Stilsikker spraglet underholdning
4.0
Marvels udgave af Thor er tilbage på filmlærredet i en historie, der udspiller sig efter begivenhederne i "The Avengers". Det handler igen om interdimensionale angreb, men denne gang er skurkene svartelverne fra Svartalfheim - en ældgammel fjende af aserne, hvis leder ønsker udslette alt liv i universet.
Da en sjælden interdimensional konvergens opstår, bliver der åbnet for portaler mellem Asgård, Svartalfheim og de andre verdener fra den nordiske mytologi. Det betyder, at svartelvernes urgamle kraft Æteren slipper fri, og den besætter Jane Foster, Thors flamme fra den første Thor-film. Nu må Thor og hans venner så kæmpe for at få bremset svartelverne, og situationen er så desperat, at han endda også må bede Loke om hjælp.
Der er altså igen tale om en megakosmisk superheltehistorie, hvor folk flyver frem og tilbage mellem dimensioner og verdener, og både skurke og helte er super på det guddommelige niveau. Men det fungerer væsentligt bedre end i den første Thor-film. Selvfølgelig fordi både universet og en række hovedpersoner nu er etableret i forvejen, men også fordi instruktør Alan Taylor rammer en bedre balance mellem epik og humor, end Kenneth Branagh formåede med den første film.
Taylor er en erfaren herre, som primært har lavet tv - bl.a. en håndfuld episoder af "Game of Thrones" - men her leverer han altså meget stilsikker underholdning i sin første spillefilm i 10 år. Historien i "The Dark World" bliver leveret med god pacing, tilpas udrulning af en kompliceret baggrundshistorie og fine pauser til lidt humor og samspil mellem de centrale karakterer. Inden det kulminerer i en fed slutsekvens, hvor helte og skurke kæmper på tværs af flere verdener på én gang, hvilket giver nogle meget fine kaos-effekter, når ting og folk teleporterer tilfældigt rundt.
"The Dark World" er også klart mere visuelt overbevisende, end "Thor" var, i iscenesættelsen af de forskellige verdener. Og så er Chris Hemsworth som nævnt mere sikker i Thor-rollen efter tre film, og Natalie Portman gør det stadig udmærket som Foster (selv om hendes rolle mest består i at være i fare). Der er også bedre spræl i persongalleriet omkring Foster, hvor Stellan Skarsgård giver den hele armen som gal videnskabsmand, og Kat Dennings er et fint comic relief. Og så er det et stort plus for filmen, at Tom Hiddleston denne gang får lov til at spille trickster-versionen af Loke frem for den gale verdenserobrer, han var i "The Avengers".
Så gør det mindre, at Anthony Hopkins er temmelig fjollet som Odin, og at Christopher Eccleston egentlig er en ret ligegyldig overskurk som svartelvernes leder. De er i øvrigt også rigtig fedt visualiseret, svartelverne - meget fine og skumle (og rigeligt selvhøjtidelige) dark elves.
Ergo er "The Dark World" altså en virkelig solid og stilsikkert spraglet omgang superhelteunderholdning. Mere af den slags, tak.
Da en sjælden interdimensional konvergens opstår, bliver der åbnet for portaler mellem Asgård, Svartalfheim og de andre verdener fra den nordiske mytologi. Det betyder, at svartelvernes urgamle kraft Æteren slipper fri, og den besætter Jane Foster, Thors flamme fra den første Thor-film. Nu må Thor og hans venner så kæmpe for at få bremset svartelverne, og situationen er så desperat, at han endda også må bede Loke om hjælp.
Der er altså igen tale om en megakosmisk superheltehistorie, hvor folk flyver frem og tilbage mellem dimensioner og verdener, og både skurke og helte er super på det guddommelige niveau. Men det fungerer væsentligt bedre end i den første Thor-film. Selvfølgelig fordi både universet og en række hovedpersoner nu er etableret i forvejen, men også fordi instruktør Alan Taylor rammer en bedre balance mellem epik og humor, end Kenneth Branagh formåede med den første film.
Taylor er en erfaren herre, som primært har lavet tv - bl.a. en håndfuld episoder af "Game of Thrones" - men her leverer han altså meget stilsikker underholdning i sin første spillefilm i 10 år. Historien i "The Dark World" bliver leveret med god pacing, tilpas udrulning af en kompliceret baggrundshistorie og fine pauser til lidt humor og samspil mellem de centrale karakterer. Inden det kulminerer i en fed slutsekvens, hvor helte og skurke kæmper på tværs af flere verdener på én gang, hvilket giver nogle meget fine kaos-effekter, når ting og folk teleporterer tilfældigt rundt.
"The Dark World" er også klart mere visuelt overbevisende, end "Thor" var, i iscenesættelsen af de forskellige verdener. Og så er Chris Hemsworth som nævnt mere sikker i Thor-rollen efter tre film, og Natalie Portman gør det stadig udmærket som Foster (selv om hendes rolle mest består i at være i fare). Der er også bedre spræl i persongalleriet omkring Foster, hvor Stellan Skarsgård giver den hele armen som gal videnskabsmand, og Kat Dennings er et fint comic relief. Og så er det et stort plus for filmen, at Tom Hiddleston denne gang får lov til at spille trickster-versionen af Loke frem for den gale verdenserobrer, han var i "The Avengers".
Så gør det mindre, at Anthony Hopkins er temmelig fjollet som Odin, og at Christopher Eccleston egentlig er en ret ligegyldig overskurk som svartelvernes leder. De er i øvrigt også rigtig fedt visualiseret, svartelverne - meget fine og skumle (og rigeligt selvhøjtidelige) dark elves.
Ergo er "The Dark World" altså en virkelig solid og stilsikkert spraglet omgang superhelteunderholdning. Mere af den slags, tak.
24/11-2013
