflikterne frem mod den skæbnesvangre prom night. Der bygges fint op med hurtig etablering af personerne og glimrende skuespil, ikke mindst af Chloë Grace Moretz som Carrie.
Moretz er i stand til at være tilpas weird til at passe ind i rollen, selv om hun alligevel virker en smule for sund og renskuret sammenlignet med Sissy Spaceks mere ranglede og tjavsede udseende i 1976-udgaven. Julianne Moore gør det også udmærket som hendes gale mor, men er dog lige på kanten af overspil i et par scener. Også hun blegner noget i forhold til Piper Laurie, der havde rollen i 1976, og det er en afgørende forskel på de to film: I De Palma-udgaven var der fremragende skuespil, som fik både Spacek og Laurie Oscar-nomineret. Her i 2013 er der tale om solide, men ikke enestående præstationer. Selv om Portia Doubleday dog også skal roses for at gøre det glimrende som Carries primære plageånd.
En anden lille, men ikke uvæsentlig forskel på de to film ligger i iscenesættelsen af klimakset. I 1976 fulgte filmen præcist Kings historie, hvor mobningen får Carrie til at se alle som fjender og ukritisk dræbe løs. Her fokuseres afstraffelsen i stedet på de jævnaldrende, som faktisk har været med til at mobbe. Og det siger nok noget, om at der er sket en ændring i opfattelsen af konflikter og moral: For små 40 år siden kritiserede King samfundet som helhed for at opretholde de strukturer, som gør mobning og social udstødelse mulige. I dag er ansvaret flyttet over på enkeltindividet, og ergo er det også kun dem, der har valgt at være onde, som skal straffes.
Ud over den slags implicitte pointer synes jeg så også, at Peirce lader det afsluttende klimaks gå lidt for meget over-the-top. Det trækker oplevelsen for meget i retning af effekter og væk fra den historie, som jeg mener er essensen af "Carrie", nemlig den om en fortabt ung pige, der er fanget mellem destruktive sociale strukturer og lige så destruktiv religiøs fundamentalisme. Men når det er sagt, så er "Carrie" anno 2013 altså stadig en ganske vellavet sag med solidt skuespil og sikker afvikling af en god historie. Man får givetvis mere ud af den, hvis man ikke har set filmudgaven fra 1976, som trods alt var klart bedre.
16/11-2013
