McCarthy hiver Scott ud af dyndet
4.0
*spoilers*
En film af Ridley Scott, baseret på et originalmanuskript af Cormac McCarthy. Det er en interessant, men ikke specielt oplagt kombination, som jeg var meget spændt på at se resultatet af. Og det falder lykkeligvis klart ud til den positive side.
"The Counselor" har i titelrollen en advokat, hvis ekstravagante livsstil har bragt ham i pengenød. Derfor går han til de kriminelle bekendte, som han hidtil blot har arbejdet for, for at være med i en narkohandel, der kan bringe millioner ind på kontoen. Desværre er der også dobbeltspil involveret, og det gør både advokaten og hans bekendte til mål for de mexicanske bagmænd, som ikke accepterer, at deres stoffer sådan går tabt.
I bund og grund er det her en meget moralsk fortælling. De kriminelle, han går til, advarer meget tydeligt advokaten, om at han roder sig ud i noget, som er dødsensfarligt og kan få vidtrækkende konsekvenser. Men han er for grisk og selvfed til at høre efter, og dermed bliver han en mand, der selv pådrager sig den skæbne, der rammer ham. For da han går over grænsen, kommer han ud i et spil, hvor vinderne har langt færre skrupler end han selv - ja, faktisk nærmest nyder at få korthuset til at ramle sammen over andre.
Og det er der, historien bliver arketypisk Cormac McCarthy. I det komplette sortsyn, i billedet af en malstrøm af ondskab, som man ikke kan undslippe, hvis man først er trådt ind i den. Som i en række af McCarthys romaner er det Mexico, der bruges som billedet på USA's sorte side - det uciviliserede, erotiske, livsfarlige og totalt nihilistiske sted, man kommer hen, når man kommer i kontakt med de mørke kræfter, som driver verden. Og én af de udtalte pointer i "The Counselor" er, at det skal man nok komme. Det bliver meget værre, når vores pæne, rige ilands-facade for alvor krakelerer.
En interessant ting ved "The Counselor" er så, at den parrer McCarthys kulsorte temaer med Ridley Scotts billedæstetik, der jo oprindelig har udgangspunkt i reklamebranchen. Scott har valgt at iscenesætte med glitz og glamour, i farvestrålende billeder af hovedpersonernes overdådige liv, som en absurd kontrast til deres planer. Det handler igen om facade kontra realiteter, om hvordan advokaten er så dum at begive sig ind i en livsfarlig forretning for at kunne købe en større diamantring til sin forlovede.
I den centrale rolle som advokaten er Michael Fassbender overraskende afdæmpet, men McCarthy driller også publikum ved at lade hans rolle bliver mindre og mindre, selv om filmen altså hedder "The Counselor". Men han er blot en tom skal af grådighed, der ikke har mere at byde på, da tingene først ramler. Så er der alligevel mere punch i hans to partnere, som Javier Bardem og Brad Pitt spiller stilsikkert med store armbevægelser. Den ene en spraglet latino-natklubejer, den anden en gennemstylet texansk cowboy. Begge bundkorrupte.
Filmens mest slagkraftige rolle indehaves dog uden sammenligning af Cameron Diaz, der som Bardems kyniske elskerinde er en nærmest overdreven femme fatale med salt & pepper-hår, guldtand og gepard-tatovering ned over ryggen. Hun står i skarp kontrast til Penélope Cruz, der spiller med varme og naturlig charme som advokatens naive forlovede, som først for sent opdager, hvad han foretager sig.
Sådan er der mange ting, der bliver bøjet i neon og understøttes af tydelig symbolik i "The Counselor". Som er en film, man godt kan komme til at se som en glittet, overfladisk thriller, hvis man ikke husker at holde den op mod Cormac McCarthys andre værker og hans gennemgående temaer. For så åbner der sig en benhård logik i den brutale handling, som fx forbinder den tematisk til hovedværkerne "The Road" og "Blood Meridian". Det udgangspunkt har Ridley Scott altså iscenesat dygtigt og legende, med en poleret overflade, som man lige skal unde sig selv at se igennem. Resultatet er fire store stjerner værd - og Scotts bedste film siden "Black Hawk Down".
En film af Ridley Scott, baseret på et originalmanuskript af Cormac McCarthy. Det er en interessant, men ikke specielt oplagt kombination, som jeg var meget spændt på at se resultatet af. Og det falder lykkeligvis klart ud til den positive side.
"The Counselor" har i titelrollen en advokat, hvis ekstravagante livsstil har bragt ham i pengenød. Derfor går han til de kriminelle bekendte, som han hidtil blot har arbejdet for, for at være med i en narkohandel, der kan bringe millioner ind på kontoen. Desværre er der også dobbeltspil involveret, og det gør både advokaten og hans bekendte til mål for de mexicanske bagmænd, som ikke accepterer, at deres stoffer sådan går tabt.
I bund og grund er det her en meget moralsk fortælling. De kriminelle, han går til, advarer meget tydeligt advokaten, om at han roder sig ud i noget, som er dødsensfarligt og kan få vidtrækkende konsekvenser. Men han er for grisk og selvfed til at høre efter, og dermed bliver han en mand, der selv pådrager sig den skæbne, der rammer ham. For da han går over grænsen, kommer han ud i et spil, hvor vinderne har langt færre skrupler end han selv - ja, faktisk nærmest nyder at få korthuset til at ramle sammen over andre.
Og det er der, historien bliver arketypisk Cormac McCarthy. I det komplette sortsyn, i billedet af en malstrøm af ondskab, som man ikke kan undslippe, hvis man først er trådt ind i den. Som i en række af McCarthys romaner er det Mexico, der bruges som billedet på USA's sorte side - det uciviliserede, erotiske, livsfarlige og totalt nihilistiske sted, man kommer hen, når man kommer i kontakt med de mørke kræfter, som driver verden. Og én af de udtalte pointer i "The Counselor" er, at det skal man nok komme. Det bliver meget værre, når vores pæne, rige ilands-facade for alvor krakelerer.
En interessant ting ved "The Counselor" er så, at den parrer McCarthys kulsorte temaer med Ridley Scotts billedæstetik, der jo oprindelig har udgangspunkt i reklamebranchen. Scott har valgt at iscenesætte med glitz og glamour, i farvestrålende billeder af hovedpersonernes overdådige liv, som en absurd kontrast til deres planer. Det handler igen om facade kontra realiteter, om hvordan advokaten er så dum at begive sig ind i en livsfarlig forretning for at kunne købe en større diamantring til sin forlovede.
I den centrale rolle som advokaten er Michael Fassbender overraskende afdæmpet, men McCarthy driller også publikum ved at lade hans rolle bliver mindre og mindre, selv om filmen altså hedder "The Counselor". Men han er blot en tom skal af grådighed, der ikke har mere at byde på, da tingene først ramler. Så er der alligevel mere punch i hans to partnere, som Javier Bardem og Brad Pitt spiller stilsikkert med store armbevægelser. Den ene en spraglet latino-natklubejer, den anden en gennemstylet texansk cowboy. Begge bundkorrupte.
Filmens mest slagkraftige rolle indehaves dog uden sammenligning af Cameron Diaz, der som Bardems kyniske elskerinde er en nærmest overdreven femme fatale med salt & pepper-hår, guldtand og gepard-tatovering ned over ryggen. Hun står i skarp kontrast til Penélope Cruz, der spiller med varme og naturlig charme som advokatens naive forlovede, som først for sent opdager, hvad han foretager sig.
Sådan er der mange ting, der bliver bøjet i neon og understøttes af tydelig symbolik i "The Counselor". Som er en film, man godt kan komme til at se som en glittet, overfladisk thriller, hvis man ikke husker at holde den op mod Cormac McCarthys andre værker og hans gennemgående temaer. For så åbner der sig en benhård logik i den brutale handling, som fx forbinder den tematisk til hovedværkerne "The Road" og "Blood Meridian". Det udgangspunkt har Ridley Scott altså iscenesat dygtigt og legende, med en poleret overflade, som man lige skal unde sig selv at se igennem. Resultatet er fire store stjerner værd - og Scotts bedste film siden "Black Hawk Down".
01/12-2013
