Undateable
4.0
Frances er 27 år gammel og forsøger at skabe sig en karriere som danser i New York. Hun har job som dubleant i et dansekompagni, hvilket lige giver hende penge nok til at dele en lejlighed med en veninde. Men veninden siger ja til et tilbud om at flytte til en federe lejlighed, og dansekompagniet fattes penge. Så Frances bliver sendt ud i en endnu mere usikker tilværelse, hvor hun tuller rundt og forsøger at holde fast i sine drømme.
"Frances Ha" er instrueret af Noah Baumbach, der er et ret stort navn inden for intellektuelt snakkesalige amerikanske indie-film - tidligere har han bl.a. lavet "The Squid and the Whale" og "Margot at the Wedding" og skrevet manuskripter for Wes Anderson. Her har Baumbach haft sin kæreste, Greta Gerwig, som skrivemakker, og det er også Gerwig, der spiller den altdominerende hovedrolle som Frances.
Det her er én af den slags film, som nærmest ikke har et sammenhængende plot, så alt afhænger af, at Gerwig leverer varen. Og det gør hun virkelig godt - med charme, timing og naturlighed, som gør Frances til en karakter, man falder for på stedet. Også selv om hun er i en fase med så meget rod og forvirret søgen, at hun karakteriserer sig selv som "undateable".
"Frances Ha" er en film, der ikke så meget ønsker at få dig til at tænke over handlingen og personernes lommefilosofiske diskussioner, men snarere vil have dig til at føle og være i det miljø, den skildrer. Det lykkes fint, fordi man har Frances som holdepunkt og eksponent for den unge kunstnertype, der brænder for at være noget med sin kunstart, uden at hun på nogen måde har en klar plan for, hvad det skal være. Og som altså bevæger sig i de her intellektuelle newyorker-miljøer, hvor folk er nødt til at småhustle sig gennem tilværelsen, hvis de ikke er så heldige at have penge med hjemmefra.
Baumbach holder så også filmen i en klassisk low-key stil med simple sort-hvide billeder og god brug af closeups, blænde og tilstræbt naturlig lyd i scener, som springer ganske hårdt fra sekvens til sekvens. Og som især har blik for de finurlige detaljer og de lidt cirkulære samtaler, der stille og roligt bygger op til filmens tema om at finde sig selv og sin rolle i tilværelsen. Man må sige, at John Cassavetes og de franske nybølge-instruktører ikke har levet forgæves. Hvilket er en ros til Baumbach, for han sigter meget tydeligt efter at ramme deres dogme-agtige måde at lave film på, og den passer også godt til "Frances Ha".
Det her er en fin lille film. Meget klassisk intellektuel indie-stil, båret af en bundcharmerende hovedrolle og et meget ærligt og indlevet portræt af at være en småforvirret aspirerende kunstnertype.
"Frances Ha" er instrueret af Noah Baumbach, der er et ret stort navn inden for intellektuelt snakkesalige amerikanske indie-film - tidligere har han bl.a. lavet "The Squid and the Whale" og "Margot at the Wedding" og skrevet manuskripter for Wes Anderson. Her har Baumbach haft sin kæreste, Greta Gerwig, som skrivemakker, og det er også Gerwig, der spiller den altdominerende hovedrolle som Frances.
Det her er én af den slags film, som nærmest ikke har et sammenhængende plot, så alt afhænger af, at Gerwig leverer varen. Og det gør hun virkelig godt - med charme, timing og naturlighed, som gør Frances til en karakter, man falder for på stedet. Også selv om hun er i en fase med så meget rod og forvirret søgen, at hun karakteriserer sig selv som "undateable".
"Frances Ha" er en film, der ikke så meget ønsker at få dig til at tænke over handlingen og personernes lommefilosofiske diskussioner, men snarere vil have dig til at føle og være i det miljø, den skildrer. Det lykkes fint, fordi man har Frances som holdepunkt og eksponent for den unge kunstnertype, der brænder for at være noget med sin kunstart, uden at hun på nogen måde har en klar plan for, hvad det skal være. Og som altså bevæger sig i de her intellektuelle newyorker-miljøer, hvor folk er nødt til at småhustle sig gennem tilværelsen, hvis de ikke er så heldige at have penge med hjemmefra.
Baumbach holder så også filmen i en klassisk low-key stil med simple sort-hvide billeder og god brug af closeups, blænde og tilstræbt naturlig lyd i scener, som springer ganske hårdt fra sekvens til sekvens. Og som især har blik for de finurlige detaljer og de lidt cirkulære samtaler, der stille og roligt bygger op til filmens tema om at finde sig selv og sin rolle i tilværelsen. Man må sige, at John Cassavetes og de franske nybølge-instruktører ikke har levet forgæves. Hvilket er en ros til Baumbach, for han sigter meget tydeligt efter at ramme deres dogme-agtige måde at lave film på, og den passer også godt til "Frances Ha".
Det her er en fin lille film. Meget klassisk intellektuel indie-stil, båret af en bundcharmerende hovedrolle og et meget ærligt og indlevet portræt af at være en småforvirret aspirerende kunstnertype.
27/11-2013
