På pub med Body Snatchers
3.0
Komikerduoen Simon Pegg og Nick Frost lavede sammen med instruktør Edgar Wright ét af det sidste årtis store kulthits med "Shaun of the Dead" fra 2004. Den blev fulgt op med "Hot Fuzz", og med "The World's End" afslutter de tre nu den løst sammenhængende trilogi, som Wright har kaldt "Three Flavours Cornetto".
Fælles for de tre film er, at de foregår i meget ordinære dele af England, hvor det viser sig, at alt ikke er, som det skal være. I ”The World’s End” er udgangspunktet, at fem gamle venner tager tilbage til deres fødeby for at gennemføre den pubcrawl rundt på byens 12 pubber, som de ikke klarede 20 år tidligere. De medbringer flere gamle indbyrdes konflikter, men de glider i baggrunden, da det går op for dem, at byen er blevet invaderet af rumvæsener.
”The World’s End” starter altså som en buddymovie om at opsøge sin ungdom og klinke skårene i gamle venskaber, men slutter som en crazy action-version af ”Invasion of the Body Snatchers”. Den første del fungerer efter min mening klart bedst, med mange fine kommentarer til engelsk pubkultur og en overraskende følsom, men samtidig morsom skildring af de gamle venners tur tilbage i minderne.
Da der så går jagt og kamp mod rumvæsener i den, leverer instruktør Wright igen en ganske veltimet omgang kaos-slapstick, men det har man altså set før i både ”Shaun of the Dead” og ”Hot Fuzz”. Her virker det så også, som om Wright og Pegg har haft svært ved at afslutte historien, for den munder ud i en slutsekvens, som jeg synes er for fjollet – med al respekt for referencen til Douglas Adams. Og det hjælper så ikke, at der bliver slået en krølle på slutningen, der mangler noget sammenhæng til resten. Det tager pusten helt ud af det ønske om at lave socialt bevidst sci-fi, som helt sikkert også er meningen med den klassiske historie, om at mennesker er blevet byttet ud med rumvæsener.
Filmens store positive overraskelse er så, at Simon Pegg har en virkelig velspillet hovedrolle som Gary, som var lederen af venneslænget 20 år tidligere, men i mellemtiden har været indlagt og har mistet kontakten til de andre. Pegg leverer både rørende og morsomt spil som en mand, der hænger fast i ungdommen og stadig går i samme Sisters of Mercy-T-shirt som dengang. Nick Frost, Martin Freeman, Paddy Considine og Eddie Marsan gør det også fint som vennerne, og så har Rosamund Pike en dejlig komisk love interest-rolle som lillesøsteren, som et par af fyrene var lune på dengang.
Apropos Sisters of Mercy, så har ”The World’s End” også et fedt soundtrack af ca. 20 år gammel britisk musik, og det er bestemt en film, som har både humor og charme. Jeg synes altså bare, den smider de gode ting lidt for meget over bord, da det går løs med slapstick-action i anden halvdel. Jeg tror faktisk, det havde været en bedre film, hvis den bare havde handlet om pubcrawl.
Fælles for de tre film er, at de foregår i meget ordinære dele af England, hvor det viser sig, at alt ikke er, som det skal være. I ”The World’s End” er udgangspunktet, at fem gamle venner tager tilbage til deres fødeby for at gennemføre den pubcrawl rundt på byens 12 pubber, som de ikke klarede 20 år tidligere. De medbringer flere gamle indbyrdes konflikter, men de glider i baggrunden, da det går op for dem, at byen er blevet invaderet af rumvæsener.
”The World’s End” starter altså som en buddymovie om at opsøge sin ungdom og klinke skårene i gamle venskaber, men slutter som en crazy action-version af ”Invasion of the Body Snatchers”. Den første del fungerer efter min mening klart bedst, med mange fine kommentarer til engelsk pubkultur og en overraskende følsom, men samtidig morsom skildring af de gamle venners tur tilbage i minderne.
Da der så går jagt og kamp mod rumvæsener i den, leverer instruktør Wright igen en ganske veltimet omgang kaos-slapstick, men det har man altså set før i både ”Shaun of the Dead” og ”Hot Fuzz”. Her virker det så også, som om Wright og Pegg har haft svært ved at afslutte historien, for den munder ud i en slutsekvens, som jeg synes er for fjollet – med al respekt for referencen til Douglas Adams. Og det hjælper så ikke, at der bliver slået en krølle på slutningen, der mangler noget sammenhæng til resten. Det tager pusten helt ud af det ønske om at lave socialt bevidst sci-fi, som helt sikkert også er meningen med den klassiske historie, om at mennesker er blevet byttet ud med rumvæsener.
Filmens store positive overraskelse er så, at Simon Pegg har en virkelig velspillet hovedrolle som Gary, som var lederen af venneslænget 20 år tidligere, men i mellemtiden har været indlagt og har mistet kontakten til de andre. Pegg leverer både rørende og morsomt spil som en mand, der hænger fast i ungdommen og stadig går i samme Sisters of Mercy-T-shirt som dengang. Nick Frost, Martin Freeman, Paddy Considine og Eddie Marsan gør det også fint som vennerne, og så har Rosamund Pike en dejlig komisk love interest-rolle som lillesøsteren, som et par af fyrene var lune på dengang.
Apropos Sisters of Mercy, så har ”The World’s End” også et fedt soundtrack af ca. 20 år gammel britisk musik, og det er bestemt en film, som har både humor og charme. Jeg synes altså bare, den smider de gode ting lidt for meget over bord, da det går løs med slapstick-action i anden halvdel. Jeg tror faktisk, det havde været en bedre film, hvis den bare havde handlet om pubcrawl.
25/11-2013
